P2 er ikke et af de eksklusive halvhemmelige selskaber, hvor folk i ledende stillinger udveksler erfaringer om, hvordan man mingelerer den gemene hob, eller binder små røde sløjfer om hinandens tissemænd, eller hvad de nu finder på i logerne.
P2 er heller ikke et tilsætningsstof i bananmos, der giver folk nervøs allergi med håraffald og paradentose. Ej heller er P2 en særlig lyssky afdeling i søspejdernes spiontjeneste eller i PET.
P2 er en nærliggende forkortelse for Program 2. En radiokanal under Danmarks Radio: nr. 2 af i alt fire. Et program der i sin tid blev oprettet for at give plads og frirum til det seriøse og smallere, således at P1 kunne sende mere balalajkamusik og reportager fra dyrskuerne og kongens fødselsdag.
På P2 kunne man derimod høre torsdagskoncert og hørespil og montager og litteraturradio og fanden og hans pumpestok, og lyttere, der ikke gad den slags, kunne lade være og åbne for noget andet.
Programmerne ændrede over tid karakter og var for længst suppleret med P3, popkanalen, hvor de der hverken gad P1 eller 2, i lange baner kunne få hvad de ville have og mere til. Senere kom P4 til, hvis principielle indhold er nogenlunde det samme som P3, men for folk med mindre højtalere og trang til periodisk hygge og mere flødeskum i ørerne. Sådan cirka.
P1 var i mellemtiden gået over til at være den seriøse kanal med et stort udbud af sagligt funderede udsendelser baseret på fagfolks flittige indsats eller journalister specialiserede i bestemte udsendelseskategorier eller en kombination. Alt var ikke lige godt, det skal guderne vide, men meget var ret godt.
Dét gik over, kan man roligt sige. I nyere tid – under Christian Nissens regime – udhulede en demonstrativt fagligt og kunstnerisk svagt funderet ledelse P1, demonterede fagredaktionerne til fordel for et østerlandsk opbud af et uoverskueligt kollegium af chefer, chefers chefer og underchefer og åbnede kanalen for underdimensionerede udsendelsestyper, hvilket ikke har ændret sig nævneværdigt i Kenneth Plummers mere menneskelige, men fortsat fagligt underfrankerede radiostyre.
Snarere tværtimod, eftersom en vaklende journalistisk kvalitet efter de mange fyringer af musiksagkyndige nu er normen.
Såfremt man som kritiker går efter med gaflen, står det udsendte ikke distancen over for en nær fortid; men hvad vigtigere er: heller ikke over for andre landes nutidige radiofoniers seriøse musikkanaler.
– eller ta’ til Sverige, min bror!
Men intet er statisk, og P1 befinder sig nu i en overgangstid, hvor kulturkampen kun kan vindes af den (måske) afgående statsminister – han der på et besynderligt falsk grundlag skød den i gang – ved brug af vold og/eller kreativ bogføring.
Man kan sagtens forstille sig en ny, men meget, meget langsom omkalfatring af radioen i takt med at den politiske udvikling så småt er på vej ind i en ny fase, en ny kulturradikalitet parallelt med krisen – og en ny trang til fordybelse atter engang får mæle og magt.
Gyldne tider med genopstået tolerance i luften og genfunden mangfoldighed i æteren ligger forude. Bestyrelsesformand Michael Christiansen er mand for at ane nye tiders komme, det har han kunnet før, og kan nok anlægge kursen derefter, skønt han i et øjebliks svimlende svigt i dømmekraften har erklæret X Factor sin store varme støtte og dybe kærlighed.
Men det skal nok gå alt sammen. Håbet beskæmmer ingen, og den blåøjede naivitet er ikke forbudt ved lov.
Hvad angår P2, den såkaldt klassiske kanal, er denne så i DR’s velforståede terminologi truet, eller har været det. Denne fjerde kanal, som den teknisk er, står/stod over for udlicitering og skulle/skal eventuelt fratages DR.
Et politisk flertal tegner sig imod den plan, mens politurministeren ikke rigtigt markerer territoriet.
DR selv er nær panikkens rand, hvilket jo ud fra et
virksomhedsmæssigt synspunkt er forståeligt, således at være truet med at miste en fjerdel af sine radiokanaler.
Ellers kan man undre sig over at det betyder så farligt meget. For musikkens skyld kan det næppe være.
Bortset fra nogle relativt få sammenhængende musikforløb fra koncerterne spiller kanalen ikke værker, men fortrinsvis kun satser af værker.
Det forholder sig imidlertid således at komponister for at udtrykke sig nuanceret ofte valgte at opdele deres stof i forskellige tonarter, tempi, nogle gange stilarter, osv. Det har de som regel en mening med. I gamle dage var forløbet: en langsom/hurtig sats, en langsom, en mellemlangsom dansant sats og en hurtig sats.
Senere har andre tilskåret mønstret, for i moderne musik helt at bryde det.
Det sidste betyder ikke noget videre i denne sammenhæng, eftersom P2 sjældent spiller ny musik, og hvis de gør, kun med de mest selvudslettende beklagelser. I den øvrige flade vælter enkeltsatserne ud af højtalerne, hvor musikerne ikke nævnes. Mozart er jo Mozart.
Enkeltsatserne indgår også i quizprogrammer, hvor man skal gætte noget for at få en rejse for to til Åbybro ledsaget af P2-programværten, der ligger med i dobbeltsengen og stiller flere spørgsmål, så man også kan vinde en rejse hjem.
Det er hektisk opreklameret og hakker komponisternes noder op i yderligere små bestanddele, så det hele ikke bliver så røvkedeligt, som P2 åbenbart selv mener musik er.
Når der ikke er quiz på programmet, forbinder nogle programfolk enkeltsatserne i forskellige fortærskede værker (Elvira Madigan-koncertens langsomme er sikrere end nationalsangen ved landskampe) med vel-lysten kælenhed og smil i organet.
Tonefaldet minder folk fra ældre årgange om begrebet: Børnelokkere, der dengang skræmte os fra vid og sans. Det fik man altid at vide: Pas på voksne, der er slikne og indsmigrende, det er de farlige.
DR har udviklet en annonceformidling, et pyssenyssesprog der blomstrende beretter, hvor fantastisk det er, det vi skal høre lige om lidt.
Gloseforrådet er begrænset til det overskuelige reklamegøgl, nøgternhed er bandlyst; personlige oplevelser og ikke at forglemme følelser er i fokus. Denne pro-gramideologi er et udslag af kulturkampens opgør med folk, der ved noget, dét en vis kategori af politikere (og vælgere) opfatter som fornærmende.
Når det gælder kunsten, må ingen stille sig an. En faglig elite med noget på hjerte og hjerne er en forbandelse.
Samtidig med at der er en råben og skrigen på eliteidræt, eliteforskning (når det er naturvidenskaberne) og de bedste af de værste i Vild med dans. DR’s formidling af det vigtige musikstof, indgang til brede emneområder i kulturen og historien, lefler til brækpunktet for en tidsånd, der er ved at miste opdriften.
En dybere diskussion bliver det ikke til, heller ikke med den nye sprogpolitik, om dette sprogligt politiske kommercielle modefænomen, disse retoriske flovheder i en ringe formidling.
En sproglig konsulent uden forsvarlig baggrund i præcis sproglig iagttagelse og pædagogik er sat til at røgte DR’s og dermed musikafdelingens sprog. Tomhed og overflade.
Faktisk findes relevant litteratur på feltet: Sprogmennesket og retorikeren Julie Fabricius har f. eks. skrevet en fremragende kritisk analyse og lærebog; Det formidlende sprog, som kunne danne grundlag for en ordentlig selvkritik og uddannelse af formidlerne samt en debat om den nuttede sproglige armod.
Hvis DR undrer sig over at gode fagfolk og forstandige opinionsdannere holder sig tilbage i forsvaret af P2, står forklaringen at læse ovenfor.