BARACK OBAMA er i sin globale rundtur for at rette op på sin forgængers fadæser nået til Latinamerika, og forud for Amerika-topmødet senere på ugen i Trinidad og Tobago sendte han en symbolsk ballon af sted mod Cuba, som ikke bare vil give USA et bedre forhold til den diminutive ærkefjende, men også til resten af regionen. Annonceringen af at USA vil ophævelse restriktionerne for pengeoverførsler og rejser for cubansk-amerikanere samt give tilladelse til, at kommunikationsselskaber kan gøre forretninger med øriget, blev mødt med de forudsigelige protester fra de mest konservative cubansk-amerikanere, mens medierne beskrev udmeldingen som den mest epokegørende omvæltning i årtier.
REELT ER OBAMAS initiativ en forsigtigt, men begavet start. De enkelte punkter bringer i store træk det cubansk-amerikanske forhold tilbage til dets udgangspunkt omkring årtusindskiftet, før Bush kom til. Rejserestriktionerne blev strammet under Bush, ligesom pengeoverførslerne, og ophævelsen af begge dele vil gøre Obama populær hos befolkningeni Havana, men givetvis også i store dele af Miami, hvor forandringerne vil kunne mærkes hos den enkelte. Det samme vil tilladelsen til, at amerikanske selskaber kan sælge kommunikation til øen. Det cubanske telefonnet og internet fungerer elendigt og er et af de dyreste i verden, blandt andet pga. de amerikanske restriktioner, og initiativet vil også åbne for langt mere kommunikation med omverdenen. Det hele passer med en ideologisk målsætning om at bringe frihed til Cuba og på den måde undergrave styret - og på den måde har Obama også sikret sigi forhold til det mere konservative amerikanske bagland. Mandagens initiativ fremviser ikke Obama som en softy over for Cuba. Det er en åbning, men ikke et afgørende ideologisk skifte, og udmeldingen er da også blevet mødt forholdsvis afdæmpet.
SPØRGSMÅLET ER, hvad næste skridt er, og om Obama tør tage det fuldt ud. Om noget har udviklingen de seneste år vist, at den amerikanske højrefløjs drøm om en pludselig cubansk revolution eller opløsning af kommuniststaten efter Fidels afgang er en illusion. Overgangen fra den ene Castro-bror til den anden er gået smertefrit, Raul Castro har med reformer demonstreret, at han både er i stand til at være pragmatisk og samtidig beholde grebet om magten. Men det afgørende punkt i fremtiden er ophævelsen af den 47 år lange handelsembargo. Fidel Castro kritiserede Obama for ikke at nævne den med et ord, men var ellers forbløffende afdæmpet og forstående for Obamas situation. Det cubanske styre er til at tale med - med en så populær amerikansk præsident kan de dårligt tillade sig andet - og hvorfor ikke benytte sig af det, opgive embargoen i løbet af de næste fire år til gengæld for demokratiske indrømmelser, få adgang til et nyt sultent marked og samtidig demonstrere markedsøkonomiens angiveligt demokratisk helende egenskaber? Det er svært at få øje på et alternativ, og gad vide, om der ikke også allerede ligger en køreplan.