Sårede patienter væltede ind på Shifa-hospitalet i Gaza, når endnu en bombe var eksploderet. Oftest 50-60, men sommetider op til 100 sårede palæstinensere ankom til hospitalet på samme tid. Og så gjaldt det om at være lynhurtig til at få de mange gjort klar til operation. Der var to patienter på hver operationsstue, patienter på hospitalets gange og patienter på gulvet. De havde det til fælles, at de var palæstinensere, var blevet ramt af Israels bomber og var hårdt såret.
“Vi havde to timer til at operere dem alle i. Hvis ikke vi nåede det, døde de,” fortæller den norske læge og kirurg Erik Fosse.
Sammen med sin kollega Mads Gilbert befandt han sig 11 dage i Gaza under den tre uger lange konflikt, som kostede 1.500 mennesker livet og sårede 5.500.
De to læger var nogle af de eneste vesterlændinge, der fik adgang til Gaza under konflikten, fordi de havde været der før og undervist på hospitalet.
Da de over for hele den internationale presse kunne afsløre, at Israel anvendte ulovlige våben mod civile, blev de verdenskendte og en slags sandhedskilder for hele det internationale samfund.
Det var ikke så meget, om våbnene var ulovlige eller ej, der gjorde udslaget for Erik Fosse. Det var snarere de enorme skader, de nye våben forsagede. Og næsten altid på civile og på børn.
“Det var helt tydeligt, at Israel afprøvede deres nye våben mod civilbefolkningen,” fortæller Erik Fosse.
For lægerne og sygeplejerskerne på det store Shifa-hospital handlede hvert sekund om liv eller død. Og det gjorde ondt at se civile voksne og børn med afrevne lemmer, enorme brandsår og gennemhullede kroppe, fortæller den norske læge, der endvidere er professor i thoraxkirurgi.
Men katastrofen skabte nok mere fortvivlelse for det lokale personale end for de to norske læger. For de vidste, at deres familier var i sikkerhed i Norge. Modsat hospitalets personale. Mens de fjernede metalsplinter, amputerede arme og ben og lagde et hvidt lagen over nogle af dem, der ikke stod til at redde, gik de hver med en lille høretelefon i øret. På den måde kunne de følge med i radioen og hele tiden holde sig orienteret. Måske var deres hjem det næste, der blev jævnet med jorden.
“Mens en af lægerne var på arbejde, blev hans kone og børn bragt sårede ind på hospitalet,” siger Erik Fosse og fortæller, at de pårørende fulgte deres sårede på hospitalet, hvis de da stadig var i live. På den måde kom der ofte 200 mennesker ind på hospitalet på samme tid:
“De løb på gangene og var dybt fortvivlede. Deres skrig fyldte rummene,” husker Fosse og fortæller, at lyden af bomber, der samtidig faldt hvert minut, var ubeskrivelig.
“Når bomberne fløj om ørerne på os, rystede jorden. Men der var ikke tid til at lægge mærke til det. Mine tanker gik til de børn, der ikke vidste, om deres familie var levende eller døde,” siger den norske læge og pointerer, at omkring halvdelen af patienterne var børn. På de tre uger døde 400 børn.
Kendetegnende for en del af patienterne var, at der ikke var nogen splinter at finde i deres krop. Alligevel ankom adskillige patienter til hospitalet med deres underkrop afrevet i et snit - noget, som de nye såkaldte DIME-bomber (Dense Inert Metal Explosi-ve) forårsagede.
For Erik Fosse var der ikke tvivl om israelernes mål:
“Israelerne bombede systematisk mod civile og børn. Først en moské, dernæst et marked og så en skole. Det viser, hvem de ønskede at skade og afprøve deres nye våben mod.”
Det gjorde især indtryk på den udstationerede læge, da en FN-skole blev bombet den 6. januar omkring klokken 12. Børnene holdt frikvarter, da bomben ramte skolen, og cirka 60 børn måtte bytte klasseværelse ud med hospital.
“Vi opererede hele dagen. Det var forfærdeligt,” siger Fosse.
Men det var ikke det værste. Senere fik han at vide, at en israelsk soldat ikke mente, det var så slemt - de palæstinensiske børn var jo bare ‘Hamas-børn.’
Og det er netop det, der er kernen af problemet, mener Fosse:
“Fordi man er bange for Hamas, bliver det legitimt at dræbe alle palæstinensere- enten de er gamle eller små børn. De bliver alle stemplet som terrorister. Det er udtryk for kollektiv afstraffelse,” siger han og understreger, at Vesten, heriblandt Danmark, bør reagere på stigmatiseringen af befolkningen.
“Det er helt uacceptabelt, at det sker. Det er en humanitær katastrofe for palæstinenserne. Og en moralsk katastrofe for Israel og Vesten.”
Erik Fosse mener, at Danmark bør genoverveje den måde, vi yder økonomisk støtte til genopbygningen af Gaza. Som det tidligere på ugen blev aftalt, giver vi pengene uden om regerings-repræsentanten Hamas. Men det er helt forkert, mener lægen:
“Vi kan ikke komme uden om Hamas, for de sidder jo på flertallet.”
Erik Fosse er blevet beskyldt for at have valgt side under konflikten, men det nægter han at have gjort:
“Jeg har blot støttet palæstinenserne i retten til at overleve.”
Kollektiv afstraffelse
Gaza grænsen og ikke valgt side