Med et tifingergreb ned i en fiktiv norsk provinsby en tilfældig weekend har den 35-årige, prisbelønnede Trude Marstein med et 10 år gammelt forfatterskab af romaner, essays og børnebøger bag sig etableret en tidssvarende kollektivroman, hvor ikke mindre end 118 personer lægger stemme til deres tanker og handlinger - en punktuel nutid, båret af deres forudsætninger, erindringer, konflikter, forventninger, håb, mismod, bange anelser eller kollaps.
Det er et socialt lagdelt billede med hovedvægt på mellemlaget og dem lige over og under med en narkoman som bundrekord. Den borgerlige almindelighed taler sit tydelige sprog uden egentligt socialt konfliktstof lagt frem, intet spor af arbejdskampe, politiske temaer, etniske problemer. Det, der gav den traditionelle kollektivroman sit brødstof, er erstattet af psykologiske spændinger, mens industrikulturens arbejdsforhold er forsvundet ud af billedet.
Provinsbyens dominerende virksomhed er netop et højt specialiseret teknologisk firma, som flere af personerne refererer til, men mest er de optaget af familierelationer, naboskab, fritidsforlystelser og sex.
Sex og cigaretrygning optager dem helt enormt, unge og gamle, gifte og ensomme i halvskjulte og alligevel nærmest frigjorte udformninger gennem både handlinger og utæmmelige tanker og fantasier. Det går endda nærmest godt, når matematiklæreren Arvid har et forhold til gymnasieeleven Mona.
Romanen byder på masser af underholdning, apropos drift og begær, mens røgen symptomatisk bølger uden for hoteller, cafeer og villaer som et uimodståeligt overtryk fra det lille, norske indlandsliv og pres mod større vidder. Ud vil jeg, ud.
Og sådan forholder det sig også for en central og ombejlet, næsten mytisk skikkelse, 50-års-fødselaren Karoline, karrierekvinde, hustru og erotisk magnet med søskende og fire børn, der også forgrener sig ud i fangstnettet.
Mange skal til hendes store og meget omtalte fest på hotellet, og den er nærmest virtuost beskrevet i masseoptrin, endda i to varierede og fortsatte udformninger, først og til sidst, hvor man endelig får forklaringen på hendes påfaldende opbrud fra hele herligheden - og dermed et lille ekstra pust til fornemmelsen af en generel, lurende desperation under hele den tilsyneladende vellykkede velfærdsstad i velfærdsstaten Norge.
Originalens titel, Gjøre godt, er træffende blevet til Weekend, dvs. et tidsrum, hvor afslappelsen kommer til at røbe det, der skjuler sig under de daglige gøremåls beslaglæggelse af det problematiske stof.
To juliophedede sommerdage, snildt arrangeret omvendt kronologisk, så søndagen skildres før lørdagen, sådan at romanen slutter spejlvendt med begyndelsen, hvor den nye, ankommende virksomhedsleder Peter og den bortdragende Karoline får et glimt af hinanden fra togvindue til togvindue, en mindelse om gammel utroskab.
Kompositionen bidrager til det lille generelle spændingssystem, den langsomme forklaring på eller baggrund for adfærden i byens myretue af travl persontrafik.
Den består af korte jeg-du scener med stafetagtig indbyrdes forbindelse, og det kræver forbandet god læserhukommelse eller et fortløbende noteapparat at holde styr på familie- og vennerelationer, kolleger, gifte, skilte, enlige, voksne og børn, hvem der ligger i med hvem, hvor og hvordan.
Fletværket af miljøer er fint med sommerhuse, lejligheder, parcelhuse og statelige villaer. Et detaljeret gadenet omkring elven rummer mødesteder i form af cafeer og restauranter, legepladser, frisørsalon og sygehus, formidlet af hunde og katte, biler, cykler og mobiltelefon. Dertil kommer den store fest, der spøger og stråler med vistnok samtlige 48 gæsters stemmer, der, når de ikke er optaget af hinandens påklædning, manerer og intime kropsbygning, snakker om den skandaløse tale, som Egil, Karolines mand, har holdt og hvorfor. En lidt for bagatelagtig symbolsk motor for romanens opklaringsarbejde summer om et udtømt ægteskab blandt mange andre.
Der er gang i den hos bøsseparret, der overtaler Trine til at blive rugemor for deres drøm om et barn, hos nyskilte Marit, der skal leve sig ud, hos den fuldmodne Nina, der under festen forfører den 15-årige Nils på parkeringspladsen, hos kioskejer Håkon, der ordner den 19-årige Bertine og dagen før har muntret sig med en anden.
Fødsel, barnedåb og hospitalsdød samler og skiller, kalder på opgør. De enæggede tvillinger Simon og Sondre må som voksne skilles for at bære det, atter et symbolsk udtryk, for at en del af en selv må væk, væk. Bare de mindste ytringer kan nage og plage, som for ham, der må fortryde en jovial bemærkning over for forældre til et mongolbarn.
På den måde er der også megen finhed og sandhed nedlagt i de selvudleverende portrætter, en uforblommet nærhed og ufrivillig munterhed, og så en lidt forkommen glæde ved daglig trivsel, en accept af almindelighedens dejlige nødvendighed i denne højt privilegerede skandinaviske livsudfoldelse. Er det et fortrøstningsfuldt nordisk mismod, dette myldrende nutidsbillede fremkalder?
Det er godt gengivet fra norsk, hvor to oversættere har taget tørnen med bl.a. de mange ‘nøgne lægge’, der ellers rettelig må hedde ‘bare ben’ på dansk.