Den irske, nu 70-årige digter Seamus Heaney fik ikke Nobelprisen for ingenting. Hans digte fænger fra første ord, hver gang, også i den nye og til dansk oversatte samling District and Circle fra 2006, som titlen stadigvæk lyder i Niels Brunses helt fortræffelige version.
Her går indledningsdigtets ord på en ‘roehakker’, der “satte hælene i blandt trækar og trug med mask”, “i en tidsalder af bare næver og støbejern”. Og fængkraften skyldes ikke bare en personlig erindring hos mig om, hvordan min farfar i sit kalundborgske jernstøberi konstruerede en roehakker med navnet ‘Kolossal’, som blev en stor salgssucces. Den irske maskine havde et bredbringet brystpanser, der stod vagt på fire skrævende benskinner. “Det er sådan, Gud ser livet,” sagde den, “fra spiring til hakning”. Det er roe-kredsløbet. Og den selvbevidste roehakker afleverede spandfuld efter spandfuld af sin råskivede ædelse.
Det er godt og gedigent irsk og dansk, når kredsløbet og den store cyklus kommer til udtryk i redskaber og i sprogets maskineri. Digterens åbenlyse glæde ved tingenes verden, redskaberne, værktøjet, går igen fra bog til bog, som det også fremgik af det store udvalg, som Uffe Harder og Annette Mester fremlagde i Markarbejde (1994). Det er, som om den pælebankede jords fine skælven går direkte ind i redskabets skaft, når kropsstillingen detaljeret beskrives hos den, der svinger forhammeren.
Heaneys lyriske diktion er usædvanlig fortættet. Den er renset for fyldeord til fordel for fyldige ord, sammensatte nydannelser som ‘trækkraft-sødme’, ‘nedad-tyngde’, adjektiver som ‘gade-højrøstede’, ‘gummidolk-agtig’,’håndgemængsk’, hvor også oversætteren leger med.
Stedet og tiden er en slags overbegreber, idet lokalområder fra den nord-, jord- og ordirske barndom, fra den større omverden og fra kulturhistoriens evige marker, måske bevokset med asfodel, leverer tyk kolorit, hvor nutid, datid og fjern fortid indgår fine forbindelser af nærvær, der samler distrikt og cirkel, som bogtitlen symbolsk antyder. Den er ellers navnet på en strækning i Londons undergrundsbane, hvor to linjer kører ad samme spor, hvorefter poeten etablerer sine egne dybe undergrundsstationer. Masser af litterære og historiske allusioner minerer teksten, skjult og åbenlyst, som i den litterære tradition fra T.S. Eliot og Ezra Pound, men her indskrevet i markarbejde, som får det til at synge - ligesom de polske jernbanesveller tilrettelagt af gartneren som bedkant og af drengen bliver aflyttet som et forbidragende godstog: “Hver eneste træge, dunkende vogn,/og derefter rust, tidsler, stilhed, himmel.”
Sansningernes intime forbindelser på uventede steder skaber anelser om store sammenhænge, hvor alting kan ske, hvor individuelle, navngivne skæbner formes og nedbrydes. Hvor soldater fra Anden Verdenskrig vender hjem, blandt andet fra Montys ørkenkrig til bygdens lilleverden, og hvor måske solsorten synger i Glanmore.
Portrætdigte over ukendte og kendte er således en vej til overraskende livsmønstre. Digterkolleger fra nær og fjern inddrages, og det bogstaveligt, idet digte af dem parafraseres, blandt andet af Rilke, Seferis, Kavafis. Af T.S. Eliot - mærkbart som en anfægtelse, der med- og modarbejdes, især med humoren som middel - gives der via kollegaen Ted Hughes et lammende indtryk, da han udspørges om, hvordan det var at møde ham. Den store forgænger udtrykte det selv ironisk således: “How unpleasant to meet Mr. Eliot”. Her: “Når han så på en, var det som at stå på en kaj og se stævnen på Queen Mary komme ganske langsomt ind mod en.”
Seamus Heaneys nærkontakt er mere indbydende, åben og direkte som et varmelegeme, men ikke ufarlig ved sine understrømme og den fugtige mosegrund, hvor han blandt andet atter har haft et stævnemøde med den danske Tollundmand i forårshumør i det forhistoriske smat: “Hver grønhudet stængel smuldrede, fibrene, druknet-mus-agtigt, visnede hen, og hele den/slapvåde klynge mistede sin djærve duft.” Hvad sker der ikke i den danske undergrund set med irske øjne.