De fleste kender måske hans navn fra tegneserien Calvin and Hobbes - den, der misvisende hedder Steen og Stoffer på dansk. Manden, vi taler om, er den første i parret - den schweiziske teolog og retslærde Jean Calvin (1509-1564).
I tegneserien er Calvin en impulsiv og fremmelig seksårig der - mere eller mindre konstant - er på forkant med udviklingen.
Det samme kunne siges om hans navnebror, teologen som inspirerede tegneserietegneren Bill Wattersons anti-helt.
Det er i disse dage 500 år siden, Jean Calvin blev født. Det fejres i hjembyen Genève. Og i fødelandet Frankrig, bliver jubilæet fejret med udgivelsen af en ny udgave af schweizerens samlede værker.
Det er det franske forlag Gallimard, der nu udgiver Calvins samlede værker i sin prestigiøse Bibliothèque de la Pléiade-serie. Det er en ære der kun overgår de helt store; Rousseau, Voltaire og andre sværvægtere.
Det er på tide. Jean Calvin var - og er - en væsentlig tænker; en mand hvis idehistoriske betydning næppe kan overvurderes. Han var - sammen med Martin Luther - den europæiske reformations væsentligste tænker.
Men i modsætning til Luther - der primært befattede sig med teologiske og metafysiske spørgsmål - var Calvin en engageret tænker, der gjorde meget for at etablere de samfundsmæssige betingelser for den reformerede kristendom.
Inspireret af Luther etablerede Calvin en protestantisk kirke i Genève. I sit mest berømte skrift, Institutio religionis Christianae (1536), redegjorde Calvin for de praktiske forhold i en protestantisk stat. Men han var også med til at etablere idealer om det repræsentative demokrati, magtadskillelseslæren og - hævder nogle - idealer om moderne forretningsetik.
Ved at grundlægge et præsteakademi i Genève i 1559 fik han indflydelse på reformationens udvikling i store dele af Europa. Og mange hævder - med en vis ret - at hans tanker om individets ret banede vejen for alpelandets banklovgivning.
Det sidste fremgår ikke af denne samling, men der er meget andet, der bekræfter Calvins betydning som demokratisk tænker.
Ideen om flertallets ret var en essentiel del af hans tænkning.
Men dette betyder ikke, at Calvins synspunkter dermed er spiselige for vores nuværende demokratiske ganer.
Han var også en praktisk politiker - og en hårdhudet sådan. I sin egenskab af de facto hersker i Genève var han ansvarlig for, at den spanske teolog og kætter Miguel Serveto blev brændt for blandt andet at tvivle på dogmet om den treenige Gud.
Calvins protestantisme var ikke for de blødsødne, noget man kan forvisse sig om i hans krasbørstige hug til anderledestænkende i Oeuvres - ikke mindst i skrifter som Contre les Libertins (Imod Libertinerne).
Det er let at dømme en mand fra en længst svunden fortid, og det er endnu lettere at fordømme hans synspunkter og handlinger.
Men Calvin var - det vidner de samlede værker om - ikke bare en benhård administrator, men også en dybsindig teolog.
Hans udlægning af Salmernes Bog fra det Gamle Testamente, kaldet Commentaires de psaumes, og hans À tous amateurs de Jésus Christ (Til alle elskere af Jesus Kristus), vidner om, at den strenge teokrat også var en from mand, der i ordets egentlige betydning frygtede Gud.
Det mest interessante skrift i Oeuvres er - historisk set - Congrégation sur l’élection éternelle (Om den evige udvælgelse).
Calvin var af den opfattelse, at Gud, allerede inden han havde skabt verden, havde udvalgt dem, der skulle frelses, og dem, der skulle gå fortabt. Denne såkaldte prædestinationslære betød, at ingen menneskelige handlinger - hvor attråværdige de end måtte være - kunne frelse én, hvis man allerede var fordømt af Gud.
Det er hård kost - ikke mindst hvis vi sammenligner det med vor hjemlige folkekirkekristendom i dens grundtvigske aftapning.
Det var dette skrift om prædestination, der inspirerede den store tyske sociolog Max Weber til at skrive det meget berømte - men sjældent forståede - skrift Die protestantische Ethik und der ‘Geist’ des Kapitalismus (1905). Heri forklarede Weber, hvorfor protestanter var mere driftige og mere økonomisk succesfulde end katolikker. Denne bog af Weber er bare et eksempel på Calvins betydning på europæisk idehistorie. Blandt de andre han inspirerede, kunne nævnes vor egen Søren Kierkegaard.
Calvins administrative geni - og benhårde styre - betød, at hans indflydelse blev større end Martin Luthers. Calvin inspirerede kirker i Holland, England - og dermed også USA.
Calvin og Luther respekterede hinanden, men blev gradvist rivaler, ikke mindst fordi de begge var påståelige og hadede at gå på kompromis.
Men trods de uenigheder, der eksisterede - især om nadveren - accepterede Calvin, at de lutheranske og calvinistiske kirker var en del af samme bevægelse.
Calvins egen katekismus var inspireret af Luthers forlæg. Og i sit skrift om andre kirkesamfund - Lettres diverses aux églises - er Calvin tolerant over for anderledes tænkende - så længe de ikke er katolikker begribeligvis!
Dette er en interessant bog, hvis man er interesseret i idehistorie, politik eller teologi- og hvis man har tålmodighed til at slå mange franske ord op i ordbogen.