Weekendavisen har fået ny litteraturredaktør. Velkommen til Anna Libak, som erstatter Klaus Wivel. Normalt vil sådan en begivenhed ikke give anledning til en redaktionel kommentar fra en konkurrerende avis, men fordi Anna Libak lægger ud med et kampskrift for, hvordan medierne skal dække litteraturen, vil vi gøre en undtagelse.
En sand pointe i Anna Libaks indlæg er, at skønlitteratur bruges til vidt forskellige formål. Nogle bøger læses for at gøre os klogere, nogle læses for underholdningens skyld, nogle af eskapistiske årsager for at slippe for byrden af sit eget liv og nogle, fordi man simpelthen ikke kan lade være.
En anden pointe er, at bestsellerlitteratur ikke nødvendigvis er dårlig litteratur. Så vidt så godt, men så udarter Libaks kommentar sig til personangreb. “I den litterære verden […] findes en lille håndfuld anmeldere, der har gjort kampen for den smalleste litteratur til deres mærkesag. De styrer efter et enkelt princip: jo mere mærkeligt og ulæseligt et værk er, jo bedre er det,” skriver Libak. Og hun tilføjer, at disse anmelderes ærinde slet ikke er den smalle litteratur, men “at føje dens eksklusivitet til deres eget jeg, så det syner større”.
Noget af en dom fra Libak. Hendes kritik har imidlertid helt konkret adresse, nemlig Informations anmelder Tue Andersen Nexø. Han gøres til repræsentant for en særlig dagbladskritik, der favoriserer en lille gruppe forfattere, der er evigt oversete i dagbladene, og som skriver eksperimenterende bøger i små oplag uden interesse for det brede publikum. Libak kunne også have sagt uvedkommende.
At gøre et nummer ud af det, der måske kan syne smalt, er imidlertid ikke så mærkeligt. Historisk set er det ofte fra de æstetisk bevidste og eksperimenterende forfattere, at fornyelserne af litteraturen finder sted, herunder også dem, der siden udvikler en bredere appel. At Tue Andersen Nexø i høj grad har fået lov at anmelde disse forfattere, ofte kritisk, for der er ganske rigtigt mange vildskud, skyldes, at han er en af de bedste og skarpeste til det. Anna Libaks kritik af denne disposition kunne godt tyde på, at hun ikke mener, at Weekendavisen i samme udstrækning fremover er forpligtet på den slags litteratur skrevet af den slags anmeldere.
Det er forkert kun at tilrettelægge anmeldelser efter bøgers oplag og deres brede interesse. Det er naturligvis uomgængeligt at afspejle læserne, men lige så vigtigt er det at give plads til en kritik af den mere formbevidste litteratur.
I virkeligheden er det svært ikke at læse mellem linjerne og læse Libaks kritik indad i eget hus, nemlig først og fremmest mod Lars Bukdahl. Og så bliver det straks mere interessant eller skræmmende. Man kan mene, at han til tider er infantil, at han kan skrive uforståeligt, og at han burde afholde sig fra at anmelde sine venner, men hans overblik over samtidslitteraturen og hans ekvilibristiske omgang med fraser er uden tvivl bogsektionens største aktiv. Hvis han får begrænset sit råderum i Libaks jagt på den brede litteratur, spår jeg, at det bliver en selvmordsaktion, og næppe det, som Weekendavisens mange boglæsere ønsker.