“Vi bruger flere penge, end vi har, og jo længere vi venter med at gøre noget, desto større bliver problemet.”
Citatet stammer fra tidligere vismand, økonomiprofessor ved CBS, Jan Rose Skaksen. Og kun de færreste økonomer vil tale imod behovet for politisk initiativ til reformer; dagpengeperioden skal ned, og efterlønnen afskaffes, hvis der skal være hænder nok til at fastholde det nuværende velfærdsniveau.
Alligevel ligner det en politisk tabersag, når de radikale kræver velfærdsaftalen fra 2006 genåbnet.
Hverken tiden eller den parlamentariske situation er gunstig for Margrethe Vestagers krav om reformer.
Tværtimod risikerer det lille midterparti at skade oppositionen. Hos Socialdemokraterne opfattes udmeldingen som decideret skadelig for den røde blok, hvilket de borgerlige nok skal gøre deres til, at det bliver.
Den konservative finansordfører Mike Legarth hælder salt i det radikale sår ved at opfordre partiet til at forlade ‘socialisterne’: “Det er fuldstændigt absurd, at de radikale har meldt sig ind i rød blok,” konstaterer han i dagens Information.
Udover at sparke til den radikale uenighed om foretrukne samarbejdspartnere, bekræfter angrebet fra K-ordføreren socialdemokraternes frygt for, at reformkravet udstiller, at oppositionens sammenhold “er kunstigt og ikke hviler på noget fælles grundlag”, som Legarth formulerer det.
Når socialdemokraterne ikke bare ryster lidt på hovedet og med et smil vender sig mod succesrige Villy Søvndal, skyldes det, at partiet er afhængig af de radikale. Ikke så meget i forhold til antallet af mandater, men fordi mange socialdemokrater vægrer sig ved tanken om et rødt kabinet.
De radikales insisteren på et bredt politisk samarbejde og deres brand som et økonomisk ansvarligt parti, anses i brede socialdemokratiske kredse for at være et nødvendigt krydderi på en S-ledet regering.
Af samme grund holder S fast ved, at ønsket er en SR-regeringen - til trods for, at den konstellation i øjeblikket kun mønstrer omkring 50 mandater.
Hos de radikale lader man sig heller ikke kyse af den socialdemokratiske rasen. Ræsonnementet i R-toppen er, at man med reformlinjen i det mindste får en rolle at spille. Og med en nedtur direkte mod spærregrænsen vil man hellere stå fast på det, man mener, end at tie til gavn for S og SF.
Hvis det bemærkelsesværdigt nok vil lykkedes for de konservative - der betegner sig selv som reformparti nummer et - at udstille oppositionens uenighed, skyldes det i radikal optik, at netop oppositionen har været for dårlig til at slå på de forskelle i VKO blokken, der er mindst lige så markante.
Til august vil den radikale dagsorden blive aktualiseret af Arbejdsmarkedskommissionens endelige rapport.
Som bekendt blev kommissionens delrapport hældt af brættet i efteråret, da regeringen med daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) som chefforhandler måtte opgive at ændre ved dagpengesystemet. Heller ikke kommissionens forslag om at fremrykke højere efterløns- og pensionsalder vandt politisk genhør. Efter sommerferien skal politikerne dog forholde sig til de samme forslag, hvilket bør sætte i hvert fald konservative under pres.
Kommissionsformand Jørgen Søndergaard giver ikke op. På et økonomisk topmøde afholdt af de radikale torsdag i denne uge, henviste han til, at kommissionen er nedsat af regeringen, som ønskede forslag til, hvordan man kan øge det arbejdsudbud, der er forudsætningen for fremtidens velfærd.
“Så må den finde ud af, om den stadig ønsker det,” lød det fra Jørgen Søndergaard.
Regeringen ved såmænd udmærket, hvad den ønsker. Men som den radikale finansordfører Morten Helveg Petersen på torsdagens møde citerede Luxembourgs premierminister for:
“Vi ved, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal gøre det. Vi ved bare ikke, hvordan vi skal blive genvalgt, hvis vi gør det.”