Da jeg var barn tog min mor mig med på biblioteket hver fredag. Vi havde sådan en stor, knirkende kernelædertaske, hvor der præcis kunne ligge 30 tegneserier og ti bøger. Hvor kernelædertasken er blevet af, ved jeg ikke, men jeg savner den. Dens klagende lyd, når der blev slæbt bøger hjem, dens rare, hyggelige duft. Og bøgerne, selvfølgelig. Dem på biblioteket havde altid deres helt egen duft. Ikke egentlig rar, men helt klart tryg.
Der tales meget om bibliotekernes fremtid, og folk i min generation og opefter har sært romantiske forestillinger om, hvilken rolle de skal spille. Forestillinger præget af den trygge duft af kernelæder og papir, som har været gennem mange menneskers hænder. Sådan har det været for os, og sådan vil vi gerne have, at det altid skal være. Det er helt naturligt, at det, vi kender og er vokset op med, har værdi.
Bogen er uerstattelig, siger vi. Derhjemme har vi jo stabler af bøger. Og vi bruger jo selv bibliotekerne, fiser frem og tilbage med nye, knap så knirkende tasker. Sådan skal det blive ved med at være, synes vi, og så lukker vi øjnene, holder vejret og tænker, at det nok skal gå altsammen.
Men vi ved jo godt, hvordan det er gået med musikbranchen, og vi ved også, at det digitale marked for bogens vedkommende lurer lige om hjørnet. De generationer, der vokser op uden bøger, vil ikke have nogen grund til at savne dem eller begræde deres tab. For dem vil bogen være ligesom LP-pladen - noget der bringer det let fugtige blik frem i deres forældres øjne. De har ikke noget forhold til duften af papir. For dem er det dimsen, der betyder noget - dimsen, man læser bogen på. Vi har allerede Kindle. Men lige om lidt kommer Apple med deres nye dims, bogens svar på iPod, og den kommer helt sikkert til at lukke biblioteker. For hvorfor besvære os ned på biblioteket for at hente bøgerne, når vi kan downloade dem direkte til vores nye, lækre dims i topkvalitet?
Nej, bibliotekets fremtid bliver en stor fællesserver, hvorfra man henter sit materiale fra det ene sekund til det næste. Den digitale bog kan pr. definition aldrig være udlånt. For forfatternes vedkommende bliver det presserende emne selvfølgelig hele rettighedsspørgsmålet.
Hvordan vil fremtidens biblioteksafgift se ud, når bibliotekerne principielt kun køber ét eksemplar, nemlig det digitale, og de således ikke længere behøver tælle antallet af udlånsbare bogsider op? Det skal vi se at komme igang med at finde ud af, for lige om lidt er det for sent. Et muligt forslag kunne lyde, at forfatteren får et årligt grundbeløb pr. digital side og dertil betaling pr. udlån.
Boghandlerne og forlagene kommer til at stå med et lignende problem. Hvordan tjene penge på at folk skal købe noget, når nu de kan låne det (og formentlig genlåne det på ubestemt tid) på biblioteket?
For borgeren vil situationen være anderledes. Biblioteks-‘gængerne’ behøver ikke at bekymre sig om forfatterens, forlagenes eller boghandlernes overlevelse. For dem er den mest smertefrie tilgængelighed den eneste relevante prioritet, og her er fællesserveren selvfølgelig svaret. Farvel til knirkende kernelæder. De massive besparelser på driften af biblioteksvæsenet kan rimeligvis komme de producenter til gode, som mister deres indtjening andetsteds.
Såvidt den fremtid, som kommer helt af sig selv. Noget andet er, hvordan vi ønsker den skal se ud sig. Hvis vi vil have, at gårsdagens biblioteker skal fungere som andet end desperate egnmuseer for bogen, må vi til tegnebrættet. Hvis det, som vi i dag kender som ‘biblioteker’ også i fremtiden skal fungere som en art folkelige dannelsescentre, må vi komme igang med at overveje, hvilket andet indhold, vi vil fylde i dem. For den fysiske lånebog vil ikke komme til at spille den rolle ret meget længere.
Mathilde Walter Clark er forfatter, medlem af Dansk Forfatterforening