Informations mangeårige chefredaktør Børge Outze yndede at fortælle historien om dengang, han i oktober 1944 som leder af det illegale nyhedsbureau Information blev arresteret og fragtet til Gestapos hovedkvarter i Shellhuset midt i København. Samme dag var også den mand, Outze skulle have mødt i en lejlighed på Gammel Kongevej, blevet arresteret og udsat for hårdhændede forhør i Shellhusets kælder. Hans navn var Mogens Fog.
“Som ofte berettet oplevede den, der skriver disse linjer, en hovedrystende Gestapochef, der bekræftede et vidneudsagn om, at Mogens Fog var politisk forvirret - ein Wirrkopf,” skrev Outze i en stor leder på Mogens Fogs 60-års fødselsdag i 1964. “Han holdt taler til dem deroppe i Shellhuset; han manede nederlaget frem for dem, og han påtog sig ansvaret for alt! Og når de så troede, at nu nærmede de sig realiteter, viste det sig, at det var det moralske ansvar, han talte om. Detaljerne kendte han skam ikke noget til. Vidneudsagnet om den politiske forvirring blev dengang afgivet imod bedre vidende og på trods af den beundring, som enhver, der havde med Mogens Fog at gøre i besættelsestiden, følte med hver fiber.”
Da Mogens Fog i marts 1945 flygtede fra Shellhuset efter Royal Air Forces bombardement af bygningen, sad den anden del af Informations senere så legendariske redaktionsduo, Erik Seidenfaden, som leder af Dansk Pressetjeneste i Stockholm. Da Seidenfaden fik besked om bombardementet og Fogs uventede flugt, skrev han euforisk til en ven i København, at “knaldet forleden og dets forløb er jo uden overdrivelse en af Danmarkshistoriens mest mirakuløse hændelser”. Seidenfaden håbede, at Fog nu kunne vende tilbage til den dominerende rolle i Danmarks Frihedsråd, som Frode Jakobsen havde indtaget i hans fravær. “Dette ville simpelthen symbolisere den livsholdning og mentalitet, som vi foretrækker -“, skrev Seidenfaden.
Så stor var de senere chefredaktørers respekt og beundring for Mogens Fogs indsats i den danske modstandskamp. Da den varme krig få år senere blev til kold krig, kunne Informations respekt for Fog derimod ligge på et meget lille sted. Da var det ikke længere modstandshelten, men kommunisten, som var i fokus.
Mogens Fog (1904-90) var en af det 20. århundredes mest markante danske intellektuelle og politiske skikkelser. Professor i neurologi i en alder af blot 34 år. Ledende medlem af Frit Danmark og Frihedsrådet under besættelsen. Minister i befrielsesregeringen i maj 1945, æresdoktor ved både danske og udenlandske læreanstalter og rektor for Københavns Universitet under studenteroprøret i 1968.
Men han var igennem mere end 30 år også overbevist kommunist, og selv om det partipolitiske tilhørsforhold under krigen bevidst blev nedtonet for at styrke det tværpolitiske samarbejde i modstandsbevægelsen, bevarede Fog bag den pæne professorfacade en tæt kontakt til DKP’s ledende folk og arbejdede ihærdigt på også at gøre frihedskampen til en social og politisk kamp med kommunismen som det store endemål. Efter krigen blev Fog valgt til Folketinget “i tilknytning til” Danmarks Kommunistiske Parti (medlemskabet havde han af strategiske årsager frasagt sig i 1943), og han fungerede i årene efter krigen som en både karismatisk, charmerende og særdeles veltalende forsvarer for såvel DKP som Sovjetunionen.
For Informations chefredaktører, Outze og Seidenfaden, var det helt uforståeligt, at den mand, de havde beundret for hans kompromisløse kamp mod ét diktatur, nu med samme kompromisløshed forsvarede et andet diktatur, som oven i købet blev opfattet som en særdeles nærværende trussel mod dansk selvstændighed. Fællesskabet fra modstandskampen blev med Den Kolde Krigs indtog erstattet af et vedholdende forsøg på at bekæmpe Mogens Fogs politiske projekt.
I 1956 var spændingerne mellem Øst og Vest fortsat til stede, ikke mindst som følge af Sovjetunionens invasion af Ungarn i oktober samme år. Invasionen forstærkede et allerede ulmende fløjopgør i DKP, og Mogens Fog kom efterhånden stærkt i tvivl om sit tilhørsforhold til det parti, han havde støttet i mere end 30 år. Fog havde i flere avis-indlæg skarpt kritiseret den sovjetiske aggression, og hos såvel chefredaktører som journalister på Information såvel som andre aviser var der forhåbninger om, at den engang så respekterede modstandsmand nu langt om længe var parat til at bryde med den kommunistiske bevægelse.
I en tale på DKP’s kongres få måneder efter Ungarn-invasionen skiftede Fog imidlertid kurs og udtrykte vilje til forsoning med DKP’s hårde kerne, hvilket partiorganet Land og Folk ikke undlod at gøre opmærksom på i et noget selektivt referat. Omtalen af Fogs tale vakte et ramaskrig i den samlede presse. “Ålen i mudderet” havde nu atter bekendt kulør til fordel for Sovjet, lød kritikken, og Informations journalist Anker Randsholdt skrev stærkt fortørnet et privat brev til Fog: “Tænk- så sent som lørdag aften sad jeg under en drøftelse og erklærede, at De var ikke svindler”. Underforstået: Det havde Fogs tale understreget, at han alligevel var.
Også Erik Seidenfaden var forarget og skrev en meget kritisk leder om Fogs udtalelser. Kort efter modtog Seidenfaden et brev fra konfliktens hovedperson: “Kære Seidenfaden”, skrev Fog. “Nej, den artikel i går kan De ikke være bekendt! På grundlag af et referat som - koncentreret og løsrevet af sin sammenhæng - nødvendigvis må give et helt falsk billede af hvad jeg udtrykte, og uden så meget som at spørge mig først om min mening, sætter De Dem til skrivebordet og, ja, rent ud: falder over mig (-) De burde dog kende mig så meget, at De på forhånd måtte gå ud fra, at jeg ikke siger ét det ene sted og et andet, når jeg taler i lukkede forsamlinger”. Det sidste var Seidenfaden ikke længere overbevist om var rigtigt.
Fog havde også forsvaret sig i et vredt brev til Anker Randsholdt, men hvis Fog havde håbet på forståelse, var svaret fra Informations journalist en eklatant skuffelse: “De taler om ‘meningsdivergens’ m.h.t. Ungarn”, skrev Randsholdt direkte til Fog. “Jeg forstår ikke denne sprogbrug. Var det f.eks. også en ‘meningsdivergens’, De havde med nazisterne under krigen - er der ikke tale om to verdener med en afgrund imellem? Kan man have en ‘meningsdivergens’ om f.eks. anvendelsen af tortur, falske anklager, hængning efter standret, undertrykkelse af ytringsfrihed, som det er sket, brud på løfter om frit lejde, vold og terror - ja undskyld, men her kan jeg ikke følge med.”
I et senere brev til Fog konkluderede Randsholdt, at “verden er delt i to svinestier, men den vi lever i, er nu alligevel den reneste”. Det var Fog fortsat ikke enig i, og der skulle gå yderligere knap to år, før han sammen med Aksel Larsen brød med DKP og stiftede SF. Det mildnede efterhånden Informations syn på Fog, men Børge Outzes sans for spydigheder fornægtede sig ikke, da han i sin fødselsdagsleder fra 1964 bemærkede, at Mogens Fogs politiske ageren efter krigen havde givet indtryk af, at modstandsbevægelsens frygtløse og intelligente Wirrkopf rent faktisk havde været noget politisk forvirret! “Sært, at nogen i store og afgørende spørgsmål kan tage så afgjort fejl efter at have handlet så rigtigt”, skrev Outze og forsøgte sig med et svar på fænomenet: “Personlighedsspaltning?”
På trods af Outzes eget spaltede forhold til Fog var det imidlertid sigende for den ændrede stemning i 1960’erne, at lederen om Fog sluttede således: “Han kan lide menneskeheden, og sådan noget kan godt blive gensidigt. I Fogs tilfælde: Trods alt.”
Da Mogens Fog få år senere satte sig i rektorstolen på Københavns Universitet og skulle forsøge at håndtere det ulmende studenteroprør, hørte Information til rektors varmeste støtter. Da havde avisen imidlertid også foretaget et betragteligt skridt til venstre i dansk politik - og skribenterne hed nu oftere Ejvind Larsen og Lasse Ellegaard.
Morten Møller er historiker på Det Kongelige Bibliotek og udgiver i morgen en biografi om Mogens Fog på forlaget Gyldendal. Biografien anmeldes i morgendagens Information