En gammel kending - Moderne italiensk litteratur fra 1982 - genudgives, og for første gang oversættes Senecas sprælske og opportunistiske fantasi over den romerske kejser Claudius’ forvisning til det hedenske helvede
NYE BØGER
Filosoffen og skuespilforfatteren Seneca, der havde stor indflydelse som opdrager af Nero indtil denne lod ham henrette, led en eksemplarisk skæbne, som enhver underviser bør lægge sig på sinde. Fra 41 til 49 var han blevet sendt i eksil på Korsika af kejser Claudius, som var Ne-ros stedfader, men kaldt tilbage af kejserinde Agrippina for at tage sig af den 12-årige Neros opdragelse.
Umiddelbart efter Neros tronbestigelse i 54, hvor
Senecas stjerne stod i zenit, skrev den stoiske filosof en sjofel gennemborende satire mod Neros forgænger i en blanding af vers og prosa. Det er troligt, at spotteværket, almindeligvis kaldet Apocolocyntosis (hvad der kan betyde noget med græskar eller komme af ordet apoteose) var en tiltrængt korrektion til Neros officielle lovtale ved Claudius’ begravelse, hvor Seneca havde været ghost-writer for Nero.
Der findes de nobelt tænkende forskere af antikken, som har ment, at Seneca ikke kunne være forfatteren til en så nederdrægtig satire, når han lige havde skrevet en nydelig gravtale over den afdøde kejser. Sådan forholder det sig næppe, mener Lund. Jeg kan kun give ham ret, for desværre viser erfaringen, at der ofte ikke findes noget så stimulerende for selvfølelsen som at få sin forgænger i en stilling, det være sig kejser, ambassadør, rektor eller sekretær, hudflettet som et inkompetent fæhoved.
Og når han så tilmed har været ens onde stedfader!
Apocolocyntosis er en højst uetisk og gemen hævnakt, men den ærgerrige og lysende begavede Seneca har jo ikke ligefrem brudt sig om opholdet på en provinsiel klippeø. Hans rapkæftede, skånselsløse eksponering af den afdøde fik romerne til at hyle af grin over de oplevelser, Claudius udsættes for i sin passage fra gudehimlen mod underverdenen.
Derfor har det populære skrift overlevet til eftertiden i mange afskrifter. Kejseren sendes først direkte til himmels, hvor han kasseres af selveste den guddommelige Augustus, som grundlagde det romerske kejserdømme. Under sit kortvarige ophold på jorden, et stoppested, hvorfra der er gesvindt ekspedition mod de nedre jordlag, er han en anonym og meget selvtilfreds tilskuer til sin pompøse jordefærd uden at bemærke, at folk først og fremmest fryder sig over hans betimelige død.
Så ender den detroniserede kejser på sit rette sted i det hedenske helvede, hvor han først ydmyges ved at sættes til at rafle med et hullet raflebæger - rafling var en af hans yndlingsbeskæftigelser i levende live - derefter ansættes han som retsbetjent og skal i al evighed tvinges til overvære kedelige retssager, noget, der kedede ham uhyre meget i levende live…
Snotklatter og savl
Gennem Senecas satire over kejser Claudius får vi et helt anderledes, desværre usympatisk indtryk af Claudius end det Robert Graves gav os i bestselleren Jeg Claudius.
Vidste vi måske, at den lærde, elskelige og svage Claudius, som Graves beskriver ham, var en umådeholden ædedolk, lysten efter henrettelser, ja, for antikken et monster af blodtørst og hidsighed? Eller at han havde for vane at savle om munden, mens snotklatter dryppede fra hans næsebor? Eller at han var vild med damer, men ude af stand til bare engang imellem at interessere sig for unge mænd, som det sømmede sig for en dannet person?
Kort sagt ude af stand til at kontrollere sine drifter, umådeholden af karakter, hvad der var det pinligste syndefald i antikkens moral. Syntes vi, læserne af Robert Graves, ikke netop, det var synd for Claudius, at han stammede og haltede?
Ak, Senecas Augustus-figur forstår at pille sin efterfølger ned under optagelsesprøven til gudernes forsamling:
“Fyren der, som ikke ser ud til at kunne gøre en flue fortræd, lod folk dræbe lige så let som en hanhund letter benet (…) Og ham vil i gøre til Gud? Se blot på hans misdannede krop, der er skabt i Gudernes vrede! Kort og godt, hvis han blot kan sige tre ord i sammenhæng, så er jeg hans slave.”
Senecas satire er opfindsomt og - efter alle stikprøver at dømme - pålideligt oversat. Man kan pudse sine matte sprogkundskaber op ved at sammenligne med den danske tekst, og modstille den latinen. Selv om - eller snarere netop fordi - Lunds indledning indeholder så megen lærdom og diskussion med traditionen, er hans stilistiske kompakthed en tung sag for fordøjelsen. Man kunne tænke sig at blive kildet med en fjer i halssvælget efter læsningen ligesom frådseren Claudius efter sine tunge måltider. Der er jeg nok bare urimelig og ikke “videnskabelig” nok.
Men lystig er selve Seneca, så lystig som en senere efterkommer nemlig Johan Ludvig Heiberg i En Sjæl efter Døden, der passende kunne følge efter i genopfriskningen af antikke og danske klassikere.
Et nyttigt genoptryk
Herligt! En gammel kending bliver genudgivet, og skønt mit eget eksemplar ikke er slidt ned, kan jeg unde nye læsere at gøre bekendt-skab med en så fortrinlig udgivelse. Moderne italiensk litteratur udkom første gang i 1982, og man bliver helt rørt ved gensynet, for bogen har i adskillige år været anbefalelsesværdig, men uopdrivelig. Dette meget nyttige værk er nu peppet op med et farve-strålende maleri på omslaget, hvor modtageren af Leninprisen, Renato Guttoso, som var magtfuldt placeret i italiensk åndsliv til op i 80’erne, har portrætteret en række forfattere og kulturpersonligheder. Men en lille pige løber også igennem sceneriet med en rød nellike, socialistpartiets symbol, i hånden, og en yderst velskabt og fyldig nøgen kvinde åbner persiennedøren ud til en smedejernsbalkon og det stærkt lysende blå Middelhav. En maler betragter sit røde lærred, pensler og terpentinflasken står på bordet foran. Døden er sat på hylden i form af et kranie, der ligger på et stykke krøllet skrivemaskinepapir øverst på hylden i reolen med de mange skødesløst henslængte bøger. Således anslås de dominerende stemninger og den rige produktivitet fra tiden fra Anden Verdenskrig frem til 1980.
Klogskab og ærgrelse
Det er klogt, at udgiverne har afstået fra at føre værket a jour, bortset fra de ganske enkelte rettelser som dødsåret på de forfattere, der er faldet fra i mellemtiden.
Værkgennemgangen er dog ikke ført up to date, og det skal man være opmærksom på, for den stopper allerede 1980 uden så meget som at nævne senere udgivelser. Det er især klogt, fordi det ville være synd at slagte og partere eller endog forlænge de rolige brede gennemgange af væsentlige forfattere som Italo Calvino, Elsa Morante, Alberto Moravia, Giuseppe di Lampedusa og Leonardo Sciascia.
Hvor er det bare ærgerligt, at det andet bind Blikket og rejsen - italiensk litteratur 1980-1997 ikke udkommer nu samtidig, sådan som anden udgavens forord lover og ikke holder.
Der er netop kommet så mange anderledes og helt nye forfattere og mange flere oversættelser fra italiensk til i italiensk litteratur siden - de gamle forfattere har jo skrevet videre, og især er der kommet revalueringer, f.eks. en opprioritering af Primo Levi, mens Moravia slet ikke er den autoritet, han har været, og Dino Buzzati næsten er glemt og heller ikke oversat i dækkende grad. Beppe Fenoglio og Giorgio Bassani siger sikkert heller ikke danske læsere meget.
De litterære essays, vi har i den herværende anden udgave, kan læses afslappet og bærer stærkt præg af, at hver skribent har fået lov til at fortælle om de forfattere, han eller hun især holdt af. Vel er bidragene af varierende kvalitet og temperament, tilgangene til stoffet uens og individualistisk, men oversigterne er ikke forældede, hverken sprogligt eller indholdsmæssigt. Desuden er der ca. 100 nyttige minibiografier bagerst i værket.
Ikke en psykolog
Moderne italiensk litteratur er fuld af muligheder for (gen)opdagelsens opbyggelige fryd, der kunne være en inspiration for danske romanforfattere. Bogen må kunne få en ny italiensk-begejstret generation til at forlange en del bøger tilbage fra magasinet til folkebibliotekernes hylder.
Desuden er der en masse samfundshistorie og en tidsstemning at hente, der måske bedst udtrykkes gennem et citat som Hans Boll-Johansen og Lene Waage Petersen har lånt fra fra en ekspert i italiensk litteratur, Dominque Fernandes temperamentsfulde formulering:
“Italieneren er mytolog, ikke psykolog, og dette træk gennemsyrer hele litteraturen, som ikke er vendt mod livet og erkendelsen af livet, men mod en guldalder, der er umulig at nå, undtagen gennem rusen, fragmentet, den ekstatiske henrevethed.”
*Hans Boll-Johansen og Lene Waage Petersen (og flere medforfattere) ‘Moderne italiensk litteratur’, 360 s., 268,00 kr., Tiderne skifter. Udkommer 2 maj.
*Seneca: ‘Apocolocyntosis’, udgivet på latin og i dansk oversættelse med kommentarer og noter af Allan A. Lund under titlen ‘Claudius - kejser og klovn’, 80 s., 118,00 kr. Gads forlag. Er udkommet.