En strid om Saudi-Arabiens royale arvefølge brød åbent ud i weekenden og har afsløret en magtkamp, hvor en af de højeststående prinser i det olierige kongedømme meldes at være at være forsvundet. Udsigten til ustabilitet i et land, der ikke kun er verdens største olieeksportør, men også en uhyre vigtig forbundsfælle for Vesten i hjertet af Mellemøsten, må forventes at forårsage alvorlig bekymring i Washington, London og resten af verden.
Det svirrer med rygter om, hvad der er blevet af prins Bandar bin Sultan, 60 år og søn til arvingen til den saudiske trone. I ugevis har han ikke vist sig offentligt. Prins Bandar er bedre kendt i udlandet end nærmest alle andre medlemmer af den saudiarabiske kongelige familie. Det skyldes ikke kun hans ekstravagante livsstil, men især hans dristige udenrigspolitiske initiativer i den periode på 22 år, hvor han var saudisk ambassadør i Washington, hvor han spillede en vigtig rolle efter 11. september og under de to Golfkrige. Hans fravær fra det offentlige liv kommer på et ømtåleligt tidspunkt for Saudi-Arabien, idet hans far, kronprins Sultan, er alvorligt syg af kræft, hvilket truer med at gøre arvefølgen efter kong Abdullah til et åbent spørgsmål.
En teori, der verserer i de politiske kredse i Riyadh, er, at prins Bandar forsøger at vælte kong Abdullah, før prins Sultan dør, for derved at træde i sin fars sted som tronfølger. Men andre rygter vil vide, at også prins Bandar er syg eller har pådraget sig kong Abdullahs vrede ved at have blandet sig i syrisk politik uden tilladelse.
Fredag aften udnævnte Abdullah ganske uventet en af sine halvbrødre, den 76-årige indenrigsminister, prins Nayef til stillingen som en anden vicepremierminister. Dette blev øjeblikkelig udlagt som indikation af, at han står til at blive kronprins, når prins Sultan dør eller bliver konge. Men lørdag krævede prins Talal, en anden ledende figur, i fuld offentlighed, at kongen skal bekræfte, at denne udnævnelse ikke er ensbetydende med, at prins Nayef automatisk vil blive den næste kronprins. En sådan offentlig uenighed blandt de højeststående figurer i den saudiske kongefamilie er yderst usædvanligt.
Endnu en indikation af gnidninger mellem de mange efterkommere af grundlæggeren af Saudi-Arabien, kong Ibn Saud, som havde 22 koner og over 50 børn, kom med offentliggørelsen af en rapport i sidste uge fra Saudi National Society for Human Rights, en af landets to menneskerettighedsorganisationer. Rapporten var uhyre kritisk over for prins Nayefs drakoniske forvaltning af sit indenrigsministerium, og det er usandsynligt, at den kan være blevet offentliggjort, uden at et andet magtfuldt medlem af den kongelige familie har givet ordre dertil.
Både kronprins Sultan og prins Nayef er blandt ‘De Seks Sudairier’, de magtfulde overlevende sønner af Ibn Saud og hans yndlingskone, Hassa bint Ahmad Al-Sudairi. Den syvende og ældste bror var kong Fahd, der døde i 2005. Da han i overensstemmelse med traditionen selv udpegede sin efterfølger, gik han uden om sine egne brødre og valgte Abdullah som kronprins.
Arvefølgestriden forstærkes af kronprins Sultans dårlige helbred. Han er i dag omkring 85 år gammel, fik diagnosticeret tyktarmskræft i Jeddah i 2004 og har siden modtaget behandling i Genève og USA og brugt tid på at rekonvalescere i Marokko. Gennem hele hans sygdomsperiode har prins Nayef og en anden af de seks brødre - den 73-årige prins Salman, som er guvernør i Riyadh og endnu en potentiel kandidat til tronen - holdt sig ved kronprinsens side. For tre uger siden overraskede prins Nayef de saudiarabiske seere, da han midt i tv’s bedste sendetid over telefonen kunne fortælle, at prins Sultan var tæt på at have genvundet sit helbred og snart ville vende hjem igen.
Uafhængige oplysninger om prinsens tilstand er dog blevet holdt tilbage. Sidste år fik den mangeårige chefkorrespondent for Reuters i Riyadh, Andrew Hammond, besked på at forlade kongeriget efter at have rapporteret, at prins Sultan havde kræft.
“Jeg mener, at prins Nayef bør være næste kronprins, da han er ansvarlig for følsomme emner som sikkerhed og nyder støtte blandt de vigtigste spillere i den kongelige familie,” erklærer Abdul Aziz Al Khamis, den saudiske redaktør af magasinet Arabian Observer. “Men det er som et kortspil. Hver enkelt deltager spiller med sine egne kort - magt, sikkerhed, penge - og det er et meget barsk spil.”
Analytikere forestiller sig, at kong Abdullah har indset, at hans udvalgte efterfølger meget vel kan dø før han selv, og derfor overvejer at springe en generation over for derved undgå en succession af firsårige konger, efterhånden som magten overgår fra den ene ældre bror til den anden. Men fredagens udnævnelse af prins Nayef, en hardliner, hvis opstigning til tronen ville bekymre mange i Vesten, kan meget vel have elimineret denne mulighed.
Siden 2007 har den mekanisme, der fastsætter tronfølgen i Saudi-Arabien, været overdraget til det såkaldte Trosskabsråd, et officielt organ på 35 medlemmer, som konstitueres af sønner og sønnesønner af Ibn Saud. Oprettet med henblik på at lette magtoverdragelsesprocessen, har Rådet lovet, at spørgsmålet om, hvem der skal være den næste tronfølger, skal afgøres ved konsensus. Kong Abdullahs nedsættelse af dette råd blev i vidt omfang påskønnet af Vesten, men det kan desuagtet vise sig vanskeligt for ham at udøve indflydelse på dets beslutninger, eftersom De Seks Sudairier menes at have indflydelse på mere end halvdelen af rådets medlemmer.
For at mindske faren for et militærkup opretholder Saudi-Arabien en række mere eller mindre lige magtfulde militære styrker, der hver står under forskellige prinsers kommando. Kong Abdullah er øverstbefalende for Nationalgarden, mens prins Nayef leder det magtfulde indenrigsministeriums styrker og tillige nyder støtte fra Khaled bin Sultan, som i sin skrantende fars sted reelt har stået i spidsen for hæren i månedsvis.
Lige siden Saudi-Arabien blev grundlagt i 1932, har magten hver gang kunnet overdrages uden civile uroligheder. Dog blev kong Faisal i 1975 myrdet af sin halvbrors søn. I en lidt fjernere fortid er spørgsmål om arvefølge ofte endt i blodige stridigheder. I slutningen af 1800-tallet ødelagde den anden saudiske stat sig selv i en broderstridskonflikt. Og i de senere år er Saudi-Arabien flere gange blevet rystet af jihadistisk vold og demonstrationer fra det shiamuslimske mindretals side. Alligevel forventer de fleste iagttagere, at overgangen i sidste ende vil forløbe fredeligt.
“Landet har allerede ødelagt sig selv én gang ved at sætte broder op imod broder,” siger Al Khamis. “Jeg tror ikke, de vil gøre det igen.”
Og Sir Alan Munro, tidligere britisk ambassadør i Saudi-Arabien, har denne vurdering: “I denne meget magtfulde familie, kan der godt forhandles mere eller mindre intenst om udnævnelser og arvefølge, men jeg forventer, at processen med tiden vil gå glat igennem.”
© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen