Dr. Salim el-Hoss er i dag 80 år gammel, men han er stadig en standhaftig forsvarer af menneskerettigheder og demokrati, en modstander af dødsstraf og en ihærdig fortaler for palæstinensernes sag. I sin høje alder finder han det vanskeligt at klatre op ad trinene til passagerfly, betroede han mig på vor vej tilbage fra Qatar i sidste uge, men hans videbegær og appetit på at læse er så glubende som nogensinde. Da jeg anbefalede ham en lang artikel om amerikansk tortur, læste han den igennem fra start til slut, og lagde så avisen med et dask på sit knæ. “Modbydeligt, modbydeligt!,” mumlede han.
El-Hoss var libanesisk premierminister, da general Michel Aoun troede, at han selv var præsident. Det var dengang, Aoun førte ‘uafhængighedskrig’ mod Syrien, og ingen i Libanon har siden glemt resultaterne - lige bortset altså fra Aoun, som nu er blevet Syriens bedste kristne ven i Libanon. Nogle af mortergranaterne fra Aoun-tro militser faldt i mistænkelig nærhed af el-Hoss’ hjem i Beiruts Aisha Bakkar-distrikt. Over for mig betegnede Aoun engang el-Hoss som Judas Iskariot, fordi syrerne støttede el-Hoss’ regering. Da jeg i en artikel ræsonnerede, at Aoun følgelig måtte se sig som Jesus Kristus, forsøgte den lille general at forbyde mig adgang til det kristne Østbeirut.
Denne sommer vil Aoun stille op ved Libanons valg som allieret med Hizbollah (0g syrerne), og der er givet mange af hans kristne og muslimske modstandere, som håber, at vælgerne vil nagle ham til korset. Det tvivler jeg nu på, vil ske. For som jeg sagde til el-Hoss, så er libanesiske politikere tilbøjelige til at være utroligt sejlivede, medmindre de da bliver myrdet. Som libaneser smilede el-Hoss bredt over denne bemærkning og påskønnede dens overensstemmelse med sandheden.
Vi havde begge deltaget i al-Jazeeras fødselsdagsfest i Qatar, hvor Gaza-krigen - og mere væsentligt: nyhedsdækningen af Gazakrigen - var i fokus for næsten hele debatten. Jeg fremførte min kongstanke om, at journalister må være neutrale og uhildede, men også er forpligtede til at skildre en konflikt fra de lidende ofres perspektiv. Der var megen rygklapperi over for al-Jazeera, hvis reportere påpegede - helt med rette - at deres tv-kanal var den eneste, der, på engelsk som på arabisk, havde dækket blodbadet i Gaza indefra. Men de bebrejdelser, der lød imod den internationale presse, var ikke ganske fair. Hvorfor var ikke en eneste vestlig reporter baseret i Gaza, spurgte en af al-Jazeeras topreportere? Fordi det først var, da historien blev visuelt interessant, at journalisterne ville til Gaza - hvor de så blev forment adgang af israelerne.
Jeg synes kritikken skød over målet. Gaza har aldrig været videre søgt af udenlandske korrespondenter. BBC åbnede på et tidspunkt et kontor her, og dets fuldtidskorrespondent blev snart kidnappet og holdt som gidsel i månedsvis (for først at blive løsladt, da Hamas overtog kontrollen med Gaza og satte ham fri - et forhold, som BBC ikke længere nævner). En kameramand fra Fox TV blev ligeledes bortført i Gaza. Journalisterne fortsatte alligevel med at tage dertil, deriblandt Independents frygtløs Donald Macintyre, men det er ikke så svært af forstå, hvorfor nyhedsredaktører ikke er så vilde med at åbne et kontor i Gaza-striben. For det første ville forsikringspræmien ganske enkelt blive alt for høj. Tilsvarende kom Beiruts status som internationalt nyhedscentrum sig aldrig helt efter den bølge af journalistkidnapninger, som satte ind i sidste i 1980’erne. Selv i dag, hvor det er en af Mellemøstens sikreste byer - set fra en vesterlændings perspektiv - er det noget af en journalistisk udørk.
Det samme gælder vel Golfen, tænker jeg. Godt nok var det tanken, at Dubai skulle blomstre som en journalistikkens guldmine - alt andet i emiratet var jo i forvejen enten det længste, det dybeste eller det højeste i verden - og jeg har længe undret mig over, hvad der kunne bringe den selvbevidste ministat til fald. En udenlandsk invasion? Et massivt jordskælv?
Jeg havde aldrig gættet, at en global recession ville få det til at synke sammen i milliardgæld. Qatar, som er hjemsted for al-Jazeera, ser dog ud til at løjet stormen af indtil videre og er på vej til at blive verdens største producent og eksportør af naturgas, lige som dets luftfartsselskab nu vil åbne en direkte rute fra Doha til Houston, to af verdens oliehovedstæder. Qatar Airways har lige bestilt over 200 nye passagerfly (til en værdi af 40 mia. dollar).
Men jeg foretrækker nu alligevel at bo i lande, der har en lang historie, og Libanons strækker sig langt tilbage i oldtiden. Det samme gælder for Syriens og Iraks. Og Irans. Og Israel/Palæstina for den sags skyld. Men Golfen? Ingen kan selvfølgelig anfægte Mekkas og Medinas betydning, men jeg venter stadig på en god forklaring på, hvorfor ikkemuslimer ikke må rejse dertil.
Forestil Dem blot, hvilken opstandelse det ville udløse, hvis vi forbød muslimer at sætte deres ben i Canterbury-katedralen eller i Peterskirken i Rom …
Men tilbage til min hjemrejse til Beirut med Qatar Airways og dr. el-Hoss. Jeg fortalte ham, at jeg altid har beundret ham, fordi han nægtede at sætte sin underskrift på dødsdomme over to mænd. En antydning af et smil kom over hans læber, hvorpå han påpegede, at ikke så snart var Rafiq Hariri - jovist, den samme formodet helgenagtige Hariri, som blev brutalt myrdet i Beirut for over fire år siden - kommet til magten, før han prompte underskrev de samme dødsdomme, hvorefter de to mænd blev hængt. Rygtet vil imidlertid vide, at bødlerne kludrede sådan med deres arbejde, at mindst én af de to måtte kvæles ihjel ved hjælp af politimænd, der hev i hans ben. Sendte de mon nogensinde i deres korte livsforlængelse en venlig tankte til den premierminister, som forsøgte at redde dem?
“De har de ikke haft tid til,” mente Dr. el-Hoss. Menneskerettighedernes forsvarere har vanskelige kår i Mellemøsten.
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen