“Vi har indset, at markedet har et klart behov for at blive reguleret. Anderledes kan det ikke være,” siger vicedirektør i Verdensbanken Lars Thunell, når han bliver spurgt om, hvilken betydning den økonomiske krise har haft for idéen om Washington-konsensus.
En ide, som Verdensbanken i manges øjne har stået som en af de mest markante bannerfører for, og som samtidig er en af de på en gang mest roste og udskældte idéer i nyere økonomisk historie.
Washington-konsensus så første gang dagens lys, da den liberale økonom John Williamson i 1989 sammenfattede de ti politiske tiltag, som en udviklingsøkonomi nødvendigvis må tage for at blive en moderne økonomi. Inspireret af tanker i Verdensbanken samt IMF og det amerikanske finansministerium, institutioner, der alle har hjemme i Washington - heraf navnet - var det Williamsons grundlæggende ide, at økonomisk udvikling hænger tæt sammen med omfattende liberalisering af markedet samt mest mulig privatisering og mindst mulig stat.
Den yderst liberale ide fik siden enorm indflydelse, fordi institutioner og lande verden over i stigende grad begyndte at knytte lån og bistand til udviklingslande sammen med disse krav. Også Verdensbanken, der intensivt har arbejdet med at koble bankens milliardlån til verdens udviklingslande sammen med krav om krav om liberalisering og privatisering.
Sådan var det i hvert fald, indtil den økonomiske krise satte ind og gjorde det tydeligt, at staten spiller en vigtig rolle som regulator, når store banker går konkurs og markedet bevæger sig på kanten af et sammenbrud.
En udvikling, der har gjort stærkt indtryk i Verdensbanken, lyder det fra svenske Lars Thunell, som til dagligt har ansvar for Verdensbanken privatsektor-del, International Finance Corporation. Ifølge ham har Verdensbanken lagt den rene Washington-konsensus bag sig til fordel for en mere fleksibel forståelse af stat og marked.
“Jeg vil stadigvæk sige, at der grundlæggende ikke findes noget eller nogen, som er bedre end markedet til at omfordele penge og vare. Men krisen har vist, at markedet har behov for at blive reguleret og begrænset. Og vi har også set, at regulering, der kun er rettet mod dele af markedet frem for det samlede marked, kan være lige så katastrofal som ingen regulering. En af hovedårsagerne til finanskrisen var netop, at man fra politisk side i USA var for optaget af - gennem regulering - at gøre det muligt at låne og købe huse billigt. Problemet var bare, at man ikke så på de billige låns betydning for resten af markedet, som var næsten ureguleret. Den balance mellem for meget og for lidt regulering, tror jeg, vi alle har fået meget større respekt for i dag.”
- Også i Verdensbanken? Jeg tænker på jeres brug af principperne i Washington-konsensus?
“Bestemt. Vi er også blevet mere fleksible på det område. Det tror jeg, mange er. Især i lyset af problemerne i banksektoren og staternes rolle i redningen af bankerne. Diskussionerne om nationaliseringer, og hvad staternes engagement i bankerne skal munde ud i, er utrolig interessante. Jeg tror generelt, Europa er bedre forberedt, fordi flere lande her allerede har både gode og dårlige erfaringer fra tidligere med bankkriser. Hertil kommer, at mange europæiske lande har erfaret, at det med succes kan lade sige gøre at have statsejede selskaber, så længe politik og forretning bliver adskilt. Statoil i Norge er et godt eksempel på et fremragende drevet statsligt selskab. I modsætning til det har USA nok flere problemer lige nu, fordi de har færre erfaringer med statsejede selskaber, og deres syn på forholdet mellem marked og stat er generelt mere sort-hvidt. Lige nu ser man for eksempel, at kongressen forsøger at detailregulere banksektoren, hvilket er et stort problem i den amerikanske bankpakke, fordi de ender med at blande politik med bankdrift.”
Inden Lars Thunell kom til Verdensbanken, stod han i starten af 1990’erne blandt andet i spidsen for det statsejede selskab Securum, der fik ansvar for at nationalisere en række krak-truede banker i forbindelse med, at Sverige oplevede en alvorlig bankkrise.
I dag betragter mange økonomer de svenske erfaringer som forbilledlige, fordi det på en gang lykkes den svenske stat at overtage bankerne, inden krisen for alvor bed sig fast i samfundsøkonomien. Og fordi den svenske stat samtidig fik ændret en række uhensigtsmæssige praksiser i bankerne og i sidste ende formåede at privatisere bankerne igen med stor økonomisk gevinst.
Verdensbankens vicedirektør vil ikke direkte sige, at for mange lande har været for berøringsangste i forhold til at nationalisere deres banker, som Sverige gjorde det. Men - siger han - det svenske eksempel indeholder nogle erfaringer, alle kan lære af.
“Det ene er, at det kræver vidt forskellige færdigheder at drive en kriseramt bank og en normal bank. I den kriseramte bank er det langt vigtigere at have folk med viden om ejendomsmarkedet og forhold i industrien, fordi sammenbrud i banken direkte påvirker de forhold. Det kan man så enten bringe ind i banken ved at lade staten overtage den, som vi gjorde i Sverige. Eller man kan, som man ser det i flere lande lige nu, gøre det indefra ved at kræve forandringer til gengæld for lån - dog uden at staten overtager ejerskabet. Begge måde kan fungere, det er bare vigtigt, at man gør det.”
“Det andet, som den svenske regeringen gjorde rigtigt på det tidspunkt, var, at den fik skabt bred politisk opbakning til nationaliseringen. På den måde udviklede bankkrisen sig ikke til et politisk slagsmål med oppositionen, hvilket var vigtigt for stabiliteten i samfundsøkonomien,” siger Lars Thunell.
Og så havde den svenske stat fra starten en strategi for, hvordan den skulle komme ud af bankerne.
“Ja, den exit-strategi var også en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor det endte med at gå så godt, som det gik. Noget andet var, at vi havde klare regler for god selskabsledelse i Securum. Bestyrelsen bestod af politisk udpegede repræsentanter og folk fra erhvervslivet, hvilket forhindrede, at de politiske hensyn tog over.”