Der er to ting, Molly hader over alt på jorden. Støvsugeren og Bob Dylan, nemlig. Støvsugeren gør hende måske nok mest irriteret, i alt fald nu om dage, hvor hun er blevet en halvgammel hundedame. Men hun hader, når den hvinende maskine bliver trukket gennem huset af et stort, klodset drog, Nielsen med andre ord, der aldrig har været særlig praktisk anlagt og f.eks. med lethed formår at vikle sig ind i både ledning og slange - endda på én gang, hvis det skal være - mens han giver den som enmandshær i kamp mod skidt og snavs, hundehår og brødkrummer, tobaksaske, gademøg og jord ude fra haven. Molly lægger sig først det ene, så det andet sted, alle steder med de yndige colliepoter for øjnene, og hun flytter sig først, når Uhyret med maskinen, de sammensnørede ben og slangen rundt om livet og, først og fremmest, den forfærdelige lyd nu er kommet til det aktuelle skjulested. Så piver hun højt og napper Uhyret i buksebenene - og lægger sig et nyt sted, som sagt. Jeg føler mig som klumpedumpeversionen af Meister Prober fra de tyske tv-reklamer i min videre færd gennem boligen, ildeset og hadet af min højt elskede, men også noget skabagtige køter. Samme sure show hver eneste gang.
Sådan er det med støvsugeren, slemt nok, men det er meget værre, når vi taler om Bob Dylan. Da Molly var ung og smuk - nu er hun kun smuk - skræmte han hende fra vid og sans, hun sprang op og skreg og hylede som hunde ellers kun gør, når de ser ræddelige spøgelser og aner at endens tid er nær for deres mennesker. I dag frygter hun ham stadig, men nu hader hun ham nok lidt mere end hun frygter ham, det vil jeg i det mindste tro. Jeg kan mærke det, når jeg fingererer ved cd-afspilleren, på det blik, hun sender mig. Det er ikke lyden af Bob, vi skal have nu, vel, Bent? Vi er civiliserede mennesker, er vi ikke?
Men nogle gange må jeg bare høre Dylan. Det er som regel, når jeg er alene hjemme, når fru Ida Rosa er til et politisk møde ovre i byen, hvor omfattende ændringer af hele verdensordenen drøftes. Den slags egner jeg mig ikke til, jeg vil hellere høre Dylan.
Når jeg har smækket ham i afspilleren, ser Molly kort og krænket på mig, når lyden fosser ud af højttalerne, forsvinder hun lynhurtigt hen i den anden ende af vores - set fra hendes synspunkt - heldigvis meget lange hus. Hvad hun foretager sig, ved jeg ikke. Måske ligger hun med poterne for øjnene, måske har hun fremstillet en vodoodukke af døde hundekiks, som hun kalder Bob og ligger og kradser og flænser i med klør og tænder. Det er ikke usandsynligt, men jeg ved ingenting. Jeg sidder jo inde i stuen og hører Dylan. Det er det, vi kalder råhygge, os plejehjemsbeboere in snarligt spe.
Man burde egentlig fyre en fed, sidder man og tænker. Jeg kunne meget godt lide det, dengang i de kære 60’ere, men til gengæld har jeg aldrig kunnet holde ud at høre på bøvede hashrygere. Al den poetiske livsvisdom og al den dumme tøsefnisen, det er ikke til at holde ud. Den første hashryger, jeg kendte, var jazzmusiker. Han røg hashen helt ren, en lillebitte gnalling i en almindelig pibe. Han blev ikke bøvet at høre på, men han lød da godt nok klogere, når han ikke havde røget. Se at få hash legaliseret, så vi slipper for at alle mulige psykopater render og skyder med skarpt inde på Nørrebro. Forbyd høkerbajere i stedet for, bare for afvekslingens skyld. Jeg er for resten pisseligeglad, bare jeg må høre min Dylan i ny og næ. Ikke for tit, slet ikke så tit som før i tiden, det kan trods alt også blive for meget med Hans Uudgrundelige Bobhed, selv for et menneske.
Molly kan ikke lide hans stemme, hun kan endnu mindre lide hans guitarspil og helt forfærdeligt bliver det, synes hun, når han giver sig til at trække vejret gennem sin mundharpe. Efter min mening er Dylan nu en fortræffelig sanger. Han er ikke god på guitar, og hvad mundharpen angår, er jeg sådan set enig med Molly. Men som så mange andre fra min årgang, er jeg vild med ham alligevel. Med det hele, også den skrigende og astmatiske mundharpe.
Vældig mange yngre mennesker forstår det ikke. Hvad er der med ham Bob Dylan? Er det hans tekster? Tjae. Mange af dem er sjove, mange er faktisk rigtig gode, men altså: Nogle af dem er især dunkle. Og det er nu engang ikke alt, der fjæler sig i dunkelhed, der i virkeligheden er noget som helst andet end dunkelt. Men jeg tror nu godt jeg ved, hvorfor vi så godt kan lide ham. Han var eksemplet på, at pop ikke kun var for raske drenge og friske piger, der skulle gå i fars og mors fodspor, når de blev voksne. Men også for os skrutryggede særlinge, der læste digte og ikke automatisk gik ud fra, at kunst bare var noget åndssvagt noget. Dylan var vores pop - og den var langt bedre end de andres.
I begyndelsen havde vi ham for os selv, de brede masser kendte kun hans sange i andres, let vandkæmmede versioner. Bob var ikke rigtig stueren. Det var fint for os, for hvem gad være stueren dengang? Det gjorde de kedelige, men det måtte de jo selv om. Men det skal man ikke komme og fortælle Molly. Når Ida Rosa kommer hjem, holder dyret sig heller ikke for god til at sladre: Idioten inde i lænestolen har hørt Den Grimme Mand igen! Fruen trøster naturligvis dyret. En anden én sidder tilbage og kunne egentlig også godt trænge til lidt trøst. Så sjovt er det nemlig heller ikke at være muttersalene om lyden af Bob.