Han var den mest mediesky guerillaleder i moderne tid og forskansede sig dybt inde i den tæt bevoksede jungle i Vanni i det nordlige Sri Lanka, omgivet af livvagter og sine nærmeste fortrolige. Aldrig blev han fotograferet, aldrig forrådt, aldrig set. Det var 10 år siden, han havde givet sit seneste interview, og den eneste vestlige journalist, der havde forsøgt at nå frem til ham lige siden, Marie Colvin fra Sunday Times, måtte opgive og mistede et øje i processen.
Men i 2002 lykkedes det for norske diplomater at overtale de to parter i østatens borgerkrig til at mødes ved forhandlingsbordet, hvor de indgik en våbenhvile, der for første gang så ud til virkelig at holde. Og Velupillai Prabhakaran, grundlægger og ubestridt leder af De Tamilske Tigre (LTTE), blev overbevist om, at tiden nu var inde til at præsentere sig selv for verden. Han besluttede at holde en pressekonference.
Men ithambii (lillebror, red.), som han kaldtes blandt sine tilhængere (han var den yngste af fire brødre), tog ingen chancer. Han havde ikke tænkt sig at forlade junglen for at behage os, vi måtte selv finde vej til ham. Og for at minimere risikoen for at blive dræbt af en selvmordsbombemand - det terroristiske kampmiddel, han selv havde opfundet, og som var taget i brug for at myrde to sydasiatiske statsoverhoveder og hundredvis af andre mennesker - var sikkerheden skærpet til det yderste.
Vi fik ordre til at ankomme til Kilinochchi, den by under oprørernes kontrol, som lå tættest på hans skjulested, et helt døgn før pressemødet skulle finde sted. Det blev ikke oplyst, hvornår den store mand kunne tænkes at dukke op. Efter at vi havde hængt ud i den klæbrige hede i omkring en halv dag, ankom der pludselig nogle firehjulstrækkere, som skulle bringe os til mødestedet, en stor bygning med bliktag midt i junglen, som angiveligt var LTTE’s ‘Politiske Akademi’. Vi fik besked på at efterlade alt udenfor, som kunne indeholde en ubehagelig overraskelse, herunder satellittelefoner, computertasker, ja selv vores tegnebøger. Ører, munde og sokker, alt blev minutiøst inspiceret.
En yderligere timelang ventetid fulgte i aftenens fugtige monsunhede, men så pludselig var han blandt os. Kort, tyk, yngre af udseende end sine 47 år og iført armygrøn uniform buldrede han op på scenen omgivet på begge sider af muskuløse unge livvagter, alle iført solbriller. Hvilken entré! Nogen i Prabhakarans lejr måtte have set for mange b-film.
Begivenheden var arrangeret af Tigrenes mangeårige politiske hjerne, Anton Balasingham, en tidligere ansat i det britiske Højkommissariat i Colombo og drop out fra et ph.d.-kursus på South Bank Polytechnic i London og gift med Adele, en australsk kvinde, der, så vidt man vidste, var eneste vestlige Tiger. Men trods Balasinghams politiske kløgt stod det hurtigt klart, at konsekvenserne af pressemødet ikke var gennemtænkt.
Prabhakaran blev holdt ansvarlig for mordene på Indiens premierminister Rajiv Gandhi, på Sri Lankas præsident Ranasinghe Premadasa og på flere andre politiske ledere. Tigrene var blevet forbudt som en terrororganisation af både Storbritannien og USA. Prabhakaran havde klynget sig til magten ved at dræbe sine rivaler og terrorisere moderate tamiler til tavshed. Da LTTE erobrede kontrollen over Jaffna-halv-øen i østatens nordligste ende, fik dens muslimske minoritet på 40.000 indbyggere nøjagtig 24 timer til at flygte. Men nu var freden tilsyneladende inden for rækkevidde - ville den mand, som havde viet sit liv til væbnet kamp, nu bebude en historisk forandring? Kunne toptigeren skifte striber?
Med en pibende stemme, der stod i kontrast til hans frygtindgydende udseende, insisterede Prabhakaran på, at han var parat til at gå på kompromis. Tigrene var opsatte på at få et tamilsk hjemland, herunder at få anerkendt deres nationalitet og selvbestemmelse, sagde han. Hvis disse grundlæggende krav først blev opfyldt, og det tamilske folk i øvrigt var tilfreds, ville man da overveje at opgive kravet om Eelami - den tamilske nationalstat, som altid havde været krigens fokus.
Men kunne en mand med så meget blod på sine hænder virkelig forandre sig? Kunne en hensynsløs terrorchef virkelig mutere til en demokratisk valgt leder i jakkesæt? Vi kiggede på ham og hans muskelmænd og undrede os. Hvad var han f.eks. parat til at sige om mordet på Rajiv Gandhi?
“Det er et meget følsomt emne,” kneb han udenom. “Det er en tragisk hændelse, som skete for 10 år siden.”
Og selvmordsbombe-angrebene, hans egen opfindelse, LTTE’s hæslige varemærke, som siden blev taget op af al-Qaeda?
“Da vi nu har forpligtet os på fred,” kom det med pibende røst, “ønsker vi ikke at kommentere nogen selvmordsangreb i denne fase.”
Vi maste os igen sammen i firehjulstrækkerne og rumlede gennem natten til et andet hjørne af junglen, hvor vi fik skrevet og sendt vores historier med sveden dryppende på tastaturerne.
På Sri Lanka var der endelig i fred: Over hele øen blev tamiler og singhalesere forenet i munter lettelse. Men ikke så få af os journalister spurgte os selv, om Velupillai Prabhakaran virkelig ville kunne forandre sig. Eller om han ville dø i sin armygrønne uniform.
© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen