MAN SKAL ikke tale grimt om de døde. Men man kan godt være uenig med dem. Da salig Mogens Glistrup i begyndelsen af 1970’erne sagde, at skattesnyderne var at sammenligne med frihedskæmperne under Anden Verdenskrig, var mange enige med ham. Hans parti fik i hvert fald 28 mandater i Folketinget i 1973. Men det gør ikke hans synspunkt rigtigt. Hvor irriterende det end kan være at betale skat, så er det en pinlig banalitet, at intet samfund kan eksistere uden indtægter. Man kan - selvsagt - diskutere, om skatteniveauet skal være 17 procent som i Hong Kong eller over 50 procent som herhjemme. Men synspunktet, at det er nobelt at snyde i skat, er og vil altid være en absurditet. Uden skat ingen stat!
AT SPØRGSMÅLET om skattebetaling igen er kommet op, skyldes de seneste måneders angreb på de forskellige skattely rundt om i verden. Ved G20-mødet i begyndelsen af april, blev landene efter tysk og fransk pres enige om en fælles aktion mod lande og domæner, der fungerer som skattefrie zoner. Lande som Schweiz, Luxembourg, Andorra og områder som de engelske dominions Cayman Islands, Jersey og Gibraltar skal ikke længere have mulighed for at gemme udenlandske borgeres penge. De kommer nu på den sorte liste.
Især i Tyskland har det længe været et velkendt problem, at kendisser som tennisspilleren Boris Becker og racerkøreren Michael Schumacher havde Steueroasen (‘skatteoaser’, bogstaveligt oversat) i fremmede lande.
Men problemet blev først politisk sprængfarligt, da det viste sig, at mange kendte erhvervsfolk havde placeret penge i Liechtenstein. Heinrich Kieber, tidligere ansat i det liechtensteinske finansfirma LGT Treuhand, modtog i 2008 4.2 millioner euro for en liste med 1.250 prominente tyskere, der havde konto i det lille skattely. En af dem, der blev ramt, var den administrerende direktør for Deutsche Post AG, Klaus Zumwinkel. At en så prominent erhvervsmand havde en skattefri konto i det lille naboland, gjorde sagen celeber og tilskyndede den tyske regering til øjeblikkelig handling.
I de seneste uger har den tyske regering - og derefter EU-Kommissionen - krævet, at lande som Schweiz inden et år rydder op og skaber ordnede forhold. Sker dette ikke, vil der blive indført sanktioner.
MEN SAGEN OM de mange skattely - eller Tax Havens - er ikke længere et kuriosum. Og det er ikke noget, der bare kendes fra vor store sydlige nabo. Tal fra de vesteuropæiske landes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, tyder på, at omfanget er større end nogensinde før. Det beløb, der overføres til skattefrie konti, svarer til 10 procent af de samlede lønindtægter i USA på et år. Det er et svimlende beløb. Og problemet er blevet værre.
Som beskrevet i gårsdagens Information er det muligt at få oprettet en konto i Schweiz på få minutter. Det har det muligvis altid været. Skattely har altid eksisteret. I det 12. århundrede var Vatikanet et skattefrit område - hvilket den katolske kirke nød godt af. Og Kanaløerne Jersey, Alderney og Guernsey har haft skattefri status siden 1204. Men at noget altid har eksisteret, betyder ikke, at det er rigtigt. Forsidens synder retfærdiggør ikke nutidens.
PROBLEMET I DAG er, at det nu er lettere end nogensinde før at overføre penge til et skattelyland. Indtil for ganske få år siden skulle man fysisk møde op med stakkevis af pengesedler eller til nøds værdipapirer i bedste Olsen Banden-stil. Men sådan er det ikke længere. Internettet har sammen med dereguleringen af finanssektoren gjort det relativt let at få overført sin løn til en schweizisk eller liechtensteinsk konto. Men nu er det slut.
G20-landenes initiativ er blevet mødt med forståelig vrede i mange af de lande, der nyder godt af de nuværende ordninger. Lande som Malaysia, Filippinerne og Uruguay føler, det er uretfærdigt, at lande i den rige del af verden starter en klapjagt på små ‘skatteoaser’. Men dette er ikke David mod Goliat i klassisk forstand. Dem, der lider mest under de nuværende forhold, er u-lande, ikke industrilande. Det er de fattige lande - lande, der normalt ikke har en effektiv skatteadministration - der mister flest penge ved, at deres rigeste borgere unddrager sig at betale skat. Det er ikke mindst for at sikre de fattige landes skatteindtægter, at det er nødvendigt at gribe ind over for de mange tax havens.
KAMPEN MOD skatteoaserne er et solidarisk og moralsk opgør og et udtryk for, at globaliseringens kasinokapitalisme ikke længere er acceptabel for verdenssamfundet.
Det er en glædelig udvikling og et tegn på, at markedet ikke altid vinder over den politiske vilje. Opgøret med skatteoaserne er et vigtigt skridt i den lange ørkenvandring mod økonomisk genopretning.