CAMBRIDGE, Massachusetts - Den afrikanskfødte antropolog Mahmood Mamdani blev for nogle år siden grebet af forundring over et fænomen i sin adopterede hjemby New York. Hvordan kunne det hænge sammen - spurgte professoren på Columbia University sig selv - at den amerikansk baserede ‘Save Darfur’-bevægelse først begyndte at vokse, efter at dødstallet i Sudans vestlige provins tog et styrtdyk i 2005 og fortsatte sin nedadgående tendens frem til vore dage?
Hvad Mamdani i sin nye bog vælger at kalde ‘massemordene i Darfur’, fandt sted i en 18 måneder lang periode i 2003-04. Siden har der hersket heftig strid i FN og på regeringsniveau om de virkelige tabstal fra 2003 og frem til 2009. Gennem sine studier i USA og mange forskningsrejser til Sudan kom Mamdani til den konklusion, at antallet af civile dræbte som følge af den voldelige konflikt begyndte at falde drastisk i efteråret 2004 og nåede et lavpunkt i 2008 med et tab på 1.500 civile liv. Det var vurderingen fra den Afrikanske Unions styrker. Af de 1.500 døde 600 i forskellige stammefejder og 900 i kampe mellem regeringsstyrker og oprørsgrupper. Sidstnævnte statistik svarer til mordtallet i New York City i 2003. Og det er her, at paradokset dukker op:
“Jo mere bevægelsens budskab om et pågående folkemord og opfordring til prompte militær intervention adskilte sig fra den konkrete virkelighed i Darfur, desto mere succesrig var Save Darfur med at mobilisere tilhængere, især gymnasieelever,” siger Mamdani til Information. Mamdanis egen søn begyndte at gå i gymnasiet i New York, da Save Darfur-kampagnen for alvor fik vind i sejlene i 2005, og drengen bragte ofte pjecer hjem om bevægelsens aktiviteter. Selv havde Mamdani oplevet bevægelsen mod Vietnamkrigen på amerikanske universiteter, da han ankom til landet i slutningen af 1960’erne.
“Save Darfur er den største bevægelse siden Vietnam-krigen. Så jeg spurgte mig selv, hvordan det kunne være, at de koncentrerede sig så meget om at mobilisere gymnasieelever. Det er nok fordi, det er lettere at engagere unge mennesker ved hjælp af simpel symbolik,” siger han.
På sit højdepunkt i 2007 hævdede Save Darfur-kampagnen at have mobiliseret en mio. aktivister i USA og titusinder i andre verdensdele. I alt 180 religiøse grupper og humanitære organisationer tilhørte den bredt funderede koalition, hvis årsbudget var løbet op i 14 mio. dollar - penge indsamlet udelukkende fra private donorer.
“Save Darfur var blevet en massebevægelse ved at kombinere erfaringerne fra fredsbevægelsen i Vietnam-perioden med vor tids mest sofistikerede kommunikations- og massemediemidler,” siger Mamdani og uddyber: “Save Darfur hyrede et reklamebureau på Madison Avenue i New York, hvis eneste kunde er Save Darfur. Chefen for reklamebureauet sidder i bevægelsens bestyrelse.”
I sin netop udkomne bog Saviors and Survivors - Darfur, Politics, and the War on Terror, fortæller Mamdani historien om, hvordan massedrabene i Darfur i 2003-04 - fremfor de langt mere voldelige konflikter i Congo og Uganda - blev genstand for en veltilrettelagt kampagne i USA, som ville presse Bush-regeringen til at gribe militært ind i Sudans vestlige provins. Et af de fundamentale problemer er ifølge Columbia-professoren, at tilhængerne af Save Darfur-kampagnen “forveksler moralsk vished med kundskab”, og at “de føler sig som dydens vogtere, skønt de handler på grundlag af total uvidenhed” om Darfurs komplekse historie. Mamdani skriver:
“Lektien fra Darfur er, at man ikke bør handle først og søge at forstå bagefter.”
Til Information tilføjer han: “Hvad vi står med her, er en skamløs foragt for kendsgerninger. En sådan arrogance er karakteristisk for folk, der besidder uforholdsmæssigt stor magt. De begynder kun at interessere sig for sandheden, når nogle gør modstand.”
Forfatteren peger f.eks. på det bemærkelsesværdige sammenfald mellem på den ene side tilhængere af en humanitær intervention i Darfur - som Save Darfur-bevægelsen og mange amerikanske intellektuelle og skribenter - og på den anden side nykonservative fortalere for krigen mod terror. “Denne mentale samhørighed forvandlede Save Darfur-kampagnen til krigen mod terrors humanitære ansigt,” skriver Mamdani. Som eksempel nævner han de to lejres fælles sprog og normer. Begge taler om de onde og de gode. I Darfur er det lyshudede arabere, som begår folkedrab mod mørklødede afrikanere. Ergo må araberne være de onde og afrikanerne de gode. “Det kommer fra tolkningen af holocaust som værende uden for historien - altså ubegribelig og derfor udtryk for ondskab,” siger Mamdani.
“Denne model bliver påduttet Rwanda og nu Darfur. Men i mange afrikanske konflikter veksler gerningsmænd og ofre i virkeligheden roller. Efter et massedrab kan det ske, at ofrene erobrer magten og går efter gerningsmændene, som med tutsistyrets angreb på hutu-flygtninge i det østlige Congo. Ligeledes er der eksempler på, at national forsoning giver de skyldige gerningsmænd den politiske magt tilbage, uden at de bliver stillet til regnskab juridisk.” (Mamdani mener dog, at der fandt folkemord sted i Rwanda).
Ifølge Mamdani deler humanitære interventionister og bekrigere af terror også opfattelsen, at løsninger formuleret og påduttet fra eksternt hold - som f.eks. særlige forbryderdomstole langt væk fra gerningsstedet for krigsforbrydelser - fungerer bedre end bestræbelser på at skabe politiske overenskomster internt med hjælp fra naboer i regionen.
I forfatterens optik er den centrale misfortolkning i den vestlige fortælling om Darfur-konflikten, at det arabisk og islamistisk dominerede centralstyre, enheder af nationalhæren og de arabiske janjaweed-militser planlagde og gennemførte et folkemord mod provinsens afrikanske befolkning. Altså at det var en etnisk gruppes væbnede kampagne for at eliminere en anden.
Bogen er delt op i tre dele. I den anden og største del skildrer Mamdani Darfurs ekstremt komplekse historie og konkluderer i grove træk, at den første konflikt i 1987-89 bl.a. kan forklares med den britiske kolonimagts reorganisering af ejerforhold i provinsen, hvorved bønder og kvægnomader fik tildelt jord, mens kamelnomader blev snydt.
Da tørken satte ind i nordlige Darfur i 1960’erne, og ørkenen udvidede sig mod det centrale Darfur, opstod der “en klassisk økologisk konflikt om landbrugsarealer” mellem de forskellige jordbesiddende og jordløse stammer. I mellemtiden var Darfur blevet involveret i den 40 år lange borgerkrig i nabostaten Tchad og “oversvømmet” af våben. Så da stridighederne startede i 1987, udviklede det sig til en “rædsomt voldelig” borgerkrig i Darfur. For Mamdani var konflikten i 2003-04 en fortsættelse af denne borgerkrig mellem jordbesiddende og jordløse stammer. Den største oprørsgruppe bestod primært af afrikanere; de to andre overvejende af arabere. Den største arabiske stamme i Darfur holdt sig på afstand af konflikten. Etnisk identitet var hverken udløsende faktor eller fællesnævner for konflikten. Men blandt humanitære aktivister og journalister i USA og vestlige lande generelt synes denne historie ikke at være relevant, mener forfatteren (her skal dog tilføjes, at Sudan-kenderen Alex De Waals bøger og artikler åbnede op for lignende tolkningsmuligheder om Darfur-konfliktens kilder, hvilket er blevet refereret her i avisen).
En af de virkelig fascinerende aspekter ved Save Darfur-bevægelsens kampagne for at lægge pres på FN og USA’s regering har været amerikanske mediers og landspolitikeres overbevisning om, at et folkemord i henhold til FN’s definition fandt sted i Darfur i 2003-04, og at det fortsætter den dag i dag. Det til trods for, at FN’s Cassese-kommission i 2005 udelukkede folkemord og i stedet talte om ‘forbrydelser mod menneskeheden’ og ‘krigsforbrydelser’.
Det er Mamdanis påstand, at Save Darfur egenhændigt er ansvarlig for omvendelsen af politikere og medier. I bogen demonstreres flere steder, hvilket pres medlemmer af Bush-regeringen som Colin Powell, Robert Zoellick og Andrew Natsios blev udsat for - især fra nationale politikere som Joseph Biden (ny vicepræsident) og Hillary Clinton (ny udenrigsminister).
I et enkelt tilfælde starter Sudan-udsendingen Natsios en kongreshøring i 2007 med at distancere sig fra betegnelsen ‘folkemord’ for Darfur-konflikten. Men Natsios bliver presset så hårdt, at han til sidst må give efter og bruge ordet. Kort efter træder han tilbage. “Udenrigsministeriet vidste udmærket, at situationen i Darfur ikke var så slem som beskrevet af bevægelsen,” konstaterer Mamdani.
Han afholder sig fra at drage for vidtrækkende politiske implikationer af Save Darfur-bevægelsens berøringsflade med Bushs og de nykonservative terrorkrigere. Han noterer, at nogle af organisationens førende skikkelser er amerikanske jøder, men afviser at følge det sudanesiske regimes ræsonnement, at de derfor må arbejde for Israels og USA’s nationale interesser. “Jeg kan ikke se nogen direkte forbindelse her,” siger Mamdani.
“Det ville have været alt for let at anføre, at de regeringer, der har draget gavn af kampagnen, var med til at skabe bevægelsen. Hvad jeg i stedet ser som kilde, er en ‘humanitarisme’, som skyer historisk kompleksitet og foretrækker en sort-hvid skildring af konflikter. En bevægelse, der er blevet til et ideologisk skalkeskjul for mægtige vestlige magtinteresser i Afrika.”
Mahmood Mamdani: ‘Saviors and Survivors - Darfur, Politics and the War on Terror’, Pantheon Books, New York 2009