Hinduja Rajendrams tidligste erindringer om kastesystemet går tilbage til de første skoleår i Sri Lanka.
“Jeg kan huske, at der var nogle flotte piger, som jeg ikke måtte lege med. De sad altid på forreste række i klassen, mens jeg og min søster sad på bageste. En dag tilbød min lillesøster en af pigerne sin blyantspidser for at kunne sidde forrest i klassen sammen med hende. Da lærerinden opdagede det, fik min søster et slag med bambuspinden og blev sendt tilbage til sin plads bagest i klassen,” fortæller Hinduja.
Dengang vidste hun ikke, hvad det drejede sig om, og hendes forældre fortalte hende ikke noget om kastesystemet, før hun som teenager selv begyndte at spørge. I mange år anede hun ikke, at hun var fra en lav kaste og dermed befandt sig på bunden af samfundet.
“Jeg forstod ingenting dengang. Jeg var jo ligeså pænt klædt på som de andre piger, men det gjorde ingen forskel,” siger Hinduja Rajendram, der i dag studerer engelsk på Københavns Universitet.
Da borgerkrigen brød ud i Sri Lanka i 1983, besluttede familien Rajendram sig for at komme væk. Faderen tog til Danmark i 1986 for at arbejde, mens moderen blev i det borgerkrigshærgede land med fem børn. Hinduja var den ældste og den gang godt syv år.
“Det var ikke nemt for nogen af os, allermindst min mor. Vi ventede i næsten tre år, før det blev muligt for os at blive familiesammenført med vores far.”
Som ni-årig ankom Hinduja og hendes familie til Danmark.
“Det var meget mærkeligt at komme til Danmark. Jeg husker, at vi mødtes meget ofte med en masse andre tamiler. Vi var allesammen så sårbare og afhængige af hinanden, at kasterne mistede deres betydning” fortæller Hinduja.
Hun erindrer det som en forvirrende og hård tid, men også hyggelig med masser af besøg. Efterhånden som tamilerne blev etableret, og udsigten til at komme hjem til Sri Lanka fortog sig med borgerkrigen, svandt besøgene ind, og kasterne genvandt deres betydning.
“Jeg tror, folk etablerede sig med deres egne kaster, efterhånden som de lærte hinanden at kende. Folk, vi havde snakket meget med, holdt op med at komme på besøg hos os og hilste ikke, når vi mødte dem på gaden. Det var meget mærkeligt,” fortæller Hinduja. Da Hinduja og hendes jævnaldrene kom i puberteten, mærkede hun for alvor til kastesystemet på egen krop. Hun var kommet i den alder, hvor man kan blive forelsket - også i en fra en anden kaste.
“Engang til en tamilsk fest satte jeg mig ved siden af min gode veninde. Kort tid efter blev hendes bror kaldt væk fra bordet og kom ikke tilbage. Faderen var bange for, at der skulle blive snakket om hans højkastesøn og mig, som jo var fra en meget lavere kaste. Kontakten var i sig selv farlig,” fortæller Hinduja.
Hun oplevede også, at veninder pludselig ignorerede hende og så ned på hende, så venskabet ebbede ud. Det frustrede hende, men hun forstod ikke, hvorfor en kaste skulle komme i vejen for venskaber og kærlighed, men kunne sjældent gøre noget ved det. I dag oplever Hinduja, at grænserne har flyttet sig for en del af de unge tamiler.
De har flere muligheder og videre grænser, men mange traditionelle forældre forsøger stadig at begrænse deres børns færden i én bestemt henseende, nemlig ægteskabet.
“Jeg kender en, der er kærester med en højkastepige. Hvis hendes forældre finder ud af det, vil hun straks blive giftet bort. Der kommer heller aldrig unge højkastepiger på besøg hos mine forældre. De kunne jo risikere at blive forelsket i én af mine brødre,” fortæller Hinduja. Hun har også oplevet flere af sine traditionelle venner give udtryk for, at de kun vil gifte sig med en fra deres egen kaste.
“Når forældrene og deres søn skal finde en pige til et arrangeret ægteskab, kigger de først og fremmest på kasten. Derefter vurderer de hendes ry. Ingen mand vil have en kvinde med et blakket ry. Derfor er der ingen, som interesserer sig for fraskilte tamilske kvinder. Mange går bevidst efter en fra deres egen kaste, så de ikke får problemer med deres forældre,” fortæller Hinduja.
Men hun oplever dog også det modsatte, nemlig at flere forældre accepterer forhold på tværs af kaster. Især hvis de lover at vente med ægteskab, til uddannelsen er overstået.
“Der er sket forandringer. Det er blevet nemmere at være kæreste med en fra en anden kaste og flere forældre accepterer barnets valg. Det er dejligt, at man kan leve sin kærlighed ud trods kastesystemet,” siger Hinduja, der tilføjer, at det dog ikke gælder alle tamiler.
Hinduja har fået en del ægteskabstilbud. Hun og hendes søstre har sågar fået tilbud fra mænd af en højere kaste, hvilket er sjældent, men det har noget med hendes høje uddannelse at gøre.
“Det tæller meget på bundlinjen, at man har en høj uddannelse, ligesom det selvfølgelig er vigtigt med det gode ry. Men måske har det også betydning, at der er relativt få tamiler her i Danmark i 30’erne, der er ugifte,” siger Hinduja.
“Jeg er ligeglad med, om jeg har et godt ry eller ej. Hvis folk snakker dårligt om mig, er der ikke noget pres på at få mig gift, fordi med et dårligt ry har man svært ved at blive gift. Det giver mig mere frihed. Jeg skammer mig ikke over min kaste, og jeg er ligeglad med om mine søskende gifter sig med en tamil eller en dansker,” siger Hinduja Rajendram.