Han har skrevet ‘Cocaine’ med bogstaver, der løber som snot ud af Mick Jaggers næse. Han har tegnet sig selv med forskellige masker. Han har tegnet Satan med hans hippierevisor. Han har tegnet en dame på et kommunekontor, der er blevet skudt. Og han har tegnet et skib med en mand, der solbader på dækket omgivet af våben og et par lig og en fange i et bur.
Hans streg er meget smuk. Hvis Politikens I Byen-sektion var en streg, ville den være Boeskovs. Den er blød, tjekket, velkendt og ufarlig.
Problemet med Boeskov er ret generelt for autodidakte kunstnere. Deres greb er overskridelse, og symbolsproget er overdrevet af frygt for, at noget af betydning går tabt. Lidt fisse, en stiv pik, nazi, jihad, masser af våben, narko, Mærsk, tju bang chokoladesovs (af kakao selvfølgelig, lort er alligevel for ulækkert) hvor det går. Boeskov ser sig selv som den modige revser, der har gennemskuet samfundet, og som tør italesætte ubehagelighederne. Og hvis nogen synes, det minder om et klassisk ungdomsoprør, er det ikke helt ved siden af. Boeskov er for Statens Museum for Kunst, hvad de autonome er for Hyskenstræde i København. Han har i hvert fald spiddet kapitalismen nogenlunde lige så elegant, og at give ham en udstilling i Kobberstiksamlingen virker ligeså absurd som at give de unge et hus. Det er ungdomsoprør for fanden, man hopper da heller ikke ud af vinduet, når ens teenagepige siger, gå af helvede til far. Eller putter en kam op i røven, når teenagesønnen beder én om det. De unge prøver grænser. De har behov for en klippe, de kan spille op ad. Og hvis bolden ikke kommer tilbage, når de sparker, så finder de bare et andet sted at skyde næste gang.
Om Statens Museum for Kunst skal være en klippe eller en blød bølgende mark, må være op til dem selv, men de har i hvert fald hyret Jakob Boeskov, fordi de har en idé om, at et museum også skal være kontroversielt og ungdommeligt. Det er altså noget med at skabe debat, udfordre de gængse holdninger og prøve grænser af.
Og hvilke tabuer er det så lige, at Boeskov udfordrer? Dem, som gør ondt? Hustruvold? Slår han sin kæreste? Incest? Knepper han sin søster? Pædofili? Leger han jordbærlege med børn? Blander han sig i rigtig politik? Tør han mene noget som helst om noget som helst af betydning? Nej, men det er ikke engang det ringe emnevalg, der er værst. Det er det lave abstraktionsniveau. Det hele er lige på og hårdt. Boeskov som poetisk rebel med tamme digte, spaltet personlighed og billeder af våben, stoffer, kranier, død. Med små latterlige, meningsløse afstikkere såsom en tegning af en knap, hvor der står ‘NYC ORGONE BOX’, hvoraf det midterste ord er lånt fra Freud, som så danner en rød tråd til Boeskovs alter ego ‘Siggimund’, uh ha uh ha hvor er det dybt … Det er så dybt, så selv en myre ville kunne kigge over kanten, når den ligger på ryggen.
Er det snobberi, når man beder om lidt finesse? Måske. Og det kan også være svært at forstå. Det er ligesom, hvis man forestiller sig, at man skulle forklare et barn, at Magnolia eller Reconstruction eller noget med Lars von Trier er bedre end en video fra The Voice.
“Men hvad med Arnold Boecklins berømte maleri Dødens Ø, som Boeskov har tegnet med graffiti på,” ville børnene råbe i kor.
Ja, okay, det er total sms. Skarpt, modigt og sublimt. Et af verdens mest kendte motiver og så med graffiti på. Må man foreslå en bro med en landmine? Eller en pibe med crack i? Dødens Ø i Boeskovs version er godmodig, pæn og hyggelig, men god kunst er det ikke. Det fortæller intet, rummer intet, gør intet. Men det betyder ikke, at Boeskov ikke kan. Slet ikke. På youtube (søgeord: ‘Teori & praksis’) ligger en helt eventyrlig fantastisk video med Boeskov, hvor han langer en pige en lussing, fordi hun kalder ham bøsse. Det burde have hængt i Kobberstikssamlingen. Det er i hvert fald både grænseoverskridende, kontroversielt, debatskabende og stadig æstetisk håndterbart.