Jagten på den sidste olie er gået ind. Verdens reserver af tilgængelig råolie er slunkne, og olieselskaberne har kastet sig over det vestlige Canada. Her findes klodens næststørste forekomst af olie efter Saudi-Arabien. Men det sorte guld er bundet i tjæresand, og udvindingen og raffineringen har katastrofale konsekvenser.
“Man ødelægger kæmpe skovområder, udleder store mængder kulstof, forgifter drikkevandet og gør folk syge,” siger den prisbelønnedes journalist Andrew Nikiforuk, der sidste år udgav en kritisk bog om olieselskabernes offensiv i det naturskønne område.
Indtil videre er der blevet investeret over 900 milliarder kr. i den alternative udvinding af olie, og der er således tale om verdens største energiprojekt. Shell og Exxon-Mobil er blandt de selskaber, der allerede er i gang med at udvinde tjæresand i området, men i 2007 erhvervede også norske Statoil sig for 12 milliarder norske kr. retten til at stikke snabelen ned i den canadiske undergrund, hvor der ifølge eksperter er ophobet så store tjæresandsreserver, at man vil kunne udvinde mere end 150 milliarder tønder olie.
Dermed er også danske pensionskasser og banker involveret i projektet. Pension Danmark, Sampension, Danske Bank, Nordea, Nykredit, Sydinvest og Jyske Invest er nemlig alle aktionærer i Stat-oil.
Andrew Nikiforuk er sammen med andre canadiske kritikere af tjæresandsudvindingen blevet inviteret til landet af Greenpeace for at forklare danskerne, hvad det i virkeligheden er, vores penge går til.
“Vi er her for at fortælle en historie, som de færreste europæere kender til. Sandheden er, at I investerer i projekter, der ødelægger store områder af Canada og forringer hele verdens klima,” siger journalisten, der sammen med resten af den canadiske gruppe har været i Sverige og Norge, før de kom til Danmark, hvor de i eftermiddag optræder på et debatmøde i København.
Forekomsterne af tjæresand findes under et skovområde med et areal større end England. I det felt, Statoil har erhvervet, ligger tjæresandet langt nede i jorden, og man må derfor pumpe damp og opløsningsmidler ned i undergrunden for at opløse tjæren, så den kan suges op. Når tjæresandet så er udvundet, bliver tjæren adskilt fra sandet ved hjælp af damp og kemikalier, hvorefter den bliver raffineret til råolie. Det kræver tre tønder vand pr. tønde olie og så store mængder energi, at den canadiske regering overvejer at bygge atomkraftværker for at reducere forbruget af naturgas, der dagligt svarer til, hvad det kræver at opvarme fire millioner huse.
Hele processen indebærer ud over det monstrøse vand- og energiforbrug store CO2-udledninger, op til 20 gange større end ved konventionel olieudvinding, og det er medvirkende til, at Canada overskrider sine Kyoto-forpligtigelser med 34 procent.
Desuden ledes flere milliarder liter spildevand fuld af kemikalier ud i gigantiske reservoirer i skovene, mens de giftige dampe når ned til grundvandet.
Og det rammer ikke alene miljøet. Den praktiserende læge John O’ Connor har behandlet indbyggerne i den indianske landsby Fort Chipewyan, der ligger nord for tjæresandsforekomsterne ved floden Athabasca River, som løber forbi reservoirerne med giftigt vand.
Da han begyndte som læge i landsbyen, fortalte beboerne, at de stadig oftere var ude for, at fisk, de fangede i floden, og dyr, de skød i skoven, havde tumorer, når de skar dem op.
Selv opdagede han hurtigt, at der blandt beboerne i Fort Chipewyan var helt usædvanlig mange tilfælde af cancertyper, der kan være forårsaget af giftige stoffer.
“Det rapporterede jeg selvfølgelig. Men i flere år måtte jeg finde mig i, at myndighederne i Alberta forsøgte at få det til at se ud som om, jeg var hysterisk. Efter nogle år viste uafhængige undersøgelser dog, at der er en klar overrepræsentation af bestemte kræftformer i området,” fortæller han.
Andre undersøgelser viste, at både grundvandet og vandet i Athabasca River indeholder store mængder af olierelaterede, kræftfremkaldende giftstoffer - for visse stoffers vedkommende mere, end man fandt i havet ud for Alaska, da tankskibet Exxon Valdez i 1989 gik på grund i Prince William Sundet og lækkede 42 millioner liter råolie.
“Alle reservoirerne lækker. Både ud i Athabasca River og ned i grundvandet. Det har eksperter nu slået fast med sikkerhed,” siger Andrew Nikiforuk, der i sin bog kritiserer delstatsregeringen skarpt for alligevel ikke at gribe ind over for olieselskaberne.
“Ingen ved med sikkerhed, hvorfor regeringen ikke gør noget. Men det er selvfølgelig påfaldende, at de har store interesser i ikke at mistænkeliggøre olieselskaberne, som de tjener voldsomt mange penge på.”
Indianerne i området tjener til gengæld ingen penge på projektet. Melina Laboucan-Massimo, der er af indiansk oprindelse, er vokset op i en anden landsby langs Athabasca River.
“Højesteret har udtalt, at vi råder over området. Men vi er aldrig blevet spurgt, om vi var indforståede med ødelæggelsen af naturen omkring os. Og vi har aldrig fået noget som helst ud af olieudvindingen. 14 milliarder canadiske dollar (66 milliarder kr., red.) er blevet hentet ud fra vores landområde i profit, og vi har stadig ikke rindende vand,” siger hun og tilføjer:
“Men vi ville heller aldrig være gået med på nogen handel for at tjene på det. Det er beskidte penge. Blodpenge. Vi vil bare gerne kunne forsyne os selv.”
Det lader sig imidlertid ikke gøre længere. Indianerne i området har altid fisket og jaget. Men fiskene er så fulde af giftstoffer, at man ikke længere må spise dem, og vilde dyr er der efterhånden ikke mange tilbage af i området.
“Vil danskerne virkelig være med til at støtte sådanne forbrydelser,” spørger Andrew Nikiforuk, der fortæller, at den canadiske gruppe holdt et debatmøde i Sverige i sidste uge, hvor flere svenske Statoil-aktionærer var blevet inviteret. Og nogle af dem dukkede faktisk op.
“De var virkelig chokerede over, hvad de har investeret i,” siger han.
Ifølge Greenpeace er også alle de større danske Statoil-aktionærer inviteret til debatmødet i eftermiddag.
Debatmødet, der er arrangeret af Greenpeace, foregår i Cinemateket kl. 13-16