De svenske regeringspartiers nylige principbeslutning om ikke at modsætte sig nye a-kraftreaktorer som erstatning for dem, der lukkes ned, har for en kort stund revitaliseret debatten om a-kraft i Skandinavien.
Senest har Liberal Alliance som det første politiske parti i Folketinget i snart en snes år foreslået indførelse af a-kraft i Danmark. Det vigtigste spørgsmål i denne diskussion er naturligvis, hvorvidt a-kraften skal betragtes som en bæredygtig energikilde på linje med vind-, sol- og bioenergi eller om den fortsat bør kategoriseres på samme måde som de fossile brændstoffer - men dog som akut farligere for mennesker og miljø - og derfor fortjener at blive faset ud.
Det forekommer derfor rimeligt at tage de argumenter op til revision, der for snart femogtyve år siden førte til, at vi afskrev atomkraften her i Danmark: Holder de stadigvæk i dag? Eller foreligger der en helt ny situation, der kræver nytænkning? Bør vi, når alt kommer til alt, ligesom svenskerne begynde at se a-kraften i et nyt lys?
Hvis man ønsker en indfaldsvinkel til en sådan diskussion, giver det mening at kaste et blik over Øresund.
I begyndelsen af februar var de danske aviser fulde af historier om, at a-kraften var genopstået i Sverige og der blev endda spekuleret i, hvorvidt der igen vil blive produceret a-kraftstrøm i Barsebäck. Efter års intern splittelse havde de fire svenske regeringspartier fundet sammen i en fælles holdning til energipolitikken i, hvad der reelt er et oplæg til næste års parlamentsvalg med en uventet accept af a-kraft.
To ting har bidraget til denne udvikling: Dels står den borgerlige regeringskoalition dårligt i meningsmålingerne, og eftersom a-kraft er populær i den svenske befolkning og oppositionspartierne er a-kraftmodstandere, er der taktiske fordele ved at gøre valget til et ‘atomvalg’. Og dels hviler der et pres for at finde et fælles energipolitisk fodslag i anledning af det kommende svenske EU-formandskab, der begynder i juli i år. Her bliver Sveriges vigtigste opgave at føre klimaforhandlinger på EU’s vegne under COP-15 i København.
Det springer i øjnene, når man analyserer regeringsbeslutningen, at den indeholder en ambitiøs plan for omstilling af den svenske energiøkonomi. F.eks. implicerer beslutningen, at andelen af vedvarende energi skal stige til 50 pct. af elforsyningen i 2020 og i transportsektoren til 10 pct. af energiforbruget. Energieffektivitet skal 20 pct. i vejret og udledning af drivhusgasser nedbringes med 40 pct. Og endeligt skal andelen af olie i energiforbruget nedbringes fra 32 pct. til nul.
Men man kan betvivle, at kovendingen på a-kraftområdet overhovedet vil få nogen virkning. Fire faktorer taler imod, at det sker:
For det første forudsætter opførelsen af nye a-kraftreaktorer afviklingen af de gamle, startende med den ældste, Oskarshamn 1 i det vestlige Skåne. Ejerne har signaleret, at reaktoren først vil blive lukket ned mellem 2020 og 2025. Med byggetider på 5-10 år, betyder det, at den første nye svenske a-kraftreaktor tidligst vil kunne stå færdig om 15-25 år. Og for de øvrige svenske a-kraftreaktorer er tidsperspektivet endnu længere.
For det andet er nybyggerierne begrænset til ikke at måtte overstige antallet af de ti reaktorer, der er i drift, på de steder, hvor de allerede findes. Den halvanden million danskere, der bor i Øresundsregionen tæt på Barsebäck, kan derfor ånde lettet op. Mange vil måske trække på smilebåndet - og med god grund - når de hører, at kommunalbestyrelsen i Kävlinge Kommune, der er hjemsted for Barsebäckværket, ikke blot aldrig har accepteret lukningen af værket, men drevet lobbyvirksomhed for at få opført fire reaktorer af samme type som den, der for tiden bliver bygget i Finland. Uden finansiering og statslig licens er det et luftkastel, men i en situation, hvor der gives grønt lys for nye reaktorer, er det nærmest en naturlov, at de kun kan bygges i eller omkring allerede eksisterende a-kraftværker - i det mindste hvis lokalbefolkningerne stilles overfor en demokratisk valgmulighed. Grønt lys til Kävlinge Kommune ville derfor i princippet have muliggjort lokalisering af ny a-kraft til fire steder i stedet for de tre, der findes nu, og kunne have givet anledning til endeløse trakasserier magen til dem, der kørte i mere end tyve år mellem Danmark og Sverige om, hvorvidt Barsebäckværket skulle lukkes.
Den tredje og måske vigtigste reservation er, at den svenske regering har understreget, at eventuelle nye a-kraftreaktorer skal bygges uden statsstøtte. Det betyder, at de ikke vil kunne opføres på almindelige markedsvilkår, eftersom ny a-kraft længe har været den dyreste energikilde, der findes på markedet. F.eks. har det amerikanske finansinstitut Moody’s Investor Services vurderet, at nye reaktorer ville koste op til 44.000 kr. pr. installeret kilowatt. Det er mere end det dobbelte af kapitalomkostningerne for solenergi og tre og en halv gange kapitalomkostningerne for vindkraft. I betragtning af, at der allerede er fremsat hensigtserklæringer fra aktører på det svenske energimarked om ville opføre nye a-kraftreaktorer, gør man klogt i at holde sig det ovenstående in mente. På frie markedsvilkår er a-kraften ikke økonomisk konkurrencedygtig og bliver det langt mindre fremover. Dens største konkurrent, vedvarende energi, bliver hele tiden mere omkostningseffektiv, hvorimod a-kraften generelt bliver dyrere.
Den fjerde og sidste forhindring er, at potentielle investorer må bevise, at der virkeligt er brug for ny generationskapacitet. Foreløbigt har lederen af den svenske energimyndighed forudsagt en betragtelig overkapacitet på helt op til 50 TWh i 2030, dvs. næsten en tredjedel af Sverige elproduktion. Det er derfor muligt, at der end ikke vil blive brug for de a-kraftreaktorer, der allerede er i drift, før deres levetid udløber.
Hvis man skal drage en konklusion af det ovenstående, må det være, at vi i Danmark traf det rigtige valg ved at satse på vedvarende energi og energieffektivitet. Det svenske lærestykke viser, at intet har ændret sig, siden a-kraften blev forkastet i Danmark af et overvældende befolkningsflertal, der anså den for dyr, usikker, farlig og usolidarisk i forhold til fremtidige generationer. I modsætning til Danmark betaler Sverige nu prisen for ikke at have satset på den rigtige energiteknologi. Landet har det højeste elektricitetsforbrug pr. indbygger i Europa og ligger på dette område nr. fire i verden. Regeringsbeslutningen udsender derfor et forkert politisk signal, fordi den hæmmer investeringer, der burde tilflyde vedvarende energi og energieffektivitet. Ved ikke at afvikle a-kraften bliver Sverige sat tilbage i den teknologiske udvikling og mister konkurrenceevne på det globale marked.
Udover det svenske, er der et andet eksempel, der i måske endnu højere grad illustrerer problemerne med a-kraft, nemlig det finske. Da byggeriet af verdens største reaktor - European Pressurised Reactor - begyndte i Olkiluoto i 2005, blev projektet set som begyndelsen på en renæssance for a-kraften. I skrivende stund er projektet imidlertid tre år forsinket og omkostningerne 50 pct. over budgettet. Et konsortium af store industrielle energiforbrugere, Elfi, skønner, at forsinkelsen vil koste elforbrugerne i Finland og de øvrige nordiske lande 22 mia. kr. Hertil kommer, at EU-Kommissionen er blevet indstævnet for EF-Domstolen, fordi den ikke har skredet ind imod ulovlig fransk statsstøtte til projektet og de finske sikkerhedsmyndigheder har registreret 2200 større og mindre kvalitets- og sikkerhedsproblemer i forbindelse med reaktorbyggeriet. Eftersom reaktoren tidligst er færdig i 2012, når Kyoto-protokollen udløber, vil Finland være nødt til at opkøbe CO2-kvoter for milliarder af kr. og i en periode være afhængig af importeret elektricitet.
2008 bød dog også på en god nyhed: For første gang i 42 år blev der ikke taget nye atomkraftreaktorer i brug nogetsteds i verden. Samtidigt er i 2009 det samlede antal reaktorer faldet fra 438 til foreløbigt 436.
Niels Henrik Hooge er cand.jur. og tidligere talsmand for den danske del af det nu nedlagte Barsebäcksoffensiv, et løst sammensat dansk-svensk-tysk netværk af enkeltpersoner, miljøorganisationer og politiske partier mod atomkraft