Forestillingerne om det normale og almindelige er tyranniske. Den konklusion ligger lige for, når man læser de fire kvindeportrætter i denne uges Refleks (side 4-7). I al deres forskellighed har kvinderne ét tilfælles: Deres livsvalg er usædvanlige i den forstand, at de færreste kan eller vil træffe samme valg - og de vækker mishag i forskellige grader fra skepsis og latterliggørelse til moralsk forargelse.
Lone Eskildsen Jørgensens er opvokset på en gård, og hun fik tidligt i livet passion for køer. Hendes forældre frarådede hende imidlertid at blive landmand, det var alt for fysisk hårdt for en kvinde, mente de. Lidt spøjst i betragtning af, at landbokvinder altid har arbejdet fysisk hårdt, og at teknologien ad åre har overflødiggjort megen muskelkraft. Men Lone lod sig overbevise og tog en købmandsuddannelse i stedet.
Lykkeligvis blev hun gift med en landmand og minkavler. Han tager sig af minken og markerne, hun passer 240 malkekøer og husarbejdet. En arbejdsdeling, der - om end i større målestok - minder om den traditionelle livsform gennem generationer af landbofamilier. Hjemmet er arbejdet for begge ægtefællerne, børnene ved i detaljer, hvad deres forældre laver, og deltager.
Denne slags familielandbrug var indtil 60’erne almindelige - årtiers opkøb og sammenlægninger af landbrug har gjort det usædvanligt. Ærgerligt i den forstand, at arbejdsfællesskabet tilsyneladende er godt for kærligheden. I hvert fald er skilsmisseraten lavest blandt ægtefolk, der trækker på samme hammel - som oftest i kombinationen en maskulin stillingsbetegnelse og en medhjælpende hustru.
Luise Overbeck er mor til seks i alderen et halvt år til 12 år. Hun har opgivet sit job som sygeplejerske og ikke haft lønarbejde siden den første kom til verden. Hendes mand, der er leder i et stort byggefirma, kan forsørge hele manegen på plussiden af dansk materielt gennemsnit.
Luise er sikker på, at børn knytter sig tættere til deres mødre end fædre, og kritiserer indirekte 68-generationen kvinder og deres ideologiske efterkommere for at svigte moderskabet. Hun føler, at det har krævet både mod og selvtillid at insistere på sine drømme, fordi de ligger fjernt fra venindernes hverdag og ugebladenes karrieremødre - der er ikke meget status i at gå hjemme, konstaterer hun.
Nogle kategoriserer da også ligefrem Luises valg som udansk. Som forklaring på, at den grønne check, der skal kompensere de lavestlønnede for afgiftsstigninger på el og varme, kun skal sendes til familier med højst to børn, forklarede Dansk Folkepartis skatteordfører, Mikkel Dencker: “Det mest almindelige i Danmark er, at folk ikke har mere end to børn, og vores politik er tilrettelagt, så den tilgodeser danske statsborgere. Derfor er vores grænser for antallet af børn, vi vil yde støtte til, også tilrettelagt efter det kulturelle mønster i danske familier.”
Folkepartiets definition af dansk kultur, understreger de seneste 40 års store revolution i kønsrelationerne. Familien Overbecks livsform var indtil 60’erne idealet for det gode byfamilieliv og den perfekte kvindetilværelse - om end de færreste havde råd til at leve sådan. Masser af hustruer måtte supplere familieoverhovedets løn med alskens deltidsarbejde og småjob.
Nu er også denne livsform næsten forsvundet. Mens der i 1960 var omkring 800.000 hjemmegående husmødre, er der i dag kun omkring 17.000 - og kategorien husmødre er forsvundet ud af Danmarks Statistik.
Pia Allerslev er kultur- og fritidsborgmester i København og mor til to småbørn. Hun klarer foreningen af moderskab og karriere med et godt bagland: En mand, der villigt påtager sig faderskabets praktiske omsorgsfulde opgaver sideløbende med en chefstilling i bankverdenen, en filippinsk au pair samt svigerforældre, der bor i nærheden og gerne passer børnebørn.
Antallet af mødre, som satser på et karriereforløb i en lønklasse, der kan finansiere daglig hushjælp, er steget i takt med, at stadig flere kvinder uddanner sig - men de tilhører stadig et mindretal. Og Pia har da også mødt alt fra skeptisk forbavselse til moralsk forargelse over sit livsvalg - dvs. prioriteringen af sit åbenlyse politiske talent, mens hun har småbørn.
Reaktionerne har overrasket hende lige så meget som de undrende blikke, der møder hende, når hun svinger en fadøl blandt andre Brøndbytilhængere eller fører politiske forhandlinger klædt i kjole frem for i jakkesæt.
Kritikken af hendes moderskab rammer selvfølgelig hårdere end blikkene på den gule fodboldtrøje, men Pia kan børste den af sig, fordi hun er grundsikker på, at børn knytter sig stærkt til fædre, der tager sig af dem i hverdagen. Hvilket al nyere forskning i spædbørns reaktionsmønstre i øvrigt giver hende ret i.
Heidi Mortenson er elektronisk musiker og performer. Et overskæg eller et par klassiske hvide herreunderhylere hører til hendes arsenal af rekvisitter, ikke fordi hun ønsker at være en mand, men som en del af en leg med kønnet, forventninger og udtryk.
På Musikkonservatoriets linie for elektronisk musik i Århus er der kun fire kvinder ud af 30 studerende, og Heidi mærker tit den lille forskel som en irriterende begrænsning af sit køns udfoldelsesmuligheder.
Kunstnere som Heidi er også et mindretal blandt kvinder, men de har til gengæld været en del af alle generationer, sensible over for den forskelsbehandling, der udøves i sproget, i kulturen, i medierne.
At der stadig er brug for denne form for kønskulturel scanningsaktivitet viser seneste undersøgelse fra Børnerådet: Piger deltager i langt højere grad i husarbejdet end drenge - alligevel får drenge højere lommepenge end piger.
Og det er jo en stor del af forklaringen på, at det er så svært at rokke ved uligelønnen og kønsarbejdsdelingen blandt voksne både i hjemmet og på arbejdsmarkedet.
Ingen af de fire kvinder repræsenterer det mest almindelige familieliv - to fuldtids- og udearbejdende forældre uden hushjælp og med en kønsarbejdsdeling, der giver det store flertal af kvinder mindre tid til sig selv, end deres mænd har.
Derfor kan man heller ikke hente politiske paroler for en samlet kvindekamp ud af deres liv. Til gengæld kan man bruge deres fortællinger som en påmindelse om, at større tolerance overfor andres livsvalg i almindelighed er anbefalelsesværdigt og fremmende for livskvaliteten.
Og så kan alle de normale overveje, hvad de gør ved sig selv, hinanden og deres børn:
Personligt foretrækker jeg at bokse med min egen generations problemer med at få arbejde og familieliv til at hænge sammen frem for tidligere kvindegenerationers problemer med at få husholdningspengene op af mandens lommer. Det moderne familieliv med to voksne forældre på fuldtidsarbejde, har jeg imidlertid svært ved anerkende som et ubetinget fremskridt. Der er en påfaldende og ubehagelig samtidighed i stigningen af antallet af mennesker, som rammes af alvorlige stress-sygdomme, i antallet af skilsmisser og utilpassede børn - og så den kendsgerning, at danskere gennemsnitligt bruger halvanden time mere dagligt på løn- og husarbejde end for 20 år siden. Tid, der tidligere blev brugt sammen med familie, venner og naboer.
Sådanne statistikker råber på en fælles kønskamp, der sætter hverdagslivet i centrum.