Herren gav, Herren tog, Herren være lovet. Det er moralen i den gammeltestamentelige beretning om Job, som blev frataget alt, men fik det tvefold igen, da hans klage vendte sig til fromhed. Over denne beretning støbte den jødisk-østrigske forfatter Joseph Roth i 1930 en mere end fantastisk roman, som nu er blevet glimrende oversat til dansk. Roth var en af sin tids mest hyldede reportage-journalister og er kendt for storværket Radetzskymarch (1932), som slutter med skuddet i Sarajevo. Han levede sine sidste år i parisisk eksil, og her tog alkoholen livet af ham i 1939, inden kz-lejren med stor sandsynlighed ville have gjort det.
Når en roman hedder Job, ved man jo godt, hvordan det skal gå. Man ved jo godt, at helten, her en jødisk skolelærer og familiefar fra en lille russisk shetl, skal fratages alt. Og man tvivler stærkt på, at det skal gives ham tvefold igen, når vi nu er i romanens og ikke den religiøse magis univers. Alligevel måtte jeg under læsningen iagttage, hvordan mit narrative begær mod bedre vidende blev ved med at håbe, at måske gik det hele godt for denne Job, denne Mendel Singer, denne beskedne og fromme skolelærer, som halvvejs inde i romanen rejser med kone og datter til New York, hvor hans deserterede søn har fået stor fremgang som tekstilhandler.
Efter hundrede sider kan man ikke håbe længere. Det går for Mendel som for Job, og hans raseri kan begynde. Han er så rasende, at han går ned i det italienske kvarter og spiser svinekød. Han er så rasende, at han vil brænde sin bønnebog, som ellers har været hans trofaste følgesvend og jævnligt bragt hans krop i trøstende eller ekstatisk vuggen. Men her får vi en gribende skildring af, hvordan der netop i hans krop endnu bor en rest af gudsfrygt, som hindrer ham i at blive bogbrænder: “I sit hjerte var han vred på Gud, men i armenes muskler boede endnu frygten for Gud. [-] Nu vægrede hænderne sig ved at adlyde Mendels raseri. Kun munden, der så ofte havde bedt, vægrede sig ikke. Kun fødderne, der så ofte havde danset et halleluja til Guds ære, stampede nu takten til Mendels vredessang.”
Herren gav, Herren tog. Men det, der gives i denne roman, er så generøs en gave, at man ikke tøver med at tilslutte sig remsens tredje led: Herren være lovet. Eller måske rettere: Livet være lovet, romanen være lovet. Alt imens plottets logik driver romanen mod det store, uafvendelige tab, får vi øjebliksbilleder af liv så koncentreret, at man tænker, at ingen tab kan udviske det. Vi får prosa, der med så stor præcision indfanger tabets øjeblik, at nydelsen ved den præcise prosa er lige så stor som smerten over tabet. Og vi får lysende portrætter af bogens personer, der tegnes dels med episodens impressionistiske penselstrøg, dels med næsten arkaisk enkle, episke formularer.
Der er den første sides karakteristik af Mendel: “Gud havde givet hans lænder frugtbarhed, hans hjerte ligevægt og hans hænder fattigdom.” Der er skildringen af Deborahs moderkærlighed til sin yngste krøblinge-søn Menuchim, som bliver en allegorisk nøglefigur i romanen: “De ældste børn voksede og voksede, men deres sundhed gjorde moren beklemt, som var den en fjende af Menuchim, den syge. Det var, som åd den syge børn af den sundes kræfter, og Deborah hadede deres skrål, deres røde kinder, deres regelmæssige lemmer.”
Der er skildringen af den nat, hvor lysten mellem Mendel og hans hustru Deborah ophører; en højst mærkværdig skildring, hvor vi har medsyn med Deborah, som i en søvnløs, russisk nat iagttager sin ældede, nøgne krop foran spejlet og pludselig føler sig iagttaget af sin sovende mands åbne øje: “Det var, som om det åbne øje slet ikke var hans, for han sov endnu. Uafhængigt af ham havde det åbnet sig. En løsrevet nysgerrighed. Pupillen var lillebitte. Øjet mindede Deborah om en frossen sø med et sort hul i midten.”
Der er et utroligt øjeblik af forsoning mellem jøden og bonden (hvis ærkefjendskab romanen ellers fremstiller, så man bliver klogere på, hvorfor et bondeland som Danmark også er et fremmedfjendtligt land): på en vogntur hjem fra byen til shetlen overnatter Mendel på den nøgne jord lænet ind mod bonden Sameshkin, som plumpt fornærmer ham både som jøde og mand, men Mendel er pludselig ligeglad: “Pludselig kunne han tage let på det, han kunne forstå alt, natten befriede ham for fordomme. Han lagde sig sågar ind til Sameshkin som til en bror.”
Der er den empatiske skildring af den unge datter Mirjams mandegalskab: “Hendes hud havde sin egen erindring og huskede hvert eneste sted, hvor mændenes store, hårde og varme hænder havde rørt ved hende. Hendes lugtesans havde sin egen erindring og beholdt med kvælende troskab duften af mandesved, brændevin og læder.”
Jeg ville ikke blive færdig med Job; jeg gjorde alle mulige krumspring for ikke at læse de sidste 20 sider; jeg ville ikke fratages den store gave, som jeg havde fået forærende med denne bog. Jeg gik så langt i overspringshandlinger som til at skrubbe toiletvasken, og folk, der kender mig, vil vide, at så er jeg langt ude. Men i afkølet bagklogskab må jeg på det strengeste indprente, at man ikke snyder sig for slutningen.
Hvis dette havde været en nyskrevet roman, ville jeg sikkert have kritiseret slutningen for at være for sentimental og for at få plottets puslespil til at gå for godt op. Nu, på 80 års afstand, er jeg pisse ligeglad og giver mig hæmningsløst hen til den smertefulde lykke, som slutscenen vækker, og som jeg bedst kan sammenligne med den følelse, jeg får, når den helbredte blinde pige i slutningen af Chaplins City Light genkender den latterlige vagabond som sin elskede og velgører. Uden at røbe slutningens afgørende begivenhed (for den må og skal læseren selv erfare), kan jeg give en fornemmelse af dens tone; hvordan den plagede Mendel pludselig mærker “en sælsom og forbudt trang til at lægge sin gamle silkerepshue fra sig og lade solen skinne på sin gamle isse”; hvordan han pludselig husker sin afdøde hustru, fra før hun forvandlede sig til en irriterende kødklump ved hans side, og i taknemmelig erindring om smagen af hendes unge varme anråber hende: ‘Døde Deborah!’
Joseph Roth gav os en bog som Job, og den har ingen taget fra os. Gud ske tak og lov.