Et lille billede af en håndgranat hænger på køkkenbordet, der adskiller 60-årige Per Schwalbes åbne køkken fra hjørnestuen. “Klageskranke - træk et nummer”, står der med sorte bogstaver over, og en sort pil fører ens øjne ned på granaten.
“Den minder mig lidt om mit seneste møde med sygehusvæsnet,” siger den tidligere folkeskolelærer, der i dag er bosat på Bornholm.
I mere end to år ventede han på en operation på Rigshospitalet af overlæge Peter Blyme, før tålmodigheden sidste sommer slap op. Per Schwalbe bad om at blive henvist til et privathospital, men her fik han sig en stor overraskelse. For den ansvarlige for operationen her var den selv samme Peter Blyme, som han havde stået i kø til i årevis på Rigshospitalet.
“Jeg blev godt nok overrasket, da det gik op for mig, at det var Peter Blyme, der skulle operere mig på privathospitalet. Det er jo klart, at det offentlige sygehusvæsen ikke kan følge med, hvis det private suger alle de gode læger og sygeplejersker til sig,” siger han.
Per Schwalbe har i mange år haft problemer med ryggen og er også tidligere blevet opereret. I maj 2006 vurderede en læge, at der igen var behov for operation og henviste ham derfor til Rigshospitalet. Men først syv måneder senere - i slutningen af december 2006 - blev Per Schwalbe indkaldt til undersøgelse på Rigshospitalet.
“Det var et helvede på det tidspunkt. Jeg levede mit liv på piller. Jeg ved ikke hvorfor, der skulle gå et halvt år, før de overhovedet havde tid til at se på mig,” siger han.
Efter de indledende undersøgelser går der igen langt over et halvt år, før Per Schwalbe igen blev indkaldt til undersøgelse hos overlæge Peter Blyme.
“På det tidspunkt fik jeg at vide, at der formentlig ikke ville gå mere end tre måneder, før jeg skulle opereres,” siger Per Schwalbe og tilføjer:
“Jeg var jo lidt mere naiv dengang, da jeg troede på, at det offentlige sundhedssystem stadig virkede. For efter undersøgelsen, var det som om alt gik i stå,” siger han.
“Jeg hørte ingenting fra hospitalet, og når jeg selv henvendte mig, kunne de på intet tidspunkt oplyse mig om, hvornår jeg havde mulighed for at komme til. Jeg havde det ad helvede til og var jo bange for, at jeg måske var røget ud af deres system. Først næsten et år efter fortæller sekretæren mig, at de stort set ikke har kunnet gennemføre nogle af de planlagte operationer, siden jeg havde været til forundersøgelse, og så slap min tålmodighed op,” siger han.
Per Schwalbe bad herefter om at blive henvist til privathospitalet Center for Rygkirurgi, hvor han fik sig noget af en overraskelse. For her blev han modtaget af den selv samme læge, som han havde ventet på at blive opereret af på Rigshospitalet.
“Jeg kan huske, at jeg fik mumlet til ham, at når Muhammed ikke kan komme til bjerget, må bjerget komme til Muhammed,” siger han og tilføjer, at han ikke kan begribe, hvorfor systemet skal være sådan indrettet:
“Jeg er mest sur på politikerne over, at de mener, at sygehusvæsnet bør styres på den her måde. Vi skulle aldrig have haft privathospitaler.”