CAMBRIDGE - Det kan tage få måneder, det kan tage et par år, men i sidste ende skal det nok lykkes USA og de andre højt udviklede økonomier at overvinde den aktuelle krise. Verdensøkonomien vil imidlertid næppe blive den samme.
Selv om det værste skulle være overstået, vil vi formentlig skulle indrette os på en verden, som er mindre globaliseret, hvor den internationale handel vokser i langsommere tempo, hvor ekstern finansiering er mere begrænset, og hvor lysten i de enkelte lande til at køre med løbende underskud vil være betydeligt formindsket. Varsler dette ilde for udviklingslandene?
Ikke nødvendigvis. Vækst i Den Tredje Verden kommer i reglen i tre forskellige varianter:
- Den første er den vækst, der drives frem af udenlandsk låntagning.
-Den anden er vækst som biprodukt af boom i råvarepriser.
-Den tredje er den vækst, som følger af økonomisk omstrukturering og diversificering til nye produkter.
De to første modeller er i større fare end den tredje.
Men det er der ingen grund til at ligge søvnløs over, da de har indbyggede problemer og i sidste ende er uholdbare. Hvad der bør vække større bekymring, er den potentielle situation for landene i sidste gruppe. Disse lande bliver nødt til at foretage større ændringer i deres politikker for at tilpasse sig de ændrede realiteter.
De to første vækstmodeller fører uvægerligt til uhensigtsmæssigheder. Udenlandsk låntagning kan gøre det muligt for forbrugere og regeringer at leve over evne for en tid, men afhængighed af udenlandsk kapital er en uklog strategi. Problemet er ikke kun, at udenlandske kapitalstrømme kan skifte retning, men også, at de producerer den forkerte form for vækst baseret på overvurderede valutaer og investeringer i ikke-handlede varer og tjenester såsom boliger og byggeri.
Vækst drevet frem af høje råvarepriser er også sårbar over for sammenbrud og af lignende årsager. Råvarepriser har tendens til at bevæge sig i cyklusser. Når de er høje, er de tilbøjelige til at fortrænge investeringer i fremstillingsvirksomheder og andre ikke-traditionelle handelsvarer. Desuden har prisstigninger på råvarer ofte grimme politiske konsekvenser i lande med svage institutioner, hvilket fører til omkostningskrævende kampe om ressourcerenterne, som sjældent investeres fornuftigt.
Det er således ikke overraskende, at de lande, der har skabt stabil og langsigtet vækst over de seneste seks årtier, er dem, der har satset på den tredje strategi: at fremme diversificering af forarbejdede produkter og andre ‘moderne’ varer.
Ved at erobre en voksende andel af verdensmarkedet for forarbejdede produkter og andre ikke-primærprodukter har disse lande øget deres indenlandske beskæftigelsesmuligheder inden for højproduktivitetsaktiviteter. Deres regeringer har ikke kun stræbt efter sunde ‘grundlagsparametre’ (de såkaldte fundamentals, f.eks. makroøkonomisk stabilitet og en internationalt opsøgende orientering), men også efter, hvad man kan kalde ‘produktivistiske’ politikker, herunder undervurderede valutaer, industripolitik og finansiel kontrol.
Kina eksemplificerer denne fremgangsmåde. Dets vækst blev næret af en usædvanlig hurtig strukturel omlægning i retning af stadig mere sofistikerede industrivarer. I de seneste år har Kina også kunnet akkumulere et stort handelsoverskud over for USA - modstykket til dets undervurderede valuta.
Men Kina er ikke alene her. Lande, der præsterede i hastig vækst frem til optakten til det store krak i 2008, havde typisk handelsoverskud (eller meget lille underskud). Disse lande ønskede ikke at være modtagere af kapitaltilstrømning, fordi de indså, at dette kunne få ødelæggende følger for deres behov for at opretholde konkurrencedygtige valutaer.
Det er nu konventionel visdom, at store betalingsubalancer - med de bilaterale amerikansk-kinesiske handelsforbindelser som skoleeksemplet - spillede en væsentlig rolle i sidste års store krak. Global makroøkonomisk stabilitet forudsætter, at vi undgår sådanne store ubalancer på betalingsbalancens løbende poster i fremtiden. Men en tilbagevenden til høj vækst i udviklingslandene vil på sin side forudsætte, at de genoptager deres satsning på omsættelige varer og tjenesteydelser.
I fortiden blev denne satsning tilgodeset af velvilje i USA og et par andre udviklede nationer til at køre med store handelsunderskud. Det er ikke længere en realistisk strategi for udviklingslande med høj- eller mellemindkomst.
Er kravene om global makroøkonomisk stabilitet og vækst for udviklingslandene så i modstrid med hinanden? Vil udviklingslandenes behov for at generere store stigninger i udbuddet af industriprodukter uundgåeligt støde mod verdens manglende tålsomhed over for handelsubalancer?
Faktum er, at der ikke er nogen iboende konflikt her, når blot vi forstår, at det afgørende for vækst i udviklingslandene ikke er størrelsen af deres handelsoverskud, og heller ikke omfanget af deres eksport. Det afgørende er deres produktion af moderne industrielle varer (og tjenesteydelser), som kan udvides uden begrænsninger, så længe den indenlandske efterspørgsel ekspanderer samtidig.
At fastholde en undervurderet valuta har den fordel, at det understøtter produktion af sådanne varer, men også den ulempe, at den tynger det indenlandske forbrug - hvilket er grunden til, at det genererer et handelsoverskud. Ved at fremme den industrielle produktion direkte er det muligt at nyde godt af fordelen uden at lide under ulempen.
Der er mange måder, hvorpå dette kan ske, herunder ved at mindske omkostningerne ved de indenlandske input og tjenester gennem målrettede investeringer i infrastruktur. Eksplicitte industripolitikker kan være et endnu mere potent instrument.
Det centrale punkt er, at udviklingslande, der er bekymrede over konkurrenceevnen for deres moderne sektorer, kan tillade sig at lade deres valutaer opskrive (på reelle vilkår), så længe de har adgang til alternative politikker, der kan fremme industrielle aktiviteter mere direkte.
Så den gode nyhed er, at udviklingslandene kan fortsætte med at have høj vækst, selv om verdenshandlen drosler ned, og selv om appetitten på kapitalstrømme og handelsunderskud er mindsket. Deres vækstpotentiale vil ikke nødvendigvis blive alvorligt ramt, så længe konsekvenserne af denne nye verden for indenlandsk og international politik er forstået.
En af implikationerne er, at udviklingslandene vil blive nødt til at indføre reelle industripolitikker i stedet for dem, der fungerer igennem valutakursen.
En anden er, at eksterne politiske aktører (f.eks. WTO) vil blive nødt til at være mere tolerant over for disse politikker, så længe deres indvirkning på handelsbalancer bliver neutraliseret gennem passende justeringer i den reelle valutakurs. Øget brug af industripolitikker er den pris, der må betales for reduktion af de makroøkonomiske ubalancer.
Dani Rodrik er professor i international politisk økonomi ved Harvard University
© Project Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen