Socialpædagogen Jean-Jacques Royal har selv prøvet at få betegnelsen “uden for pædagogisk rækkevidde” klistret på sig.
Det skete, da han som barn fik to familie-psykologer på besøg, fordi han havde rodet sig ud i småkriminalitet.
En række nærgående spørgsmål om den nyligt overståede skilsmisse fik både hans mor og hans brødre til at bryde grædende sammen, og situationen blev først afværget da Jean-Jacques Royal smed en kop skoldhed te ned af ryggen på sin storebror.
“Så sagde psykologerne lige med det samme ‘Den dreng er uden for pædagogisk rækkevidde’, og betegnelsen gjorde mig stolt. Så havde jeg da fået vist nogle voksne, at de ikke kunne få krammet på mig.”
Når Jean-Jaques Royal i dag tager kontakt med de unge bandemedlemmer på Nørrebro, bruger han aldrig selv den betegnelse.
“Jeg har sagt til en ung, at han var bindegal, og at jeg havde lyst til at smide ham ud over altanen. Det er i det mindste ærligt. Det er ikke ærligt at kalde et menneske uden for pædagogisk rækkevidde, for det handler om dig selv, at du ikke selv slår til som pædagog.”
Ifølge de danske politikere er der mange kriminelle drenge, som fortjener at få samme prædikat, som Jean-Jacques Royal fik som ganske ung. Da justitsminister Brian Mikkelsen i sidste uge fremlagde sin bandepakke blev betegnelsen “uden for pædagogisk rækkevidde” brugt igen og igen om bandemedlemmerne.
“Mange af disse mennesker er udenfor pædagogisk rækkevidde, og derfor er det nødvendigt at tage hårdere metoder i brug,” sagde han og begrebet gav genlyd i SF’s udspil om markante straffe til de kriminelle bandemedlemmer “som er helt uden for pædagogisk rækkevidde.”
Lektor Line Lerche Mørch fra Danmarks Pædagogiske Institut, som forsker i gadeplansarbejderne og bandekriminalitet, har også bemærket den udbredte brug af vendingen “uden for pædagogisk rækkevidde”.
Hun mener, at den bruges til at legitimere en indsats, som ligger vægt på straf frem for forebyggelse.
“At være ‘uden for pædagogisk rækkevidde’ lægger hele skylden over på de unge. Så er det ikke os, som ikke kan nå dem, det er de unge, som ikke kan nås,” forklarer Line Lerche Mørch, som sjældent har hørt gadeplansarbejderne bruge betegnelsen.
“Min fornemmelse er, at betegnelsen bruges oftere, jo længere fra de unge, den professionelle befinder sig. Det høres for eksempel oftere blandt skolelærere, men de befinder sig jo også i en temmelig stiv kontekst. Deres pædagogiske rækkevidde er jo så at sige indsnævret af alle de formelle krav, som de skal opfylde.”
Jean-Jacques Royal bliver nødt til at tro på, at han kan nå de unge, når han skridter ned ad Blågårdsgade på udkig efter bandemedlemmer, som måske endelig er parate til at droppe kriminaliteten. I sit private firma Interception har han friheden til at selv at vælge, hvilke unge, han vil arbejde med. Det er både private og kommuner, som henvender sig med de allermest umulige unge.
“Jeg har oplevet, at en rocker kom og afleverede en ung, som de gerne ville have væk fra miljøet, fordi han havde alt for stort misbrug. Rockerne er jo også trætte af, at der er så mange, som er tiltrukket af dem,” siger Jean-Jacques, der mener, at blandingen af det personlige engagement og den faglige viden er nødvendigt, hvis man skal udvide sin pædagogiske radius.
” Som fagpersoner er vi tit bange for, hvornår vi er personlige og hvornår er vi professionelle. Man må ikke blive personlig, for så er det pludselig ens egen skyld, hvis man ikke kan nå den unge. Det er bare den forkerte vej at gå. Når jeg møder en ung, som er lige ved at køre af sted i en kortege med de andre for likvidere nogen, så står jeg ikke og sætter fagbetegnelser på. Så forklarer jeg ham, at jeg ville blive ked af det, hvis det stod på Ekstra Bladets forside i morgen, at han var blevet skudt. Det kommer nogle gange helt bag på dem, at der er nogle professionelle, som interesser sig personligt for dem,” siger Jean-Jacques.
Han påpeger også, at hver enkelt menneskes pædagogiske rækkevidde er forskellig.
“Jeg kan nå nogle, fordi jeg er sort. Andre vil slet ikke snakke med sådan en som mig. Jeg arbejder sammen med en dygtig politimand. Ham oplever jeg, at nogle af de mest hardcore kriminelle bedre kan lide end mig, fordi han ikke er lige så kontant. På den måde er der jo også meget, som afhænger af din personlige erfaringsmængde og det skal der også være.”
Går man til Justitsministeriets hjemmeside, ligger der bunker af rapporter, som afslører, at Brian Mikkelsen har god grund til at betegne visse unge som uden for pædagogisk rækkevidde. De viser nemlig, at der findes en lille kerne af hårdt belastede kriminelle unge, som igen og igen falder i. Af unge mellem 15-17 år, som har fået en ubetinget dom, kommer over 65 procent for en domstol igen. Og jo grovere kriminalitet den unge har lavet, og jo tidligere han er startet, jo større er risikoen for at han falder i igen.
Bente Hansen er forstander for den sikrede institution Bakkegården, hvor de årligt modtager omkring 200 unge, som er blevet idømt frihedsberøvelse for alt fra tyveri til vold. Her står betegnelsen ‘uden for pædagogisk rækkevidde’ tit i de unges papirer, når de indskrives på institutionen, men hun bruger den ikke selv.
“Nogle gange kommer de og skulle være det farligste bandemedlem i verden og så er det alligevel en lille dreng, som har sin bamse med og kun kan falde i søvn, hvis man holder ham i hånden,” siger hun, som alligevel ikke gør sig de store forhåbninger om at kunne redde de unge ud af en tilværelse som kriminel.
“De er her i tre måneder ud af et helt liv, og ofte oplever vi, at kommunen ikke har nogle tilbud til dem, når de kommer ud igen. Nogle gange spørger de unge, om de kan blive hos os, for de har intet at komme ud til.”
Justitsministeriets forskningsleder Britta Kyvsgaard siger, at man reelt ikke ved, om de hårde unges høje tilbagefaldsprocent er et udtryk for, om de er uden for pædagogisk rækkevidde, eller om det er systemet, som slår fejl. Til gengæld kan hun konstatere noget andet.
“Man kan sige, at kriminalitet er selvhelbredende, for jo ældre de bliver, jo større er chancen for, at de holder op. Med alderen forsvinder langt de fleste ud af vores statistikker” siger hun og fortsætter: “Ud fra den betragtning kan man jo godt give dem længere straffe, for så er de i det mindste indespærret og gør ingen skade. På den anden side er det jo en utrolig dyr løsning. En plads i et fængsel er meget dyr og desuden må et menneske, som har siddet i fængsel i mange år, som regel på overførselsindkomst bagefter. Dermed kommer han jo dermed aldrig til at bidrage til samfundet. Økonomisk set ville det da være gavnligt, hvis vi kunne forebygge i stedet.”
Det er netop, når de unge er ved at være modne til at opgive livet ind og ud af fængslerne, at udslusningskonsulent i kriminalforsorgens straffuldbyrdelseskontor Marie-Louise Jørgensen møder dem. Hun har gode erfaringer med programmer i ‘anger management’ og andre kognitive adfærds-programmer, som kan lære de indsatte at styre de impulser, som før har fået dem til at lange en knytnæve ud eller stjæle en bil.
“Jeg har i lang tid været mentor for én af de gamle fra Blågårds Plads. I dag er han i 30’erne, har været kriminel det meste af sit liv og er ved at være klar til at starte forfra. Her er det største problem, at det er så svært at sætte noget i stedet. Hvad kan vi tilbyde ham, som kan måle sig med et liv med mange biler, hurtige sus og høj status?” spørger hun, men håber alligevel, at det er sidste gang, hun møder ham inde i fængslet.
Jean-Jacques Royal må også ruste sig med en stor portion tålmodighed, selvom han selv kan udvælge de kriminelle, som skal have hans fulde støtte og opmærksomhed.
“Jeg tænker ikke på i morgen. Jeg tænker 10 år frem og på et eller andet tidspunkt, så bundfældes noget af det, jeg har sagt. Det ved jeg af erfaring,” siger han. Jean-Jaques Royal ser Brian Mikkelsens bandepakke som en total falliterklæring og hindring for sit kommende arbejde.
“Det bekræfter jo bare de unge i, at de har truffet det rigtige valg. Systemet vil ikke have dig. Banderne vil gerne, så bliv der. Det er det, man siger, når man kalder folk uden for pædagogisk rækkevidde og siger, at de bare skal spærres inde.”