“Må jeg spørge dig om noget. Hvordan skal man gøre, hvis man vil skrive en opgave korrekt? Skal alle ordene være ens egne?” Gymnasieeleven Simon er forvirret. I hele hans skoletid har han kopieret tekster på nettet ind i sine opgaver, opgraderet sine engelske stile med interessante udtryk fra den elektroniske ordbog, og lånt sine opgaver til venner og klassekammerater, så de kunne aflevere hans stil i deres navn. Nu sidder journalisten fra Information og bruger ord som ‘at snyde’ og ‘plagiering’ om det, som for ham er en dagligdagspraksis.
Hans klassekammerat Maria er heller ikke sikker på, om hun snyder eller ej, når hun låner et par afsnit fra sin venindes stil.
“Det er vel at snyde, hvis man skriver direkte af? Men min veninde har lige afleveret en stil, som hun havde sat sammen af tre andres opgaver, og hun fik altså 12!”
Plagieringen breder sig i det danske uddannelsessystem, for generationen som i deres fritid deler musik, film og festbilleder over internettet lader det ikke blive ved det. De deler også tekster og skriftlige opgaver.
“Det er nærmest en gang om ugen, at vi mistænker nogle af eleverne for at have skrevet deres opgaver af, og hvor det i gamle dage kun drejede sig om matematikopgaver og oversættelse i sprogfagene, så er det nu også i de humanistiske og samfundsvidenskabelige fag. Ofte får jeg opgaver, hvor jeg kan se, at det kun er indledningen og konklusionen, som er elevens egen. Resten er citatmosaik,” siger Dorte Granild, som er dansklærer på Århus Stats gymnasium. Hun er holdt op med at bruge gamle eksamensopgaver, når hun giver dansk stil for. Sandsynligheden for, at eleverne giver hende en gammel opgave med et nyt navn på, er alt for stor.
Udviklingen vækker bekymring i Undervisningsministeriet.
“Vi har et meget stærkt fokus på det, for man skal jo kunne stole på, at den kongelige danske studentereksamen afspejler elevens reelle niveau,” siger Søren Vagner, som er uddannelseskonsulent i Undervisningsministeriet.
Og problemet stopper ikke, når de studerende får studenterhuen på og melder sig ind på de videregående uddannelser.
“Jeg vil tro, at dette er et stort og stigende problem på alle de danske universiteter, og det er bestemt ikke et pseudoproblem, for dels devaluerer det værdien af de studerende suddannelse, dels underminerer det jo hele den akademiske praksis,” siger Jens Oddershede, som er rektor på Syddansk universitet og formand for universiteternes rektorkollegie.
Hvor mange, der egentlig skriver af, er det svært at sige noget om. En amerikansk undersøgelse viser, at over 75 procent af de amerikanske collegestuderende har plagieret i deres skriftlige opgaver, og herhjemme har studieportalen, hvor gymnasieelever kan downloade skriftlige opgaver 166.000 brugere.
På de videregående uddannelser i Danmark er plagieringsfænomenet også i klar vækst, bekræfter Syddansk Universitet, RUC, Københavns Universitet og Århus Handelshøjskole, men det er stadig kun promiller, som bliver opdaget. På Århus Handelshøjskole har uddannelseschefen Torben Dahl i de sidste tre år haft i alt 51 alvorlige sager om eksamenssnyd, hvor af langt de fleste handlede om ulovlig plagiering. De fleste af disse studerende har fået annulleret deres eksamen, omkring halvdelen er derudover blevet bortvist fra studiet i et halvt år.
“Jeg tænker da ofte, er det her kun toppen af isbjerget? Og hvor stort er isbjerget så? Efter at vi er blevet mere opmærksomme på problemet, finder vi flere og flere. Sidste år fandt vi 19. For to år siden fandt vi fire i alt,” siger Torben Dahl.
Spørger man de studerende selv, er plagieringspraksissen udbredt. Gymnasieeleverne Simon og Maria mener, at stort alle deres klassekammerater havde kopieret bidder af andres tekster, da de sidste gang afleverede dansk stil. Og selvom den politstuderende Mikael Milhøj, som læser på Københavns universitet, understreger, at de studerende på økonomi-studiet skriver langt mindre af end gymnasieeleverne, anslår han alligevel, at mellem 25-30 procent af de økonomistuderende på hans årgang har skrevet dele af deres skriftlige afleveringer af, og at mellem 5-10 procent også har skrevet dele af deres 48-, 24- og 7- timers eksamensopgave af. Selvom han ikke selv skriver andres opgaver af, sender han villigt opgaver videre til sine venner og bekendte.
“Det er jo ret enkelt at sende en fil videre, og selvom man måske godt ved, at det er forkert, så tænker man ikke så meget over det. Det svarer vel til at stjæle en vindrue, når man går forbi en grønthandler,” siger han.
Karin Levinsen er lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet med speciale i universitetspædagogik og IT. Hun mener, underviserne slet ikke forstår omfanget af de unges plagieringspraksis.
“Det er meget svært at kontrollere plagiering, især på en universitetsuddannelse med store hold, hvor man ikke kender den enkeltes faglige niveau. Samtidig er underviserne på universitetet jo sjældent blandt frontløberne på IT området. Det gør det endnu sværere, for underviserne kan ikke forestille sig, hvad der er af muligheder, og hvordan de unge ser på fænomentet.”
Og Torben Dahl må også erkende, at det ofte beror på tilfældigheder, når de finder en studerende, som har plagieret.
“Engang fandt vi en, fordi censor syntes, at han havde læst opgaven før. Det viste sig, at den studerende havde kopieret en opgave fra en studerende på Ålborg Universitet.”
Og det er ikke kun de fagligt svage, som skriver af fra hinanden. Også de dygtige elever låner fra hinanden. Da Maria og Simons skolekammerat Klaus skrev sin store studieforberedende opgave, hvor karakteren kommer på studentereksamensbeviset lånte han et afsnit fra en af sine venner, som skrev om det samme emne, forkortede det og smed det ind i opgaven. Han fik 12 og har ikke dårlig samvittighed, for som han forklarer:
“De dygtige er jo netop også dygtige, fordi de er gode til at finde informationer og klippe mellem andres tekster. Hvis jeg skulle have et princip om, at jeg aldrig lånte de andre tekster, så ville det jo nærmest være konkurrenceforvridende.”
Også på universitetet har de studerende stigende problemer med at finde ud af, hvor grænsen går. Peter, som læser statskundskab, blev til sin forbløffelse bedt om at skrive sin bacheloropgave om, fordi han i et presset øjeblik havde sat et kapitel fra en gammel opgave ind i sit bachelorprojekt.
“Det er jo et grænsetilfælde ikke? Jeg skulle selvfølgelig have sat mig selv på som kilde og så omformuleret det. Det sagde min underviser i hvert fald bagefter. Jeg havde ikke selv tænkt over det,” siger Peter, som ofte kopierer citater fra andres tekster og opgaver ind i sine egne. Så længe han sørger for at omformulere teksterne, betegner han det ikke som snyd.
Per Christian Andersen, som er studiechef på Syddansk Universitet, mener, at der ligger et stort pædagogisk arbejde i at gøre de studerende opmærksom på reglerne for god citatskik. Ved en del af plagieringssagerne møder han nemlig studerende, som ikke helt forstår, hvorfor de har gjort noget galt og slet ikke forstår, hvor galt det egentlig er.
“Jeg har hørt en studerende sige ‘Jamen jeg kunne jo ikke formulere det bedre selv’, da jeg tog ham i plagiering. Og så står man jo der og må sige ‘Jamen, så skal du jo sætte det i citationstegn, så er der ingen problemer’,” siger Per Christian Andersen
Karin Levinsen er ikke forundret over diskrepansen mellem de studerende og undervisernes akademiske moralbegeber.
“De unge kommer fra en kultur, hvor de er vant til at klippe klistre med ting, som de har fundet på nettet. De unge føler jo heller ikke at de stjæler, når de downloader musik,” siger Karin Levinsen, som mener at universiterne vil møde problemet igen og igen i de næste 10 år, hvor de unge, som er født ind i en verden med internet og fildeling, sætter sig på forelæsningsrækkerne.
“De unge er stadig for gamle til, at computerne var rigtigt indført i undervisningen, da de gik i folkeskolen. Det vil sige, at IT og computere først og fremmest har været en fritidskultur. Hele den uformelle uddannelse, som de har fået, trækker de nu med ind i uddannelsessystemet.”
Netop kulturkløften mellem underviserne og de studerendes moralbegreber har den amerikanske antropolog Susan Blum undersøgt, da hun drog på feltarbejde i den amerikanske collegekultur. Hun påpeger, at de studerende svømmer i tekster.
“Jeg tror, at denne generation er den mest skrivende nogle sinde. De sender sms’er, de skriver wikipidia, de blogger, men de har lært at se skrift som noget, som altid er en kladde, og som derfor altid kan ændres, forbedres og ændres af andre. Tanken om at føle ejerskab for en tekst er meget fremmed for dem,” siger Susan Blum, som mener at dagens ungdomskultur er en ultrasocial samarbejdskultur.
“De er på Facebook til forelæsningerne, de sidder sammen, når de skriver opgaver, og de definerer arbejdet som en kollektiv proces. Netop derfor er det heller ikke pinligt at spørge, om man må låne en andens opgave og bruge den i sin egen opgave. Til gengæld vil det blive betragtet som mærkeligt, hvis man nægter at låne sit skriftlige arbejde ud,” siger Susan Blum, som har bemærket, at de unge er ligeglade med om de kopierer citater fra andre ind i deres opgaver, men til gengæld kan være stolte af en særlig interessant playlist på deres i-pod.
“Denne her generation er ikke særligt optaget af at være originale. De er optaget af at være kreative. Forskellen ligger i, at originalitet betyder, at man starter med ingenting og så skaber et værk, hvor kreativitet er et spørgsmål om at kombinere andres og egne ting på en ny måde. Med tiden vil denne generation måske ændre hele vores forestilling om intellektuelt ejerskab og dermed også normerne for god akademisk praksis,” siger Susan Blum.
Men endnu er det ikke denne generation, som leder uddannelsesinstitutionerne. Det gør tværtimod en generation, som stadig ser med skepsis på fænomener som Facebook, Wikipidia og Google Books, og hvis hele akademiske karriere har været afhængige af deres evne til at få videnskabeligt arbejde citeret af de rigtige mennesker de rigtige steder. En generation som naturligt nok er forfærdede over den nye generations sløsede omgang med tekster og citater.
“Den eneste måde at komme fænomenet til livs er at kraftig kontrol og stærke straffe. Jeg ville for eksempel ønske, at man kunne nægte en studerende optagelse på alle danske universiteter, hvis han var blevet taget i at plagiere. Som det er nu, kan man bare skrive sig ind i Århus, hvis man blev taget for at snyde hos os,” siger Jens Oddershede fra Syddansk Universitet. Her har man bedt alle studerende om at aflevere deres opgaver elektronisk, så man kan køre opgaven gennem programmet Safeassigment, hvis censor har mistanke om snyd. Så langt er de hverken gået på RUC, Københavns Universitet eller Århus Universitet. Karin Levinsen fra Danmark Pædagogiske Universitet mener, at man bliver nødt til at undervise i det, som hun kalder den digitale dannelse.
“Jeg taler meget med mine studerende om ophavsrettigheder, hvornår en kilde skal refereres, og hvad der er god akademisk citatskik. Det anser jeg for nødvendigt, netop fordi der er en stor gråzone mellem at plagiere, citere og så for eksempel kopiere for at øve sig. Men for at underviserne kan gøre det, kræver det jo en bevidsthed om problemet, som jeg ikke er sikker på findes på universitet nu”
Gymnasieeleverne Peter, Maria og Lars, som får studenterhuen på til juni, regner da også med, at de vil skrive mindre af, når de starter på universitetet, men som Maria siger:
“Det er mest, fordi jeg tror, at konsekvenserne ved at snyde vil være større på universitetet. Det er ikke fordi jeg synes, at det er vildt forkert at skrive af. Når alt kommer til alt, gælder det vel om klare sig bedst muligt på den nemmest mulige måde.”
Gymnasieleverne Maria, Simon og Lars og den statskundskabsstuderende Peter har ønsket at være anonyme