ROM - “Jeg kan ikke være sammen med en mand, der omgås mindreårige piger.”
Silvio Berlusconis kone, Veronica Lario, har fået nok og har nu har indgivet skilsmissebegæring.
“Jeg har forsøgt at hjælpe min mand, som man ville gøre med en person, der ikke har det godt. Det har været nyttesløst.”
Årsagen til den italienske ministerpræsidents forestående separation og skilsmisse er ikke noget mysterium. Da Berlusconis kone for et par år siden afkrævede sin mand en offentlig undskyldning, fordi han flirtede med en tidligere nøgenmodel, som siden er blevet udnævnt til ligestillingsminister, var der tale om et ultimatum.
Og nyheden om, at Berlus-coni i sidste uge deltog i en fødselsdagsfest hos en meget ung pige, som fortalte, at hun ofte besøger ministerpræsidenten på hans kontor i Rom, fik altså Veronica Lario til at kræve skilsmisse. Berlusconi forsøgte ellers at komme sin hustru i møde ved at slette en række fotomodeller og skuespillerinder fra sit partis kandidatliste til det forestående valg til Europa-Parlamentet, men lige lidt hjalp det.
“Jeg spørger mig selv, hvad det er for et land, vi lever i, når folk accepterer den politiske metode, man har set i forbindelse med sammensætningen af opstillingslisterne, og når et par kommentarer fra min mund er nok til straks at fremprovokere et tilbagetog,” siger Veronica Lario, der af de mest entusiastiske iagttagere nu betegnes som oppositionsleder.
Men hvorfor nyder en mand som Berlusconi fortsat massiv opbakning i den italienske befolkning?
Jo, ifølge Furio Colombo, tidligere chefredaktør på avisen L’Unità og nu medlem af deputeretkammeret for oppositionspartiet Partito Democratico, nærer mange italienere et skjult ønske om at blive politisk umyndiggjort:
“Berlusconi har været enormt dygtig til at understøtte en gammel tendens i det italienske folk, som af mange årsager og i mange århundreder har været vant til at blive regeret dårligt og derfor foretrækker at koncentrere sig om private interesser. Berlusconi har sandsynligvis fremmanet noget nedarvet: Forestillingen om, at han tager hånd om situationen, har dulmet en masse menneskers politiske bekymringer,” mener Furio Colombo.
Efter jordskælvet i Abruzzo for en måned siden er tendensen blevet særlig tydelig:
“Billederne af gamle mennesker fra jordskælvområdet i Abruzzo, som kysser Berlusconis hånd, er dybt ydmygende. Men de viser, at det er lykkedes at overbevise dem om, at Berlusconi passer på dem som en gud eller en enevældig konge. Det virker,” konstaterer Colombo med henvisning til de seneste meningsmålinger, som viser, at næsten 75 pct. af den italienske befolkning nærer tillid til ministerpræsidenten.
Det er tredje gang, Berlusconi har regeringsmagten i Italien, og spørgsmål vedrørende hans interessekonflikter og forbindelser til mafiaen synes kun at optage en meget lille del af befolkningen:
“Jo længere tid der går, desto tydeligere bliver det, at manipulationen af den offentlige opinion og tildækningen af sandheden, som var det ypperste mål i starten af Berlusconis politiske karriere, er ved at blive et underordnet element. Vi har nemlig at gøre med en offentlig opinion, der ikke føler sig ydmyget over at blive nægtet sandheden. Mange føler sig tværtimod lettede. Ønsket om at være i fred og passe sit eget har helt klart sejret,” siger Furio Colombo, som mener, at Berlusconis bedrift er enestående:
“Berlusconi har begået et mesterværk. Det er lykkedes ham at forvise borgerne fra det politiske liv. Han er ikke den første, der har forsøgt at gøre dette. Det er set før i andre dele af verden med mere ekstreme højreregeringer, men altid med sociale uroligheder til følge. Berlusconi er derimod den første, som har haft held med dette forehavende og stadig har kontrol over situationen.”
På paradoksal vis har venstrefløjens forsøg på at ansvarliggøre borgerne og engagere dem i det politiske liv bidraget til politikerleden:
“Borgerne har valgt at uddelegere ansvaret. Det er ikke kun i Italien, at borgerne har forladt det politiske liv. Det er et fænomen, man kan iagttage i demokratiske lande i hele verden. Men ligesom det skete under fascismen, er Italien længst fremme, hvad angår borgernes lede ved politik,” siger Furio Colombo.
Opinionsanalytikere vurderer, at nyheden om Berlus-conis skilsmisse højst vil resultere i en lavere valgdeltagelse blandt katolske vælgere ved Europa-Parlamentsvalget i juni.