DET KOM LIDT sent i talen og gjorde ikke meget væsen af sig. Men det var der. I sin særlige redegørelse for Folketinget tirsdag i sidste uge nævnte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) under afsnittet om det fortsatte reformarbejde en ‘solstrålehistorie’.
Kort før påske viste nye tal, at der i den fireårige periode fra 2004 til 2008 er kommet 26.000 flere nydanskere i arbejde. Nogenlunde samtidig viste andre undersøgelser, at dels er der ikke flere indvandrere end danskere - snarere færre - der fyres på grund af finanskrisen, dels er herboende indvandrere vilde med at bo i Danmark og føler sig ikke specielt diskrimineret. Kommunerne er kommet helskindet gennem den store integrationsbyrde og har i dag bedre styr på den integrationsopgave, som tidligere tyngede voldsomt. Det var i hvert fald statsministerens ord, som han blandt andet brugte til at understrege VK-regeringens succes med en “fast og fair udlændingepolitik”, der underforstås vil blive fastholdt.
DER ER HELLER ingen tvivl om, at de stramninger, hvad man end måtte have af indvendinger mod dem, som er blevet gennemført først fra slutningen af 1990’erne, da Nyrup-regeringen hentede Thorkild Simonsen (S) ind som indenrigsminister, og med forøget styrke efter VK-sejren i 2001, har haft en effekt. De har skabt en mere kontrolleret indvandring, som har givet bedre mulighed for at skabe ro omkring integrationen. Det ironiske er imidlertid, som det fremgik af Information i weekenden, den ringe politiske interesse i at fremhæve succesen. Oppositionen har ikke det store behov, fordi det underminerer en væsentlig del af kritikken mod VK-regeringen. Og regeringen har på sin side heller ikke den store trang, da det svækker muligheden for at trække det nok så bekendte udlændingekort i den værdipolitiske debat, hvor kravet om stramninger hører til dagens orden.
At lykken heller ikke er gjort med integration på arbejdsmarkedet alene, fremgik af gårsdagens historie i Jyllands-Posten om, at flerkoneri, hvor kvinder lever undertrykt og gemt inde bag hjemmets fire vægge, er et kendt fænomen i muslimske miljøer. Det vidner om, at den kulturelle integration er lige så vigtig og ikke nødvendigvis følges med den sociale. Men arbejdsmarkedet er den absolut vigtigste faktor i en succesfuld integration, fordi arbejde skaber anerkendelse, kontakt og udveksling. Stille og roligt.
Og når 134.760 indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande eller 57 procent i dag er i arbejde, er det noget af en succeshistorie. Det vidner om, at det fleksible danske arbejdsmarked nærmest på trods af politikeres modarbejde og modkrav har formået at finde mindelige løsninger på det, der i værdipolitikken opfattes som uoverstigelige kløfter. Bederum og firmahovedbeklædninger hører i dag til dagens orden på mange danske arbejdspladser, fordi fornuftige arbejdsgivere betragter det som små og ligegyldige nødvendigheder, hvis man vil rekruttere nødvendig og kompetent arbejdskraft i 2009.
Hvis de danske politikere er for beskedne til at fremhæve den succes, må andre jo gøre det. Det går faktisk temmelig godt.