Det handler om at trække tiden. Hvis man er beskæftigelsesminister. Inger Støjberg skal derfor pakke meget langsomt ud og komme på plads i sit nye ministerium, alt imens hun messer ‘én ledig, er én for meget’.
Sådan kan hun nemlig spare sig selv for en uhyre stor arbejdsopgave. For fra 1. august slipper hun helt for at svare på, hvad regeringen vil stille op med de 82.100 arbejdsløse danskere.
Til den tid kan hun med en ny lov i hånden vifte udfordringerne ud i kommunerne. Samtidig kan hun klappe sig selv på skulderen - det er der nemlig ikke mange andre, der vil gøre - for at have fuldført en gammel mission om at svække fagbevægelsen.
Ingen taler om konsekvenserne for de ledige. Og uanset, hvor katastrofale de bliver, så slipper Støjberg også for nogensinde at gøre det:
“Beskæftigelsessystemet har altid været enormt udskældt, og alt er havnet på ministerens bord. Derfor har centraladministrationen også haft interesse i at mindske ministeransvaret. Nu kan man skyde skylden på kommunerne,” forklarer lektor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Larsen fra Aalborg Universitet.
Ministeren mister altså en del af ansvaret. Men hun er ikke den eneste, der mister noget på lovændringen. Fagbevægelsen mister indflydelse, nogle kommuner mister penge, og det offentlige mister monopolet på sagsbehandling.
Det er en kæmpe reform, forklarer Asbjørn Sonne Nørgaard, der er professor på Center for Velfærdsstudier ved Syddansk Universitet. Han kalder det “den største reform af vores beskæftigelsessystem siden 1967.”
Kort fortalt gør loven op med det todelte beskæftigelsessystem, vi har i dag. Et system, hvor kommunerne tager sig af kontanthjælpsmodtagerne, og staten af de forsikrede ledige, a-kassemedlemmerne på dagpenge. Fra 1. august skal de to systemer smeltes sammen, og kommunerne kommer til at sidde med den samlede opgave. Det giver én indgang til ét system. Således bliver der officielt tale om ‘det enstrengede beskæftigelsessystem’.
Men flere kritikere har døbt systemet det 91-strengede - fordi der nu vil være 91 jobcentre med 98 forskellige kommunale tilgange til de ledige. Kommunerne vil hyppe deres egne kartofler frem for at prioritere den samlede indsats, lyder frygten.
Og det er et beskæftigelsespolitisk sats, fordi den statslige indsats hidtil har været ganske sammenhængende og fornuftig. Det har blandt andre Lars Haagen Petersen, sekretariatschef i Det Økonomiske Råd påpeget. Ideen om ét samlet system er udmærket, men det ville ligge bedre hos staten, har han udtrykt.
Også arbejdsmarkedets parter har vendt sig mod kommunaliseringen. De slår i høringssvar, pressemeddelelser og breve til forligspartierne samstemmigt fast, at “LO, DA, FTF, AC og SALA ikke deler synspunktet om, at beskæftigelsesindsatsen mest hensigtsmæssigt ligger i kommunerne.”
Der er behov for én sammenhængende politik og ikke en jungle af forskellige kommunale løsninger, forklarer de.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråds direktør, Lars Andersen frygter også, hvordan det nu bliver op til den enkelte kommune at vælge, hvad der skal stilles op med de arbejdsløse. Det kan meget vel få uheldige konsekvenser, mener han:
“Det er jo nu, den aktive beskæftigelsespolitik skal stå sin prøve - men det her er at gamble med de ledige,” siger han og forventer, at de stramme kommunebudgetter fører til ‘discountaktivering’ .
I en ny analyse, foretaget af AErådet, kan man for eksempel se, at kommunerne stort set ikke har gjort brug af uddannelse som et aktiveringsredskab, mens man i den statslige del af systemet har brugt det mere. Men uddannelse koster dyrt, og analysen forudser en udvikling i retning af, at “kommunerne prioriterer kvantitet frem for kvalitet.”
Ministeren har på spørgsmål om problemet med de 91 tilgange til den ledige, mindet om, at der jo stadig gælder én lovgivning for alle kommuner. Men selvom der kommer én ny lov, så vil kommunerne blive ramt meget forskelligt.
Ledigheden i Danmark udvikler sig nemlig uhyre uens, og AErådets analyse afslører, hvordan kommunernes udfordringer med de ledige, bliver tilsvarende forskelligartede. Mens arbejdsløsheden i Hedensted Kommune er steget med 136, 8 procent det seneste år, så er den på Samsø faldet med mere end 25 procent.
I kommuner med stor ledighed kan ændringen betyde, at der kommer store udgifter, som ikke kompenseres af staten. Da skattestoppet forhindrer, at borgerne dækker regningen på den konto, må pengene skæres på velfærdsbudgettet. Loven kan med andre ord komme til at koste skoler og ældrepleje, vurderer Lars Andersen:
“Det kommer til at betyde, at der i nogle kommuner bliver færre penge til den almindelige velfærd, som for eksempel skoler, børn og ældre.”
Systemet er ellers skruet sådan sammen, at kommunerne samlet set kompenseres for udgifterne til ledigheden. Inddelt i otte landsdele skal de enkelte kommuner måles i forhold til landsdelens gennemsnit og derefter kompenseres.
Kompensationen til Odense Kommune sker således ud fra en sammenligning med ledigheden på resten af Fyn. Hvis den er steget mere i Odense, så straffes kommunen økonomisk. Er den faldet, så belønnes odenseanerne.
Men både AErådet og Asbjørn Sonne Nørgaard kritiserer finansieringsmodellen. For når Danish Crown lukker i Holstebro - med arbejdsløshedsstigning til følge - skyldes det ikke Holstebro Jobcenters indsats. Kommunen kan næppe, om den så har verdens bedste jobcenter, skaffe alle i arbejde dagen efter. Men finansieringsmodellen forsøger at belønne og straffe kommunen efter antallet af ledige, selvom kommunen altså ikke selv kan styre situationen.
Modellen er en ineffektiv incitamentsstruktur, som er “sindssygt kompliceret,” siger Asbjørn Sonne. Han har selv brugt dagevis på at gennemskue systemet, der indeholder en række indviklede refusionsprincipper, tilskudsordninger og undtagelser. Flere har påpeget, at modellen er lavet i en tid, hvor de ledige kunne tvinges ud i arbejde, men i dag er der ingen jobs at piske dem ud i, og derfor er modellen allerede forældet.
Og fordi systemet er ulogisk og tilmed indviklet, vil kommunerne ikke kunne gennemskue det, og de vil ikke føle, at deres indsats afspejler deres straf eller belønning. Dermed virker den økonomiske pisk- og gulerodstilgang ikke, mener Asbjørn Sonne Nørgaard, der drager en pædagogisk parallel:
“Mine børn bliver jo også tossede, hvis jeg straffer dem for noget, de ikke selv er skyld i eller kan styre.”
“Modellen bryder med en hjørnesten i demokrati og i god forvaltning - nemlig at indflydelse og ansvar skal gå hånd i hånd,” konkluderer han.
En anden grundsten, som loven bryder med, er, at sagsbehandling skal være offentlig. Med den kommende lovgivning kan kommunerne privatisere sagsbehandlingen, og der er lavet en række incitamenter, der tilskynder kommunerne at gøre det.
At privatisering også lige lempes ind i loven er slet ikke så mærkeligt, forklarer Flemming Larsen. I mange andre lande opløser man også det statslige beskæftigelsessystem, og alle steder hedder kodeordet decentralisering. Det kan altså både være kommunalisering og privatisering, selvom man fortsætter stram statslig styring.
Modellen lyder måske bekendt, og det er ifølge Flemming Larsen da også “klassisk new public management.”
Ifølge ham vil privatisering dog blive meget dyrere i længden, og “KL frygter, at kommunerne begynder at udlicitere hele deres forvaltninger. I sidste ende vil det drive de offentlige udgifter i vejret,” siger han.
Men når det drejer sig om privatisering, er det ikke kun bundlinjen, politikerne skeler til. Det er også partibogen:
“Der er en klar ideologisk årsag til, at man vil have de private aktører på banen,” betoner Flemming Larsen.
Formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Bettina Post kan heller ikke få øje på de store saglige argumenter for privatiseringen:
“Det er et klokkeklart signal til kommunerne om, at det er en god idé at udlicitere det meste. Men der er intet der tyder på, at det skulle være fordelagtigt,” siger hun.
Men privatiseringen kommer ifølge Flemming Larsens undersøgelser til at ske. Hensigtsmæssigt eller ej. Et marked er født, lovgivningen er tilpasset og nogle kommuner vil gå foran, konstaterer han.
Aftalen om det enstrengede og udskældte system er en del af finanslovforliget fra efteråret. Den “kom i hus en mørk nat den 11. november, da man indgik finanslovaftalen, hvor det så på meget få linjer står lakonisk beskrevet,” mindes Asbjørn Sonne.
SF’s arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen har kaldt aftalen ‘Den borgerlige drøm’, og det enstrengede system har da også længe stået på Venstres ønskeliste.
“Det kan være en måde at få parterne og specielt fagforeningssiden lidt på afstand, for på sigt at mindske parternes indflydelse,” vurderer Asbjørn Sonne.
Derfor er der store politiske interesser på spil med lovændringen, der pirker til magtforholdene, presser den danske model og provokerer fagforeningsbosserne.
“Det har været en målsætning for den nuværende regering gennem længere tid, at få a-kasserne og arbejdsformidlingen lagt ind under kommunerne for gradvist at minimere fagbevægelsens rolle i a-kassesystemet,” siger Ove Kai Pedersen, der er professor på International Center for Business and Politics ved Copenhagen Business School.
Reformen er reelt et kærligt kvælertag på fagbevægelsen:
“Vi ved alle sammen, at mange af fagorganisationernes medlemmer kommer via a-kasserne, og at de derfor er en livline for fagbevægelsen til deres medlemmer,” siger Ove Kai Pedersen og peger på, at den livline nu kappes.
Men det er ikke et skridt mod det endelige opgør med den danske model, som nogle gerne vil fremstille det som, mener han. Det drømmer de borgerlige ikke længere om, og regeringen vil gerne have en solid samarbejdspartner, når der skal forhandles overenskomster og politiske aftaler.
“Men det er et forsøg på at svække fagbevægelsens indflydelse, samtidig med at man opretholder den,” siger Ove Kai Pedersen.
Når de færreste danskere har hørt om den omfattende lovændring, er det måske fordi, det ikke er noget, der rammer fru Jensen fra dag ét. I kommuner, hvor ledigheden ikke er ret stor, vil de færreste bemærke, at Venstre har sat flueben ved endnu et punkt på ønskelisten.
“Der er jo ingen umiddelbare konsekvenser for borgerne, fordi der ikke er ydelser, som beskæres. Derfor har det ikke skabt debat på samme måde, som sygehuslukninger,” siger Asbørn Sonne Nørgaard.
I stedet har de store interesser præget debatten. Men det er som om, at dem det hele handler om, er forsvundet i al den snak om struktur og magt.
“Der er desværre ingen, der taler om de ledige. Man snakker om statslig styring, ledelse og nye regler - men ingen taler om den enkelte ledige og hans vej gennem systemet,” siger Bettina Post.
Under alle omstændigheder træder reformen i kraft 1. august, og så får vi at se, hvordan kommunerne håndterer én ledig for meget.