Sharif bliver vækket af hårde knytnæveslag. Han kigger op og ser sin bror og sin far. De tæsker løs på ham.
“Er du bøsse?” råber broren. “Får du den i røven?”
Det er svært at huske det hele præcist. Måske er det hans far, der råber. Men der er i hvert fald en kniv. Det ved han. Den har et blåt skæfte. Han har stadig ar på sin højre arm efter snitsårene.
Han kan også huske, at moren skriger i baggrunden.
“Det var voldsomt. Men jeg klarede den. Jeg er ikke noget offer,” siger den 24-årige Sharif i dag, seks år senere.
Han vil gerne fortælle sin historie, har han besluttet. Men det er vigtigt for ham, at folk ikke opfatter ham som en stakkel.
“Jeg har det jo godt. Jeg nyder livet. Det er meget sørgeligt for mig, at det er gået galt med min familie. Men jeg kan ikke opgive min seksualitet,” siger han.
Respekt betyder meget i Sharifs familie. Hans forældre er kommet til Danmark fra Ægypten. Og der er familiens ære langt vigtigere, end danskere kan forestille sig, fortæller han.
I Ægypten var faren oversergent i hæren. I Danmark har han arbejdet som opvasker og rengøringsassistent.
“Det har ikke været sjovt for ham,” siger Sharif. “Og prøv så at forestille dig at få en søn, der er bøsse. Det er sgu ikke lige det, han har drømt om.”
Så Sharif sagde ikke noget, da han opdagede, at han var homoseksuel. I stedet prøvede han at undertrykke den side af sig selv, som han vidste, hans familie aldrig ville kunne acceptere.
Når han hang ud med drengene hjemme i Brønshøj, var han den første til at råbe bøsserøv, hvis nogen ikke opførte sig mandigt nok. Og når han gik i byen, prøvede han at score piger ligesom de andre.
“Men når jeg så kom hjem med tøserne, var jeg helt kold. Jeg kunne ikke gøre noget med dem. Jeg tændte slet ikke på dem. Jeg blev bare mere og mere bange,” siger han.
Heller ikke besøg i moskeen i Bellahøj hjalp noget. Han fortalte imamen om sin sygdom. At han havde brug for hjælp. Og imamen bad for ham.
“Jeg kunne overhovedet ikke bruge det til noget. Han snakkede løs på arabisk, og det forstår jeg ikke ret meget af. Jeg sad bare og ventede på at komme ud derfra.”
Da Sharif har fået nok bank, kører broren afsted til en af sine venner for at hente nogle håndjern. Senere finder Sharif ud af, at nogle af hans brors venner har set ham aftenen før til Gay Pride i det indre København. Næste dag har hele kvarteret hørt om det. Og familien har besluttet, at han skal sendes til Ægypten.
“Jeg skulle derned for at blive opdraget til at være en rigtig mand. Men de ville aldrig kunne have fået mig igennem lufthavnen. Jeg ville bare være begyndt at skrige,” siger han.
Men det bliver ikke nødvendigt. For faren kan ikke holde ham alene, og det lykkes ham at stikke af.
Sharif løber med sin far i hælene igennem boligkomplekset, der er domineret af indvandrere. Han råber på hjælp, men ingen gør noget.
“Folk stod bare og kiggede. De vidste, hvad det handlede om,” siger han.
Så får han en ide. Han løber ind på en bodega. Der kommer ingen, som familien kender.
Først er reaktionen kølig. “Prøv at forestille dig det. Sådan en lille perker, der står og skriger op om, at han er bøsse og bliver forfulgt af sin egen far. En af gæsterne råbte med det samme, at jeg skulle skride.”
Samtidig er faren nået frem til bodegaen. Han står uden for døren og råber, at Sharif har stjålet penge fra ham og har slået sin mor.
“Jeg var vildt bange. Jeg troede, at de ville smide mig ud til ham.”
Men det gør de ikke. Indehaveren låser døren og ringer til politiet.
Kort efter bliver Sharif afhentet af en patruljevogn. Han bliver kørt til afhøring på Bellahøj Politistation og derefter sat af hos en bekendt på Nørrebro, hvor han kan bo et stykke tid.
“Det her handler ikke ret meget om islam. Min familie bruger Koranen som undskyldning. Men de er i virkeligheden ikke særlig religiøse. Det er ikke deres tro, der driver dem,” siger Sharif.
“Jeg er kommet hjem pissefuld flere gange. Og min bror er selv kriminel. Vi har også haft piger med hjemme. Det er mine forældre blevet stolte over. Og det er jo ikke ligefrem muslimsk.”
- Men hvis det ikke handler om religion, hvad handler det så om?
“Min familie er bange for, hvad andre familier vil sige om os. Hvis naboen finder ud af, at jeg er bøsse, vil han tænke, at det må være, fordi min far ikke har været mand nok til at give mig en ordentlig opdragelse. Jeg er sikker på, at hvis vi havde været den eneste arabiske familie i Danmark og ikke kendte nogen som helst, så havde det været lige meget, at jeg er bøsse,” siger Sharif, der tit ser et foto for sig, som hang hjemme i hans forældres stue. Det forestiller faren i fin militæruniform.
“Det er et rigtig flot billede. Man kommer i tanke om, hvad det er for en far, man har. Han har haft så mange soldater under sig. Han har haft så meget respekt.”
Og den respekt smittede af på resten af familien, der altid har arbejdet hårdt på at opretholde en værdig facade.
Sharif kan huske, at han engang havde lånt en kasse med Anders And-blade fra en pige i opgangen. Han var ikke ret gammel. Da hans mor opdagede det, gav hun ham bank.
“Naboerne skulle ikke tro, vi ikke havde råd til selv at købe vores ting,” fortæller han.
Efter overfaldet har Sharif egentlig besluttet at anklage sin far og bror for vold. Men han ender med at frafalde anklagen, fordi han ikke vil ophidse dem yderligere. Dog får broren polititilhold.
Alligevel bryder Sharif sig ikke om at bo i København. Hans bror har et så stort netværk blandt andengenerationsindvandrere, at han ikke føler sig sikker noget sted i byen.
En vejleder på Erhvervsgrunduddannelsen, hvor han går, hjælper ham med at få en plads på en højskole et sted i Jylland. Hun kører ham selv hele vejen fra København derover.
“Hun var som en mor for mig. Og det havde jeg brug for. Jeg var virkelig bange. Ikke bare for min familie, men også for at komme til Jylland. Jeg er jo københavner. Jeg havde aldrig været derovre før,” siger Sharif.
Men der er ingen grund til bekymring, viser det sig. Højskoleopholdet bliver en af de lykkeligste perioder i hans liv.
“Det var helt vildt. Jeg havde det selvfølgelig dårligt over, at jeg havde mistet min familie. Men de var alle sammen så søde mod mig. Jeg kunne fortælle dem om det hele. Der var et utroligt sammenhold. Det var virkelig en befrielse. Jeg gik bare rundt og smilede hele tiden,” siger Sharif, der fik hjælp af sine nye venner til at udleve sin seksualitet:
“De tog mig med på Pan i Århus. Og de hjalp mig med at tabe mig og få noget lækkert tøj og ring i øret. Jeg blev sådan en rigtig lækker lille bøsserøv.”
I dag er Sharif bestyrelsesmedlem i Sabaah, der er en forening for homo-, bi- og transseksuelle med anden etnisk baggrund end dansk.
I Sabaah har Sharif set, at mange andre unge også har oplevet, at deres familier ikke kan acceptere deres seksualitet. Og det er derfor, det er vigtigt for ham at fortælle sin historie.
“På en måde er det selvfølgelig ikke så opmuntrende at høre om, hvad jeg har været igennem. Men på den anden side viser min historie jo, at det godt kan lade sig gøre at springe ud, selvom man møder modstand derhjemme,” siger han.
Og hvad er også alternativet?
Sharif fortæller, at han har en veninde, der er lesbisk, og hvis muslimske familie heller ikke kunne acceptere hendes seksualitet.
“Faktisk havde vi en aftale om at gifte os. Så kunne vi have ladet som om, vi var en rigtig fin lille familie over for vores forældre, og samtidig kunne vi i hemmelighed have været sammen med dem, vi nu ville. Men hvor fedt havde det lige været? Det ville jo have været at leve på en løgn,” siger han.
I løbet af højskoleopholdet får Sharif en kæreste, som han bagefter flytter sammen med i en lille landsby på Djursland.
En dag ringer hans bror og fortæller, at deres mor er død.
“Han lød sød nok i telefonen. Jeg ved ikke, om jeg troede på det. Jeg ville nok også bare gerne hjem. Jeg græd hele vejen i toget,” siger Sharif.
Men han skulle ikke have troet på det. Moren er ikke død. Til gengæld venter hans far og bror på ham derhjemme. Han får bank af broren ude på toilettet, mens far står i den åbne dør og læser vers fra Koranen.
Bagefter bliver han låst inde på sit gamle værelse. Engang imellem bliver han hentet ud til en snak. Han nægter først at svare på spørgsmålene om, hvad det er, han laver med andre drenge. Men fra sin tid i den ægyptiske hær kender faren en effektiv forhørsmetode. Sharif skal stille sig med ansigtet mod en væg og hænderne over hovedet. Først når han svarer, må han tage hænderne ned igen.
“Det lyder måske ikke så slemt, men det gør sgu ondt, når man har stået der længe nok”, fortæller han.
Tilbage på værelset beslutter han at flygte. Han springer ud af vinduet. Lejligheden ligger på anden sal, men han hænger sig i armene fra vindueskarmen og lader sig falde ned på græsset.
Ad omveje ender han igen hos kæresten, der nu er blevet hans ekskæreste, i landsbyen på Djursland. Senere flytter han med en fyr, han møder, til Silkeborg.
Men Jylland er ikke længere lig med lykke.
“Jeg følte mig ikke hjemme. Jeg kendte ikke nogen. Og pludselig kunne jeg virkelig mærke, at jeg ikke havde nogen familie,” siger Sharif, der begynder at ryge hash meget ofte, til sidst hver dag, for at glemme.
Broren tillader ham dog ikke at fortrænge problemerne. Med jævne mellemrum ringer han og truer ham på livet. På en eller anden måde får han altid fat i mobilnummeret, selvom Sharif skifter hver tredje måned. Det må være, fordi han kommer til at give nummeret til nogle af de gamle venner fra Brønshøj, tror Sharif.
Det sidste års tid har Sharif boet på forskellige adresser i københavnsområdet. Han har været i behandling for sit misbrug og føler sig ovenpå igen.
Hans bror afsoner i øjeblikket en dom. Sharif ved ikke for hvad. Men han ved, at når han kommer ud, er det tid til at flytte væk fra byen igen. Selvom det betyder, at broren har opnået, hvad han vil.
“Han truer mig for at holde mig væk fra byen. Hans venner må ikke møde hans homobror. Så mister de respekten for ham,” siger Sharif og tilføjer:
“Han prøver at gøre mig bange. Men det er i virkeligheden ham selv, der er bange.”
Sharif var tæt på at gifte sig med sin homoseksuelle veninde, der ligeledes har muslimsk baggrund. Læs et interview med hende i næste udgave af Paradoks