1.
I november 1974 blev Det Danske Akademis årsfest afbrudt midt under Villy Sørensens tale for Sven Holm, årets modtager af akademiets store pris. Ledsaget af aktører fra teatergruppen Solvognen slap duoen Thorsen & Nash en kasse hvide mus løs i en aktion, hvis populistiske pointe, som det fremgår af Ekstra Bladets begejstrede reportage, var helt på linie med, hvad man senere har skullet høre fra højrefløjen: Under en baldakin illuderede den nøgne Thorsen “Kejserens nye klæder”, mens en dame fra Solvognen skreg, at “Det er altid de samme der får pengene!” og et banner forkyndte, at “Det går Klaus Rifbjerg rigtig dårligt, han tjener kun 400.000 kr. årligt”.
Hver gang talen blandt medlemmerne er faldet på denne minderige dag, har Torben Brostrøm nævnt, at der findes et fotografi, hvor akademiets sekretær, juraprofessoren Allan Philip, “som en sort engel” forsøger at spærre vildmændene vejen, og når Jens Jørgen Thorsen i essaysamlingen Friheden er ikke til salg undlader selv at omtale aktionen, men dokumenterer den ved simpelthen at genoptrykke avisreferatet, må det da også skyldes, at happeningens mål nok så meget har været at ende som dette pressefoto, der iscenesætter enhver rask drengs drøm om som romantisk boheme heroisk at revoltere imod den stive borgerlighed. Til det formål har Philips stilfulde gestalt været en ren foræring, der sikrer det visuelt optimale sammenstød mellem borgeren og “kunstnerne”, som med Thorsens lådne nøgenhed får lov til at repræsentere sex, naturlighed og meget andet godt, mens Jørgen Nash med murerskjorte og håndbajer inkarnerer det folkelige.
Da det i akademiets folklore så sagnomspundne foto dukkede frem fra arkiverne og endelig lå foran mig, tænkte jeg straks: Jamen, Allan Philip er jo Mister Jones fra Bob Dylans “Ballad Of A Thin Man”: “You walk into the room / With your pencil in your hand / You see somebody naked / And you say, ‘Who is that man?’ / You try so hard / But you don’t understand / Just what you’ll say / When you get home // Because something is happening here / But you don’t know what it is / Do you Mister Jones?”
Uanset at sangen ifølge dylanologien er inspireret af sangerens konfrontation med en journalist og i sin helhed er så mysteriøs, at den er åben for mange fortolkninger, kan der næppe være tvivl om, at disse strofer også handler om (og er blevet læst som billede på) sammenstødet mellem den uforstående borger og hipsteren, hvis nøgenhed skiftevis markerer uskyld og seksualitet, modsat borgeren, der fraskrives begge dele, fordi han i sin kulturlighed er for bevidst til at være uskyldig og for hæmmet til at være seksuel. På pressefotoet repræsenterer Thorsens buttethed uskylden, det barnligt-spontane, mens hans kropsbehåring og kønsorgan promenerer en seksualitet, der sammen med al uskyldig umiddelbarhed synes trængt tilbage bag Allan Philips prikkede butterfly og kridhvide pyntelommetørklæde. Kort sagt: Thorsen er natur, mens Philip må give rollen som konformistisk kerub ved civilisationens port, men man skal være ualmindelig naiv for at overse, at juristens velklædthed mere end matches af kunstnernes udklædthed (den være sig aldrig så nøgen), og at provokatørerne for at få bekræftet deres egen identitet spejler den i en bestemt fantasi om borgeren, som Allan Philip her tages som gidsel for. For at kunne smigre sig af sin egen bohemitet har man nemlig brug for forestillingen om, at hovedparten af samfundet består af ansigtsløse massemennesker, hvis socialkarakter man med en personlig kraftanstrengelse har revet sig løs fra, og hvis trøstesløse tilværelse man trods mange omkostninger nu transcenderer i et “autentisk” liv. I Kritik af den negative opbyggelighed har Frederik Stjernfelt og jeg analyseret denne rebellens forestilling om sig selv; her vil jeg vende blikket mod drømmens logiske anden komponent, nemlig hans fantasi om sit borgerlige modbillede.
2.
Som ung betragtede jeg mig selv som et spændende undtagelsesmenneske. Det skulle vise sig, at jeg i netop dén henseende ikke var nogen undtagelse, for forestillingen om i en eller anden forstand at være hævet over den grå masse er særdeles udbredt i min generation. Hver anden ung mand så sig selv som en åndsaristokrat, hvis underforståede kulturelle overlegenhed adskilte ham fra gennemsnittet, skønt der behageligt nok ikke skulle gøres rede for denne dannelse, der kun tilkendegav sig indirekte, nemlig som kritik af det åndsforladte massemenneske. Det var tilstrækkeligt ikke at være Mister Jones, men for selvbilledet var det så meget des mere nødvendigt at have en meget præcis forestilling om ham: Han var fantasiforladt, hæmmet og konform, en upersonlig, farveløs medløber, på samme tid slaveagtigt autoritetstro og utåleligt autoritær, tyran og undertrykt i ét. At en sådan person blev kaldt “borgerlig”, var hverken ensbetydende med, at han nødvendigvis lå politisk til højre eller i økonomisk forstand tilhørte borgerskabet, men betegnede alt fra postvæsenets laveste funktionær til Mærsk Mc-Kinney Møller, og det er da også i denne forstand, at jeg her bruger begrebet.
Jeg har altid været betaget af The Bands dystert magtfulde udgave af “Ballad Of A Thin Man” på livepladen Before The Flood fra 1974, men selv dengang, hvor jeg uden videre abonnerede på tekstens ideologi, følte jeg et udefinerligt ubehag ved stemmens triumferende aggressivitet, når Bob Dylan sang: “Because something is happening here / But you don’t know what it is / Do you, Mister Jones?” Hvad dette ubehag nærmere gik ud på, begyndte at dæmre for mig, en dag jeg sad og lyttede til C.V. Jørgensen, som i sangen “I en blågrå kupé” med spydig snerren beretter om Computer Charlie:
“Computer Charlie / er en helt almindelig mand / & han tar toget ind til City hver dag / gemmer sit ansigt så godt han kan / bag et slør fra dagens første Havanna / han ligner til forveksling alle andre i kupéen / der til gengæld ligner koksgrå lig / & sidder pænt på række som på bunden af en grav / mens station efter station bare suser forbi // Computer Charlie / ved lige nøjagtig hvem & hvor han er / en anonymitet anbragt på fastlagte skinner & spor / Computer Charlie tilbagelægger sit halve liv / i et spøgelsestog på vej til & fra kontor / & det uden at sige et eneste fornuftigt ord // Computer Charlie / er en helt almindelig mand / måske lidt overset & derfor meget støvet / en museumsgenstand man ikke værdiger et blik / fordi den gør en så fantastisk bedrøvet / det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det / men nu ved jeg det tilfældigvis godt / den fremmedgjorte mand Charlie førhen var / er nu forvandlet til en noget usikker human robot // Computer Charlie / er godt på vej til helt at sygne hen / i en blågrå kupé / hvor alt & alle kun er med som fyld / Computer Charlie verden venter på netop dig / men du bliver hvor du er / af frygt og for en sikkerheds skyld.”
Det spørgsmål, der melder sig, er: Hvor i alverden ved sangens fortæller fra, at denne kontormand observeret på vej til arbejde er et frygtsomt, viljeløst og anonymt menneske, der lever “som på bunden af en grav”? Svaret er, at det har han da heller ingen som helst forudsætninger for at vide, og sangen er i mindre grad en beskrivelse af Computer Charlie end en pinlig redegørelse for poetens egen fantasiløshed. Det ligger nemlig helt uden for hans forestillingsevne, at et menneske, der går anderledes klædt og beskæftiger sig med andre ting end han selv, og oven i købet foretager sig noget så profant som hver morgen at tage toget til arbejde, skulle have et rigt indre liv og for eksempel være belæst, begavet, musikalsk, humoristisk, levende, sanselig og følsom. Når C.V. Jørgensen skriver om sin egen melankoli (som han f.eks. gør i pragtværkerne “Sæsonen er slut”, “Amor & den sidste pil” og “Elisabeth”), er han en sand og enestående kunstner, når han som her peger fingre, falder beskrivelsen af et klichémenneske udelukkende tilbage på ham selv. Og selvom jeg så afgjort mener, at i en sang som denne er fantasiløsheden kommet til magten, er min kritik ikke møntet på 68erne, for jeg anerkender absolut det betimelige i at reagere imod halvtredsernes hampre konformisme, der utvivlsomt har haft store omkostninger for mange af ungdomsoprørernes mindre hårdføre generationsfæller, derimod er der fra min side tale om en selvkritik, en fortrydelse over min egen generations forvaltning af den frihed, vi fik forærende af ‘68, og jeg kan blive rent ud fortvivlet, når jeg tænker på mange af de mennesker, jeg har mødt på min vej gennem folkeskolen, gymnasiet, klubværelserne, universitetet og firsernes neonblå kunstnermiljøer. Mennesker, som i de fleste tilfælde bare var almindeligt begavede, men alligevel følte sig for fine til at tage imod de muligheder, der blev givet dem, og som nu i halvtredsårsalderen må tage til takke med, hvad de kan få. Og ligesom studenteroprørernes vrede mod et autoritært samfund for manges vedkommende sikkert har været begrundet i erindringen om en skolekammerat, som bukkede under for en sadistisk lærer, og en anden, der dukkede sig i livslang selvudslettelse, bliver jeg omvendt inderligt forstemt, når jeg tænker på, hvor mange af min generation der aldrig fandt det værd at lytte til de voksne, lære noget om verden eller at dygtiggøre sig i et af de utallige uddannelsestilbud, som samfundet tryglede dem om at tage imod, men drev af sted på tidsånden og holdt sig oppe på en ideologisk smalkost af selvovervurdering og foragt for hr. Hansen inde ved siden af, mens de ødslede deres bedste år bort og stivede sig af med sange som “Ballad Of A Thin Man” og “I en blågrå kupé”.
3.
Fortælleren i C.V. Jørgensens sang ved “tilfældigvis godt”, at kontormanden i den blågrå kupé i virkeligheden er “en noget usikker human robot”, men jeg ved til gengæld, at det ikke nødvendigvis er sandt, for min far var tilfældigvis kontormand.
Bankmand, oven i købet, som hver morgen omhyggeligt studsede sit skæg og pudsede sine sko, før han i mørkeblå habit cyklede til Store Heddinge og Omegns Spare- og Laanekasse. I sommerferien stod han iført Thorsenkostume i vores store, ugenerte baghave og modellerede en kæmpemæssig kvindetorso kaldet Magna Mater, under påvirkning af den lokale øl Tower dansede han og min mor og alle deres venner til børnenes beskæmmelse kædedans til pladen fra fil-
—
men Zorba The Greek eller sang med på folkemusikken fra vores nye firespors Tandbergbåndoptager, der spillede Cæsar, Trille og Povl Dissing, Pete Seeger, Joan Baez - og Bob Dylan. Jeg ser for mig, hvordan min far sad og krydsede af i det årlige udsalgskatalog fra boghandler Harck i København, hvorfra der leveredes en strøm af skøn- og faglitteratur til husets reoler, som fra gulv til loft dækkede al den vægplads, der ikke var erobret af dé tegninger, tryk og malerier, som min far dels selv havde lavet og dels siden sin tidligste ungdom købt ind, når der var guld tilovers. Sjældent har jeg mødt et menneske med så stor en viden om især kunst- og arkitekturhistorie som han, der bortset fra en realeksamen selv har skullet skaffe sig al sin dannelse efter endt arbejdsdag. At han juleaften højtideligt oplæste juleevangeliet og hver dag ved sengetid sang danske aftensange og -salmer for mine brødre og mig, har han sidst af alt set som en kulturkonservativ gestus, lige så lidt som han har opfattet sig som kulturradikal, fordi han elskede PH’s viser, eller som frisindet, fordi han i september 1970 gik med sin 14-årige søn til koncert med The Rolling Stones i Forum, forærede ham Bent H. Claëssons seksualoplysende bog Dreng pige mand kvinde, eller fordi han betalte for at samme Søren Ulriks teenagedigte kunne trykkes i et lille hæfte (da sønnike nu havde sat sig i hovedet, at han var kommunist og i stedet for at være konfirmand med deraf følgende fest hellere ville være digter). Det kunne ikke falde ham ind at slække på de borgerlige høflighedsformer eller at cykle fra banken, før kassen var afstemt og sidste dokument kontrasigneret med hans sirlige håndskrift, men for resten af pengene gik han så i cowboybukser, sang langhårede folkesange og læste Ove Brusendorffs bog om Erotikens historie, for hele dén røvsyge kulturkamp mellem konservatisme og kulturradikalisme, der i alt for mange år har forpestet debatklimaet og kun gjort folk dummere, er from day one gået hen over hovedet på min far, som tilsyneladende aldrig har skænket det en tanke, at der skulle være noget galt i at tage det bedste fra alle verdener. Han lever i øvrigt i bedste ubekymrede velgående, og det er stadig ikke til at blive klog på, om han er borgerlig eller boheme, men ét er sikkert: Han er ingen kliché.
4.
På en vandretur i Københavns Nordvestkvarter forvildede jeg mig en søndag eftermiddag ind i området bag Tagensvej og Lygten, som er et bud på tredivernes drøm om at hente industriarbejderne ud af de indre bydeles overbefolkede og fugtige mørke. Lys, luft og grønt flimrer mellem karréerne, og over indgangsdørene på Frimestervej, Oldermandsvej og Landsdommervej finder man nogle tidstypiske kunststensrelieffer, som trods deres beskedenhed gjorde et stort indtryk på mig. De hverdagsagtige motiver kan for eksempel være en mand, der leger med et spædbarn, en nøgen dreng, som læser i en bog eller spiller på mundharmonika, en kvinde, der sender sin dreng i skole eller iført bukser binder en plante op, en nøgen pige i færd med at tørre sit hår. I et alt andet end bombastisk billedsprog udtrykker de ønsket om at give arbejderne et liv i menneskelig værdighed, en afdæmpet utopi tiltalende befriet for de samtidige totalitære ideologiers metafysiske feberfantasier om en storslået fremtid. Her krydses klassisk socialdemokratiske og kulturradikale temaer: Skønhedsidealet, der udtrykkes i kroppenes langtfra fede, men let rundede former (som man også finder i Kaj Nielsens og Gerhard Hennings figurer), har for mig at se noget at gøre med kampen for sundhed - at have huld på kroppen er i enhver forstand skønnere end at være bleg og udsultet, og samtidig er den megen nøgenhed selvfølgelig en hyldest til den selvbevidste og ukomplicerede seksualitet. Kønsrollerne nuanceres, for kvinden bærer bukser, mens manden leger med spædbarnet, og at uddannelse er vigtig, hvis arbejderklassen skal gøre sig gældende i samfundet og have del i videnskabens landvindinger, markeres af de læsende drenge, der dog også får lov til at lege og udfolde sig kreativt på mundharmonikaen.
Det er ikke for meget sagt, at jeg blev bevæget af dette univers, men i et pludseligt glimt kontrasteredes det af erindringen om min ungdoms hån over for alt, hvad der var almindeligt, og min generations mistroiskhed over for livsformer, der udstrålede bare den mindste tilfredshed med tilværelsen og dens muligheder: En sådan tiltro kunne kun være begrundet i, at man havde “tilpasset” sig et dybest set menneskefjendsk samfund, men grundet sin “falske bevidsthed” ikke erkendt det. I mange henseender er der kontinuitet mellem tredivernes og tressernes progressive bevægelser, men noget er sket i tidsrummet fra en periode, hvor man over indgangsdørene til sit nye boligbyggeri stolt satte disse relieffers optimistiske drøm om en hverdag, og hvor Poul Henningsen endnu i 1950 kunne skrive sin kærlighedserklæring til den lille mands dagligdag i sangen “Almindeligt” (som jeg omtaler andetsteds i denne bog) og så frem til tresserne og halvfjerdserne, hvor det ikke bare gjaldt om at løsrive sig fra det almindelige, men også at pisse på det. Dén arbejder, som i trediverne måtte stå i arbejdsløshedskø og bo i baggård, og som i halvtredserne havde en lys lejlighed med brusebad, adgang til lægehjælp, folkebiblioteker og - i hvert fald for sine børn - mulighed for uddannelse, måtte af de selvsamme børn høre, at han nu, hvor disse goder var sikret, på mystisk vis var transformeret til borger, et bevidstløst dusinmenneske, som “ikke havde forstået en skid af det hele”, som det hed med den danske klichépendant til Dylans udæskning af Mister Jones.
Folk, som er ti-tyve år ældre end jeg, har altid tudet mig ørerne fulde af, hvor forstemmende halvtredserne var, og skønt jeg selv er født i 1956 og derfor ikke har megen konkret erindring om årtiet, efterplaprede jeg i mine unge dage samme sang, men stillet over for reliefferne på Frimestervej trænger et par kætterske spørgsmål sig på: Hvad var der egentlig galt med et samfund, som - skønt det langtfra havde nået alle mål - var godt på vej til at realisere tredivernes socialistiske ønsker om fuld beskæftigelse, bedre boliger og lige adgang for alle til uddannelse, sundhed, folkeoplysning og kultur? Er mennesker nødvendigvis ens, fordi de bor i standardiserede lejligheder (“little boxes”, som det hed i en tidskritisk sang), drikker Cirkelkaffe og er medlemmer af brugsforeningen? Og er det ikke et mærkeligt paradoks, at ikke så snart er det efter årtiers klassekamp så småt blevet muligt rent faktisk at nyde livet i en vis velfærd, før det med ét er progressivt at forkaste samme liv som komplet forstenet?
Men i stedet for enten bagklogt at hylde halvtredserne og forkaste ‘68 eller omvendt, må det være muligt at kaste et dobbeltblik bagud, og inden jeg helt giver efter for puritaneren i mig, som holder langt mere af relieffernes renfærdige verden, hvor man efter arbejdstid gik i den nyopførte svømmehal eller lånte bøger på det lokale kommunebibliotek, end han kan lide nutidens opulente forbrugerisme, hvor man ikke kan åbne døren for glittede tilbudsaviser og tilværelsens mål er at blive stjerne for en aften, må jeg kalde mig selv til orden. For det første fordi reliefferne trods deres beskedne drømme ikke desto mindre er en drømmeverden, og for det andet fordi halvtredserne jo også bestod af andet end de håndgribelige forbedringer, nemlig noget så uhåndgribeligt og dog allestedsnærværende som tidsånd, stemning, atmosfære, og midt i min forelskelse i de små kunstværker over indgangsdørene må jeg jo indrømme, at kvarteret trods alle gode intentioner emmer af en ubestemmelig tristesse, og at jeg aldrig selv har stået i kø for en lejlighed her. Ja, rent faktisk tror jeg et langt stykke ad vejen på beretningerne om de kedsommelige og trykkende halvtredsere, for eftersom jeg generationsmæssigt befinder mig i slipstrømmen umiddelbart efter ‘68, er jeg gammel nok til også lige at have fornemmet stemningen fra efterkrigssamfundet: Jeg husker tydeligt, både hvor fascineret jeg som teenager var af hver eneste af den nye ungdomskulturs ytringer - fra røgelsespinde over The Incredible Stringband til Ho Chi Minh-plakater og ruskindsjakker med indianerfrynser - og hvor langt mere tiltrækkende alt dette var end at læse Jan-bøger, samle på frimærker, lade sig belære af skolelærere i stanghabit eller koste rundt med af en indbildsk arbejdsgiver. Som led i den endeløse kronikkonkurrence om, hvorvidt ‘68 er roden til alt godt eller ondt, skriver Suzanne Giese og Mads Christoffersen i deres på mange måder udmærkede apologi for oprøret (Politiken 21. maj, 2008) om datidens “tykke sovs af undertrykkende autoritær traditionalisme”, om kæft, trit og retning, fysisk afstraffelse, ensretning, kvindeundertrykkelse, bornerthed og seksualforskrækkelse og de konkluderer, at: “Den voldsomme økonomiske vækst siden slutningen af 1950erne havde skabt stor velstandsstigning og en glubende efterspørgsel på arbejdskraft. Men i magtforholdet mellem individer og offentlige myndigheder og autoriteter havde der ikke været nogen nævneværdig udvikling i årtier, og derfor fremstod de offentlige myndigheder og institutioner som et levn fra en svunden tid.” Jeg tror, at de med diagnostiseringen af denne usamtidighed mellem økonomi og bevidsthed rammer noget centralt (og end ikke de mest konservative ville vist i dag undvære de konkrete forbedringer som 68ernes justering af denne usamtidighed afstedkom; ligestillingen mellem kønnene, den fri abort, afskaffelsen af skolernes revselsesret etc.). Man kunne tilføje, at når “individets frigørelse” pludselig føltes så påtrængende, så skyldtes det netop den gode økonomi og de forbedrede sociale vilkår, for efter at arbejderne var blevet anerkendt som klasse, ville deres sønner og døtre logisk nok anerkendes som individer. Det vil jeg bestemt ikke anke over, men tillade mig at pege - dels på et paradoks, og dels på en bagside ved den form, som denne individets frigørelse antog.
Paradokset er naturligvis, at lykkedes oprøret som nævnt med en lang række konkrete fremskridt til alles bedste, ja, så var den indbyrdes forskellighed blandt disse nyslåede individualister ikke påfaldende: Skønt det ikke ligefrem var skrevet ned i tykke lovbøger, så vidste enhver ganske godt, hvilket tøj man kunne tillade sig at gå i, og hvilket der var tabu, hvilken slags musik man skulle høre, hvilken mad der var spiselig, og helt, helt nøjagtigt hvad man skulle mene og absolut ikke mene om alt mellem himmel og jord. Og, som jeg har forsøgt at vise, er bagsiden af denne selvgratulerende og altså for mig at se temmelig indbildte individualisme, at den lever af en lige så forløjet forestilling om de andres konformisme.
5.
Hvad er vel mere lig end mennesker, der sidder på toilettet, og hvad er vel mere forskelligt end ansigter? Ethvert menneske er både ganske almindeligt og helt unikt. Almindeligt, fordi vi deler et utal af vilkår, behov og ønsker, unikt, fordi to personer alligevel aldrig er ens. Men i kulturer, der idealiserer det ene og udskammer det andet af disse to aspekter, går det galt.
Samfund, som tilbeder (en fantasi om) det normale, kender vi i varierende grader fra jævnt hen snæversynede og selvtilfredse lokalsammenhænge, over udbredt konformisme og paranoid mccarthyisme til regulær fascisme, hvor alt, der ikke lever op til normen, bliver genstand for angst og had, undertrykkelse og uddrivelse. Og omvendt hersker der i dagens overflodssamfund i for mig at se stadig større kredse en illusorisk oppusten af individualiteten og en deraf følgende afsky for at vedkende sig sin almindelighed. I begge tilfælde projicerer man det uønskede over på de andre: For normalitetsdyrkelsen er det de andre, som er fejlfarvede nasserøve, seksuelt afsporede og politiske galninge, for individualismekulten er det altafgørende at kunne spejle sig i en forestilling om den kompakte majoritets grundtriste gennemsnitlighed. Og ligesom det for mig at se på det personlige plan er vigtigt at integrere de to aspekter, så de andre ikke skal bære ens fraspaltede skyggeside, er det vigtigt for samfundet at balancere mellem hensynene til den enkeltes frihed og det fælles bedste. Farerne ved kulturer, der ikke tåler Det Anderledes, er indlysende; for et demokratisk retssamfund er jeg bange for, at det især i krisesituationer kan vise sig problematisk, hvis alt for mange mennesker styret af et forfængeligt identitetsprojekt fornægter deres egen borger-lighed.
“Balladen om den tynde mand” er hentet fra Søren Ulrik Thomsens essaysamling Repremiere i mit indre mørke, som udkommer den 12. marts på Forlaget Vindrose.