Seks år som læge i psykiatrien har efterladt mig dette indtryk: Ganske vist er der patienter, som får god hjælp i den psykiatriske jungle - visse manier og depressioner og psykotiske lidelser kan under de nuværende forhold behandles med et godt resultat - men mange mennesker med svære lidelser lades i stikken, fordi det psykiatriske behandlingssystem simpelthen ikke er godt nok.
Lad os begynde med politikerne, for de bærer en stor del af ansvaret. Som det er nu, er der ikke sengepladser nok. Det betyder, at psykotiske og forpinte patienter, som egentlig burde være indlagt, udskrives alt for tidligt. Det sker ikke, fordi psykiaterne har bestået særlige eksaminer i ondskab og nederdrægtighed.
Psykiatere er almindeligvis velmenende og efter dagens standarder fagligt dygtige mennesker. Nej, der sker det simple, at psykiatere tvinges til at træffe ubehagelige valg, valg, som de senere har travlt med at forsvare. Ingen har lyst til at stå frem og sige:
‘Ja, jeg udskriver patienter, som faktisk burde være indlagt. Det grænser til det uforsvarlige, men sådan er det bare!’
Når modbydelige sygehistorier så bringes frem af pressen, hidser politikerne sig op og forsikrer, at den slags ikke er partiets politik. Man kræver behandlingsgaranti og kvalitet. Men det er fuldstændig meningsløse ord i denne sammenhæng, for det ville kræve flere ressourcer, flere sengepladser, mere kvalificeret personale og flere speciallæger.
At der mangler speciallæger, er ikke ny viden. Sundhedsstyrelsen er i årevis blevet fodret med denne oplysning. Man har reageret ved i perioder at skære kursusstillinger væk og være fuldstændig ubøjelig og firkantet, når særlige uddannelsesforhold gør sig gældende. De gange, jeg har haft brug for en eller anden grad af fleksibilitet derindefra, har jeg siddet med den fornemmelse, at det i virkeligheden var en robot, jeg talte med. Der er regler, ufravigelige regler, som man ikke vil tilsidesætte for at sikre, at kursisterne kan blive speciallæger. Det er vigtigere, at reglerne overholdes, end at vi får løst det akutte problem med mangel på speciallæger.
En anden årsag til manglen på speciallæger i psykiatri skal findes i selve specialet. Hvilken type uddannelse er medicinstudiet? Mange tror, at det er noget med mennesker, noget med at tænke kritisk, noget med at analysere, noget med etik osv. Men nej, lægestudiet er én lang øvelse i at kopiere bogstaver fra bøger over i hjernen. Jeg siger ikke, at de andre elementer slet ikke indgår i uddannelsen, men jeg påstår, at de seks år i læsesalen - og fredagsbaren - hovedsageligt består i at lære udenad - uden at forholde sig kritisk, uden at reflektere. Psykiatri er ikke drømmespecialet for særlig mange læger. Dermed ikke sagt, at de dårligste læger bliver psykiatere, men det er klart, at når man har gennemgået seks år mere eller mindre eksakt videnskab, så er det noget af en omvæltning at skulle bevæge sig ind på et felt, der er så relativt som det psykiatriske.
Jeg tror, at man fra Dansk Psykiatrisk Selskabs side vil hævde, at psykiatri er lige så meget videnskab som de andre specialer. Derfor vil det, er jeg bange for, også være så meget desto sværere for faggruppen psykiatere at indrømme, at deres behandling i mange tilfælde er baseret på en personlig vurdering fra lægens side snarere end videnskab.
Det diagnosesystem, der anvendes i Danmark, hedder ICD-10. For at kunne bruges så mange steder i verden som muligt er det rent deskriptivt.
Det vil sige, at man ikke skæver til, hvorfor en patient er syg, men alene betragter symptomerne. Der er en styrke i dette, men desværre også en svaghed. Jeg vil hævde, at svagheden er langt større end styrken. Det er selvfølgelig en faglig debat, men det må være rimeligt med et eksempel. Patient A har en psykisk syg mor og en psykisk syg far, men er blevet fjernet fra sin familie som spæd. Voksede så op i en god kernefamilie under trygge omgivelser. Begynder i den tidlige ungdom at udvikle forskellige psykotiske symptomer og får diagnosen paranoid skizofreni.
Patient B har raske forældre, men udsættes for seksuelle overgreb, vold og det traumatiske at se sit barn blive slået ihjel i en trafikulykke. Bliver psykotisk med nogenlunde de samme symptomer som Patient A og får derfor den samme diagnose. Behandlingen er også den samme.
Men der er tale om to vidt forskellige ‘sygdomme’. Den første er en psykose på baggrund af hovedsagelig genetik, den anden er en psykose på baggrund af traumer. I diagnosesystemet tages der slet ikke hensyn til årsagen. Behandlingen af psykoser er antipsykotisk medicin, det kan man læse i enhver lærebog. Men jeg vil hævde, at det er alt for forenklet.
Noget andet er så, at der langt fra altid er enighed om en diagnose. Et eksempel er de unge, selvskadende piger. De har det elendigt, men hvad fejler de? Nogle speciallæger vil sige skizofreni, andre personlighedsforstyrrelse, andre igen en bipolar lidelse. Og når man har arbejdet på forskellige hospitaler, opdager man hurtigt, hvor forskelligt behandlingen af den samme lidelse gribes an.
Jeg siger ikke, at diagnosticering og behandling sker efter et tilfældighedsprincip. Men psykiatri er ikke eksakt videnskab, men indeholder kun elementer af egentlig videnskab.
Og det skal psykiatriens ildsjæle være stolte af. Det menneskelige sind lader sig ikke begrænse af videnskabelige modeller. Her kræves så meget mere end det, man kan læse sig til i en bog.
Som det er nu, har personalet travlt med at dokumentere, at arbejdet passes. Der skal skrives rapporter, udfyldes skemaer og besvares dit og dat. Derfor foregår meget af det daglige arbejde på kontorerne og ikke, som det burde være tilfældet, sammen med patienterne. Ironien er slående - for det var vel ikke det, der var meningen?
Har en patient det dårligt, tilbydes han eller hun medicin snarere end samtale. Og det kan i nogle tilfælde være den rette hjælp. Men undertiden er personalet så presset - ikke mindst på grund af det store behov for dokumentation - at der ikke er mulighed for at give den nærhed og omsorg, som der er behov for.
Nærhed og omsorg - ingen medicin er bedre. Og, er jeg bange for, mere undervurderet.
Hvis man sindssyg og begår kriminalitet af en sådan kaliber, at man skal have en dom, resulterer det i en behandlingsdom. Man mentalundersøges og får en diagnose, som måske, måske ikke er korrekt. Om den behandling, man får, så også gør en mindre farlig, er nok et spørgsmål. I nogle tilfælde: Ja, helt klart. I andre tilfælde viser især den gentagne kriminelle adfærd, at behandlingen intet som helst hjælper.
Påstår jeg dermed, at der render dødsensfarlige patienter omkring med behandlingsdomme, som ikke virker efter hensigten?
Ja, jeg er ked af sådan at skulle rive nogen ud af illusionen om, at der ligesom er ‘styr’ på de farlige psykisk syge. Retspsykiatrien virker ikke altid efter hensigten. Bevares, i nogle tilfælde gør den. De steder, hvor der er afsat ressourcer til egentlige retspsykiatriske afdelinger, kan arbejdet med de kriminelle psykisk syge fungere godt, men at tro, at man sådan generelt på landsplan har løst de fleste retspsykiatriske problemer med de nuværende forhold, er naivt.
Naivt er det vel også at forestille sig, at der sker særlig meget ved at skrive det her. Det, jeg efterlyser, er, at politikerne afsætter de fornødne ressourcer; at man i Sundhedsstyrelsen forstår, at vi skal have uddannet speciallæger hurtigst muligt; personalet skal have tid til at være sammen med patienterne; lægernes diagnosesystem skal udskiftes.
Store ændringer, ganske vist, men det er vejen frem, hvis vi vil have en bedre psykiatri i Danmark.
Thomas Teglgaard har netop udgivet romanen ‘En anden mands hævn’, en thriller med inspiration fra psykiatrien. To dage om ugen arbejder han som læge på en retspsykiatrisk afdeling