Det er konsekvent nok. Bo Weymann, et af medlemmerne af Blekingegadebanden, er gjort til den absolutte hovedperson i Anders Riis-Hansens film om banden. Filmen er et portræt af ham. Det er hans historie, vi får præsenteret. Fra han som ung dreng sidder med familien i dagligstuen foran fjernsynet og forarges over verdens grusomhed og uretfærdighed, over tøjindsamling til fordel for palæstinenserne til en kriminel løbebane i en voldelig ideologisk kamp. Han er filmen. Fra at have en vigtig birolle som ‘Stemmen’ i Peter Øvig Knudsens bog om banden har han her hovedrollen. Og han spiller den rolle så glimrende, og det er filmens scoop.
Men det valg udstiller både styrken og svagheden i filmen. Styrke, fordi hans udlægning gør det muligt at vise en rød tråd fra forargelse over engagement til egentlig handling, hvor de sædvanlige moralske grænser overskrides. Her bliver det til den venstreorienterede, filmiske fortælling om verdens uretfærdighed, den horrible Vietnamkrig, som siden samler sig i sympatien for terrororganisationen PFLP.
Det er en også svaghed, at der således skabes en entydig og ideologisk forklaring på bandens bevæggrunde. Ikke at der ikke er noget om snakken, men ved at have den synsvinkel, som jo også er bandens egen, skaber det både forståelse og sympati for medlemmerne og deres gerninger, i hvert fald for Bo Weymann. Det er fint og poetisk gjort. Verden kommer ind som levende billeder og påvirker unge mennesker. Men den æstetik forklarer jo i virkeligheden ikke, hvorfor denne lille gruppe udviklede sig i så ekstrem retning til forskel fra så mange andre forargede i tiden.
Det hænger sammen med, at Riis-Hansen bygger en lille æstetik op omkring øjnene der ser. Vi har drengens blik, der får verdens grusomheder og uretfærdigheder ind gennem fjernsynsskærmen hjemme i familiens stue, den unge mand der oplever massakrerne på uskyldige i de palæstinensiske flygtningelejre i 1982 og den voksne mands blik, der overvåger med henblik på røverier og planlægning af terrorhandlinger.
Og dermed står æstetikken i vejen for en mere nuanceret sandhed.
Filmen er en dokumentarfilm med dramadokumentariske virkemidler. Der klippes mellem historiske billeder fra Vietnamkrigen, Verdensbankdemonstrationer, glad, solbeskinnet dagligdag i 60’ernes Gladsaxe, hvor flere af bandemedlemmerne kommer fra, til rekonstruktioner af en række af bandens røverier og scener med møder i den danske terrorcelle under ledelse af KAK-formand Gotfred Appel.
Filmen åbner med rekonstruktionen af røveriet på Købmagergade Postkontor. Det er effektfuldt lavet, men man efterlades også med en lidt tam fornemmelse. Det hænger sammen med, at rekonstruktionerne i for høj grad lægger vægt på det voldelige i aktionerne som effekt, hvorimod det ville have været mere at hente, hvis der også havde været fokuseret på den kølige og disciplinerede planlægning og udførsel. Og dermed på hele det spor, at banden var en samling skruppelløse og ekstremt professionelle kriminelle i en ideologisk sag, der udviklede sig terroristisk.
Dertil kommer, at når Peter Øvig Knudsens levende og minutiøse gennemgang af selve Købmagergade-røveriet i bøgerne er betydelig mere spændende, end de effekter der skabes i Riis-Hansens film, så er instruktørens forehavende ikke lykkedes i tilstrækkelig grad.
Blekingegadebanden handler først og fremmest om de små skridt, der pludselig fører et ellers almindeligt menneske ud i radikalisering. I tilfældet Bo Weymann er der imidlertid tale om en dobbeltbevægelse. Først de små skridt mod radikalisering, siden de små skridt tilbage mod at blive en normal borger igen med et familieliv. Først er det afvigelsen, der begæres, siden er det borgerligheden. At der er mange små skridt at tage, og at der er lang vej endnu for Weymann, vidner Riis-Hansens film til fulde om, for han er stadig en mærket og tynget mand, men dog på vej.
Filmen fungerer især som portræt af Bo Weymann og af en mand, som angrer. Men det, der bliver ofret, er en mere nuanceret fremstilling af bandens bevæggrunde.
Blekingegadebanden. Instruktion Anders Riis-Hansen. Premiere i morgen