Om morgenen 1. november 2004 gik den palæstinensiske dreng, Amer al-Far, ind på Camel Marked i det centrale Tel Aviv, der ligger i en lang, snæver gyde med boder på begge sider. På sin vej derind hørte han de handlende faldbyde tørret frugt, tøj og fersk kød til dagens første kunder.
Amer var 16 år og kom fra en lille by på Vestbredden. Her var han forinden blevet hvervet til en selvmordsaktion af Folkefronten til Palæstinas Befrielse, bedre kendt som PFLP. Som stor dreng, måtte man antage, ville han lettere kunne omgå de israelske sikkerhedsprocedurer, der var skærpet betydeligt, siden Den Anden Intifada brød ud. En korrekt antagelse.
Kort før kl. ni detonerede Amer sin bombe, der var pakket med metalsplinter, søm og skruer. Sekunder efter var han selv og tre tilfældige israelske handlende dræbt og 40 såret. Men hvor PFLP hyldede drengens patriotisme og martyrium, fordømte Amers far de mennesker, som havde drevet hans søn i døden. Til Ha’aretz udtalte han, at Gud efter hans mening ville fordømme dem, som havde rekrutteret Amer.
For en bevægelse med et sekulært og marxistisk udgangspunkt kan det virke som en overraskende udvikling, at man på denne måde tog selvmordsbombe-aktioner, der ellers primært blev anvendt af islamistiske bevægelser, til sig. Men PFLP’s vilje til målrettet vold mod civile er langt ny.
I Seksdageskrigen 1967 afværgede Israel et angreb fra Egypten. Israel besatte derpå Gaza og Vestbredden, der før da var annekteret af hhv. Egypten og Jordan.
Nederlaget var totalt for Jordan, Egypten og Syrien. Disse lande stod stærkt svækkede over for deres befolkninger, som var blevet stillet en længe ventet og overvældende sejr over Israel i udsigt. Tiltroen til de arabiske lande som palæstinensernes frelsere var væk. Stemningen blandt palæstinenserne var nu, at de måtte tage sagen i egen hånd.
Det var i denne periode, at PFLP blev grundlagt. Bevægelsen var socialistisk og strengt sekulær. Dens leder, George Habash, var palæstinenser med kristen baggrund og ønskede et moderne Palæstina, der var fri for religiøse dogmer og gammeldags klantænkning. Inspirationen kom bl.a. fra den cubanske revolution, især Che Guevaras guerillakrig med små grupper og spektakulære enkeltaktioner.
I 1970’erne markerede PFLP sig med en række spektakulære aktioner mod internationale passagerfly. Blodigst var bombningen af Swissair Flight 330 i februar 1970, hvor alle 47 om bord blev dræbt. Senere blev mere symbolske flykapringer den foretrukne aktionsform. Den mest berømte fandt sted i september 1970, hvor fire fly samtidig blev kapret og de tre omdirigeret til en lufthavn i Jordan. Da alle passagerer var evakueret, blev flyene sprængt i luften foran den forsamlede verdenspresse.
Skønt flyaktionerne satte det palæstinensiske spørgsmål på den internationale dagsorden, førte de problemer med sig: Flere palæstinensiske grupper, heriblandt PFLP, der kæmpede mod Israel, havde indtil 1970 et sikkert ly i Jordan. Men internationalt pres og frygten for styrets stabilitet fik den daværende kong Abdullah til at slå hårdt ned på disse. Tusinder af palæstinensere med tilknytning til de væbnede grupper blev i september 1970 dræbt, og resten fordrevet fra landet - en begivenhed, der blandt palæstinenserne blev kendt som ‘Sorte September’. De overlevende søgte til Libanon. Her blev PFLP op igennem 1970’erne involveret i en kompliceret borgerkrig, der omfattede både Israel, Syrien og flere religiøse grupper. Borgerkrigen endte med en fredsaftale i 1982, hvor hovedparten af de palæstinensiske væbnede gruppers medlemmer blev vist ud af landet. De søgte tilflugt i Tunesien, Syrien og andre steder. Den sidste større internationale aktion, PFLP stod bag, var bombningen af en parisisk synagoge i 1980.
Op gennem 1980’erne mistede PFLP indflydelse blandt palæstinenserne. Ledelsen var spredt, og man havde ikke nogen entydig base at operere fra. Bevægelsen var ikke særlig aktiv i den første palæstinensiske opstand, Intifadaen, i slutningen af 1980’erne. Gradvis blev PFLP fortrængt af Yassir Arafats pengestærke PLO og af nye religiøse bevægelser som Islamisk Jihad og Hamas. De islamistiske bevægelser red på en vækkelsesbølge, der ramte Mellemøsten i tiden efter Ayatollah Khomenis islamiske revolution i Iran. Oprindelig afviste PFLP enhver aftale med Israel. Men George Habash nærmede sig gradvis Yassir Arafats position, og i 1999 accepterede PFLP, i princippet, at føre fredsforhandlinger med Israel.
Tempelbjerget i Jerusalem er helligt for muslimer og jøder. For jøder er det stedet hvor Det Andet Tempel lå. Derfor beder tusinder dagligt ved Grædemuren. For Muslimer er det stedet, hvor Muhammed steg til himmels, og hvor Klippemoskeen, al-Aqsa, nu ligger. Da den daværende israelske premierministerkandidat Ariel Sharon i valgkampen i 2000 under massiv politibeskyttelse besøgte Tempelbjerget, så mange israelske arabere og palæstinensere det som en overlagt provokation mod muslimer.
PFLP havde aldrig før brugt selvmordsbomber i deres kamp, men det blev der ændret på nu. De islamiske bevægelser havde fået massiv folkelig opbakning til sådanne angreb - og også bevægelser under Yassir Arafats Fatah-bevægelse - havde nu grebet til dette våben og med overlæg rettet det mod civile. I hvad der ligner et forsøg på at konkurrere med de islamistiske bevægelsers massakrer på tilfældige israelere, gennemførte PFLP i perioden fra 2002-2008 i alt otte selvmordsbombninger. Hovedparten blev udført i Israel og ikke de besatte områder.
Den sidste selvmordsbombe, som PFLP har taget ansvar for, blev sprængt i februar 2008 og dræbte to i den israelske by Dimona.
Organisationen står ved de hidtidige aktioner, og har hidtil afvist at distancere sig fra anvendelsen af selvmordsbombere mod civile, som et våben i deres kamp for et selvstændigt og marxistisk Palæstina.
Mikkel Andersson er B.A. i historie og kandidatstuderende i journalistik