“Hey, kan du tegne en hest?” spørger en 12-årig pige, som tilfældigt trisser forbi en kæmpe papirrulle, der breder sig på græsset i Kongens Have i København.
Thomas Thorhauge løfter låget på en sprittusch. “Jeg hader at tegne heste”, svarer han. “De er enhver tegners mareridt”.
Til gengæld vil Thorhauge gerne tegne Thea og Robert - hovedpersonerne i hans nye graphic novel, Kom hjem, som udkom i sidste uge. Bogen om den enlige mor Thea, som efter en bilulykke flytter til Frankrig og ind i et aktivistkollektiv, har fået masser af stjerner og rosende ord fra aviserne. Thomas Thorhauges historie er uden sammenligning det bedste skandinaviske bud på en graphic novel, skrev denne avis’ anmelder forleden.
Mens Thomas Thorhauge blæser figurerne fra sin graphic novel op i kæmpe størrelse, forklarer han forskellen på en almindelig tegneserie og en graphic novel.
“I virkeligheden er der ikke nogen forskel. Graphic novels er et amerikansk begreb, som man har fundet på, fordi det ikke nytter noget at bruge begrebet comics om en tegneserie, som udspiller sig som en tragedie. Comics er jo et ladet begreb, som knytter sig til noget, der er sjovt. Så da tegneserien blev moden og udviklede sig i USA, fik man en naturlig trang til at kalde det noget andet,” forklarer han.
Til at begynde med var Thomas Thorhauge betænkelig ved at udgive historien som en graphic novel, fordi forlaget holdt fast i, at der var tale om en litterær genre.
“Men det her er jo en meget tegneserieagtig tegne-serie med tegneseriefigurer og talebobler, og sådan vil jeg også helst have det”.
Taleboblerne har han tegnet i tusindtal. For Thomas Thorhauge står bag flere hæfter, tidsskrifter og udstillinger. Alt sammen om tegneserier. For seks år siden kom lysten så til at lave en længere tegneserie - en graphic novel.
“Betegnelsen ‘grafisk roman’ lyder prætentiøs og snobbet, og derfor er der også mange i tegneseriemiljøet, der har et problem med at bruge det begreb. Når det er sagt, er jeg alligevel blevet fortaler for navnet, fordi det dækker over en reel udvikling i tegneseriegenren. Det er der mange i tegneseriemiljøet, der overser”.
Ifølge Thomas Thorhauge har udviklingen for alvor taget fart inden for de seneste 10 år, og det har betydet, at der er sket et brud med genrens ellers fastlåste udtryk.
“Tegneseriens udvikling svarer til det, der skete for filmen i 1960’erne, da François Truffaut og Jean-Luc Godard fik lette kameraer og kunne filme on location. Før var franske film tunge og teateragtige, men pludselig kunne de rykke ud i virkeligheden og filme rundt i hele Paris. Det er helt det samme, der er sket for tegneserien. Den er sluppet fri af de faste rammer, og i dag findes der tegneserier med vidt forskellige, personlige udtryk.”
I Kom hjem kredser Thomas Thorhauges eget udtryk om en enlig mor og hendes kedelige tilværelse i København, som ændrer sig, da hun kommer ud for et trafikuheld og beslutter sig for at rykke til Frankrig. Historien om en enlig mor, der er kørt død i hverdagen og ikke kan få lortet til at hænge sammen, er tættere på en socialrealistisk virkelighed end et tegne-serieutopisk univers. For det interesserer Thomas Thorhauge at beskæftige sig med socialrealismen, som han kalder en af de mest forhadte genrer inden for tegneserieverdenen.
“Jeg synes, det var interessant at undersøge, hvordan man kan arbejde med socialrealistiske temaer, uden at læserne automatisk ville brække sig. Samtidig synes jeg, der er en fed spænding mellem at få de store idéer og ambitionernes verden til at hænge sammen med huskesedlen om bleer i Fakta. Det er sjovt, når store ideologer og tankemennesker bliver tvunget til at tage opvasken eller købe leverpostej, for det hiver det storladne ned på et konkret niveau,” forklarer Thomas Thorhauge. Han er selv vokset op i et 68-bofællesskab sammen med en bunke flippede akademikertyper, som havde en masse idéer om alternative livsformer.
“Idéerne gik selvfølgelig lige så stille op i smadder og skilsmisser. Men oplevelsen af at bo i kollektiv sidder i mig, og selv om kollektivet i historien er fiktion, så er det alligevel med brudstykker fra mine egne erfaringer,” fortæller forfatteren.
Ligesom kollektivet er personerne i historien også opdigtede, og helt i stil med Søren Brun fra Radiserne er de tegnet ved hjælp af enkle streger og små prikker. Fidusen er, at det skal gøre det lettere for læserne at identificere sig med karaktererne, fortæller Thomas Thorhauge.
“I denne tegneserie er karaktererne tegnet som simple ‘punktum-punktum- komma-streg’-mennesker. Det hænger sammen med, at de er nemmere at identificere sig med end realistisk tegnede mennesker,” siger forfatteren og uddyber:
“Argumentet bygger på en hjemmestrikket kognitiv teori, fremsat af den amerikanske tegneserietænker Scott McCloud, som siger, at vi gerne vil se os selv i alt. Selv hvis vi ligger og kigger op på skyerne, leder vi efter et ansigt. Så når der kommer for mange skægstubbe, krøller og rande under øjnene, kan du hurtigt se, at det ikke er dig. Det er noget andet med to prikker. For dem kan du selv losse en masse ting på”.
På græsplanen i Kongens Have er Thea og hendes søn Robert trådt ud i af historien og op i to meters højde. Tegningen er til ære for fotografen, men flere nysgerrige børn er begyndt at skændes om, hvem der skal have den med hjem. Thomas Thorhauge er ikke i tvivl om, at børnenes engagement er uvurderligt for genrens overlevelse.
“I 1990’erne var tegneserien helt død, og forlagene havde begravet genren. Men så kom de japanske manga-tegneserier, og pludselig var der masser af børn, som begyndte at læse tegneserier,” fortæller han.
Om de nye graphic novels vil give et lignende skub i salgstallet, er Thomas Thorhauge langtfra sikker på.
“Det er altid svært at få etableret noget nyt, så ligesom med alle andre nye fænomener er det en kamp op ad bakke. Den her genre er desværre nok tegneseriernes svar på Paul Auster. Det kan godt være, at vi alle sammen synes, han er stor. Men han sælger kun 3.000 bøger”.