Pigevold er eksploderet de seneste 10 år, og årsagerne er en ændret pigekultur, hvor den anden side af girl power er dystre værdier som ære og hævn.
Siden årsskiftet er tre sagesløse piger blevet mishandlet og truet på livet forskellige steder i Danmark.
På 10 år er antallet af strafferetlige afgørelser, hvor piger har udøvet vold 11-doblet. I 1997 opgjorde Justitsministeriets Forskningsenhed og Danmarks Statistik antallet af voldstilfælde til 26. I 2007 var det steget til 289 for piger i alderen 15-17 år. 2008-tallene er ikke færdiganalyseret endnu.
Fænomenet pigevold er baseret på, at pigekulturen har ændret sig de seneste 10 år. En del piger træder stadig mere markant frem som selvbevidste individer, hvilket har betydet en mere aggressiv drejning, der kan få et voldeligt udtryk. Den positive afstandtagen til flinkeskolen og den tavse piger har dermed fået en mere dyster variant. Piger, der ikke har så meget at have denne nye girl power i, søger magten på andre måder. Og den største magt er magten over et andet menneske. Værdier som ære og hævn er på kort tid blevet meget centrale, fordi kulturen i dag er bygget mere op om individet.
For 10 år siden havde unge aldrig brugt et ord som krænkelse, men det er ofte det, pigerne forklarer deres vold med: De føler sig krænket. Og deres våben er at krænke tilbage, og det resulterer i meget personlige ydmygelser - såsom at klippe håret af offeret og tisse på det. Der er ingen dybere idé med det, sådan som der var med tidligere tiders oprør. Det foregår impulsivt og i affekt, og derfor bliver det så voldsomt.
De piger, som ikke kommer med på kønsopsvinget, bliver sat helt af. De afsatte piger, er ofte piger, som fortsat bliver slået og holdt nede af fædre og brødre, og som nu - relativt set - har fået det endnu værre og dermed et større behov for at hævne sig.
Der er desuden et andet væsentligt aspekt af ungdomskulturen, som spiller en afgørende rolle. Barndommen bliver i dag stadig kortere, og børn allerede i otte-ni-årsalderen er fuldgyldige medlemmer af forbrugerræset. Meget tyder på, at vi har udviklet en kultur, der presser børn ind i voksenverdenen alt for tidligt, hvilket der bør sættes ind over for. Det gælder om at stoppe voldens fødekæde så tidligt som muligt.
Karakteristisk for selve voldsudøvelsen internt i pigebanderne er det, at pigerne gejler hinanden op og volden bliver provokeret frem. Der foregår et spil mellem pigerne, hvor de bliver enige om, at ofret skal straffes. Undervejs prøver pigerne nogle gange at overgå hinanden i forhold til, hvem der kan være mest ond.
Pigevold er i denne sammenhæng således ikke blot uskadelige lussinger. Den skræmmende udvikling bør blive en øjenåbner for kommunalpolitikere, der har med social- og børn/unge-områderne at gøre.
Det er derfor nødvendigt at fastholde de voldelige piger i et pædagogisk miljø, hvor de møder nogle voksne, som er i stand til at respektere den enorme vrede, som pigerne har. Det skal ske på døgninstitutioner, der kan skabe den bedste indsats over for piger med udadreagerende, truende og voldelig adfærd.
Det er følgelig afgørende at få etableret døgninstitutioner, som geografisk set dækker hele Danmark og ikke kun dele af Jylland samt Storkøbenhavn. De socialpædagogiske institutioner skal være målrettet pigerne og deres uhensigtsmæssige adfærd. Den hidtidige strategi med at anbringe voldelige piger på institutioner, der er domineret af anbragte drenge og mandligt personale er helt forfejlet.
Pædagogiske erfaringer viser nemlig, at pigerne så at sige drukner i drengene på de blandede institutioner. Drengenes store armbevægelser får således en uheldig indflydelse på de belastede piger. De aflæser, hvordan drengene får opmærksomhed på undernormerede institutioner. Det sker eksempelvis ved at kaste med inventaret eller have andre former for urolig adfærd.
En rollemodel i denne sammenhæng kunne være ‘Pigegruppen i Saxogade’ i København. Her arbejder man ud fra grundtanken om, at pigerne er bedst sammen. Hos Pigegruppen er pigerne ikke anbragt, men kommer frivilligt. Deres tese er således, at pigerne kan komme ud af deres problemer gennem et fællesskab med ligesindede.
De socialpædagogiske erfaringer er her, at pigerne ikke føler sig så forkerte i en sådan gruppe. Pigerne har stor forståelse for hinandens mangler. Og en pige, der tidligere har begået kriminalitet som én selv, er meget lettere at lytte til. Selv om pigerne får en bedre indsigt i dem selv og på, hvordan deres adfærd virker på andre, så får de også tryghed og stabilitet af nogle voksne, der er oprigtigt interesserede i dem.
Jesper Kent Mortensen er cand.mag. og diplomjournalist