Da aviserne i sommer skrev om, hvordan Cheminova solgte det ulovlige sprøjtemiddel methyl parathion til landmænd i Brasilien, udsendte seniorforsker Mette Jensen fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og fire andre DMU-forskere et spørgsmål til deres kolleger på den interne mail.
“Mener du, at Cheminova bør ophøre med at producere og sælge methyl parathion og lignende produkter?” hed det i mailen, hvoraf det også fremgik, at det var planen at konfrontere rektor med rundspørgens resultater. Aarhus Universitet, som DMU siden 2007 har hørt under, ejer aktiemajoriteten i Cheminova - og derfor bryder Mette Jensen sig ikke om, at firmaet producerer et giftigt sprøjtemiddel, som er ulovligt i EU:
“Det er dybt problematisk. Og som miljøforsker mener jeg ikke, at vores universitet bør have aktier i den slags,” forklarer Mette Jensen, da Information efter at have fået nys om historien, kontakter hende.
Ledelsen på DMU brød sig imidlertid ikke om Mette Jensens og hendes kollegers forespørgsel. Kort efter udsendte personaleledelsen en mail med titlen “Misbrug af DMU’s netværk til private formål” hvori det blev understreget, at man ikke var forpligtet til at svare på spørgsmålet. Mette Jensen og de fire medunderskrivere blev også kaldt til samtale på personaleledelsens kontor:
“Vi fik i utvetydige vendinger at vide, at vi havde misbrugt mailsystemet, og at der ville komme en notits i vores personalemapper. Enhver kunne imidlertid gennemskue, hvad det egentlige problem var, nemlig at man ikke ville have kritikken af Cheminova ud,” siger Mette Jensen. Trods mailen fra ledelsen om, at man ikke var forpligtet til at svare på spørgsmålet i den udsendte mail, valgte i alt 140 kolleger fra DMU at besvare mailen. 128 svarede ja, otte svarede nej og fire svarede hverken ja eller nej.
Efter at have overvejet sagen valgte Mette Jensen at gå videre med projektet og skrev et åbent brev til rektor Lauritz B. Holm-Nielsen, hvori hun præsenterede resultatet af undersøgelsen og kritiserede Cheminova. Fem minutter efter at det åbne brev var sendt, blev Mette Jensen kaldt til samtale på DMU-dirketør Henrik Sandbechs kontor, hvor sekretariatschefen og personalechefen også deltog.
“Det var virkelig en intimiderende samtale. Henrik Sandbech sagde, at ‘nu havde jeg gjort det igen’. Jeg havde ‘fremturet i sagen’. Jeg stillede mig undrende over for den påstand. Jeg havde sendt et åbent brev - tidligere var jeg og mine kolleger anklaget for at have misbrugt mailsystemet, og jeg kunne ikke se, hvad de to ting havde med hinanden at gøre. Med mindre hele sagen handlede om noget helt andet - nemlig vores ret til at ytre os kritisk,” fortæller Mette Jensen. På mødet fik Mette Jensen også at vide, at ledelsen ville køre en sag mod hende:
“De sagde, at det ville få konsekvenser, og at de ville køre en sag gennem DJØF,” fortæller hun.
I det efterfølgende nummer af universitetsavisen Campus blev Mette Jensens brev bragt - med et svar fra rektor Lauritz B. Holm-Nielsen:
“Svaret var lidt, som man kunne forvente. Men det viser da, at man sagtens kan have en åben debat om den slags med rektor,” siger Mette Jensen. Men sagen var ikke slut, for DMU’s ledelse sendte en ‘forvarsel om en advarsel’ - hvilket er den officielle fremgangsmåde, hvis man vil give en universitetsansat en skriftlig advarsel. Ledelsen påtænkte at give Mette Jensen en advarsel om, at hvis ikke hun fremover ville følge DMU’s interne retningslinjer, så ville hendes ansættelse blive taget op til overvejelse. Med andre ord var der tale om en fyringstrussel. Et ‘forvarsel om en advarsel’ skal i høring hos fagforeningen - i dette tilfælde DJØF. Og her var svaret intet mindre end en sønderlemmende kritik af DMU’s metoder:
“Den påtænkte advarsel begrunder ikke, hvorfor man mener, at der er tale om en overtrædelse af de interne retningslinier for brug af e-mail. Snarere skinner det igennem, at der fra DMU’s side er tale om et forsøg på at knægte Mette Jensens ytringsfrihed som medarbejder,” hedder det i svaret, hvori DJØF kræver, at advarslen trækkes tilbage. Brevet slutter således:
“DJØF ser med største alvorlighed på krænkelser af offentligt ansattes ytringsfrihed og finder det ekstra betænkeligt, at det finder sted på en af landets fremmeste uddannelses- og forskningsinstitutioner, hvor debat og ‘højt-tænkning’ bør være i højsæde.”
Man gør opmærksom på, at offentligt ansatte har en grundlovssikret ret til at ytre sig, og at der ikke må lægges forhindringer ud for dette. Endelig skriver DJØF, at man er klar til at tage sagen i retten, hvis DMU vil fastholde advarselen.
Herefter vælger DMU-ledelsen at trække den skriftlige advarsel tilbage - officielt fordi Mette Jensen havde ændret en enkelt formulering i det endelige brev - og tydeliggjort at det var hendes personlige holdning, hun udtrykte. Og sagen var dermed lukket.
Mette Jensen er stadig rystet over sin oplevelse:
“Når man bliver truet på jobbet, så bliver man virkelig bange,” siger hun:
“Det er derfor, det er så uhyggeligt effektivt for en ledelse at sætte barrierer op for den slags. Det virker angstfremkaldende, når man ved, at man kan miste job, hvis man kritiserer sin ledelse. Det er derfor, at den her historie er problematisk,” siger Mette Jensen. Hun mener, at kulturen på universiteterne i dag er præget af frygt for at kritisere:
“Det er dybt problematisk, at man på forskningsinstitutioner har en kultur som gør, at man ikke kan udtale sig frit. Man kan stadig udtale sig om sin forskning - selvom der også dér kan være grænser for, hvad man kan sige. Men at kritisere ledelsen det er der ikke nogen, der vil give sig af med, fordi man kender kulturen på stedet og frygter konsekvenserne,” siger Mette Jensen.