Der var sejrsstemning i den srilankanske hovedstad, Colombo, i går.
“Denne dag er meget, meget vigtig. Ikke bare for Sri Lanka, men for hele verden,” sagde landets præsident, Mahinda Rajapaksa, der kunne bekendtgøre, at den resterende lomme af modstand nu var nedkæmpet og - ikke mindst - at De Tamilske Tigres enerådige leder, Velupillai Prabhakaran, var blandt de dræbte.
“I dag har vi befriet hele landet fra terror. Det er lykkedes os at besejre en af de mest bestialske terrorgrupper i verden,” sagde præsidenten.
Og der er få, der nu bestrider, at den militære sejr er vundet efter godt 25 års borgerkrig. Problemet er, at konfliktens rod langtfra er fjernet - måske tværtimod.
“Om borgerkrigen er slut, vil tiden vise, men den konflikt, der ligger til grund, er under ingen omstændigheder løst,” fastslår historiker og Sri Lanka-ekspert Mikkel W. Kaagaard.
Og det kan endda vise sig at blive endnu sværere at integrere det tamilske mindretal i det srilankanske samfund. Tusinder sidder i flygtningelejre, og tilliden til de srilankanske myndigheder kan ligge på et meget lille sted.
“Regeringen har snakket og snakket om politiske og sociale tiltag i forhold til tamilerne, men intet er blevet til noget. Lige nu er det eneste, man kan blive enige om, at man vil begynde at overholde forfatningen,” siger Mikkel W. Kaagaard.
Just som sejren så ud til at være sikker, meldte den srilankanske forsvarschef, at man nu ville øge hærens mandskab fra 160.000 til 200.000 - og gerne på sigt få en hær på hele 300.000 mand.
Ifølge Mikkel W. Kaa-gaards vurdering er det et klart tegn på, at den srilankanske regering ikke har umiddelbare planer om at lægge den militære hårdt-mod-hårdt-strategi bag sig.
“Det gør mig meget bekymret for fremtiden,” siger han.
Mikkel W. Kaagaard understreger, at konflikten har rødder tilbage i 1950’erne - altså længe inden, der var noget, der hed De Tamilske Tigre (LTTE). Det var blevet besluttet, at de to sprog tamil og singalesisk skulle erstatte kolonisproget engelsk som sidestillede sprog, men de singalesiske politikere løb fra løftet.
“Det blev tamilerne naturligvis fortørnet over, og situationen eskalerede. Det blev pludselig anset for ‘landsfjendtligt’ at ansætte tamiler i ledende stillinger, de blev overset, når der skulle fordeles landbrugsjord osv.,” fortæller Mikkel W. Kaagaard, der fremhæver beslutningen i 1972 om at ændre østatens navn fra Ceylon til Sri Lanka som et afgørende symbolsk signal om, at Sri Lanka var et land for singalesere.
Mikkel W. Kaagaard mener, at det bliver meget vanskeligt for LTTE at vende tilbage som en egentlig militær trussel. Ikke mindst efter tabet af lederen Prabhakaran.
“Han betyder alt, og mange tamiler verden rundt nægter stadig at tro på, at han er død. Han har haft en semi-religiøs status og bliver tillagt næsten overnaturlige evner,” siger Mikkel W. Kaa-gaard, der understreger, at der ikke står nogen parat til at tage over.
“LTTE har ikke engang en egentlig næstkommanderende. Mange har ventet, at hans søn ville blive kørt i stilling som kronprins. Det er ikke sket.”
Regeringen i Colombo har også lovet at se på mulig-hederne for en form for selvstyre til de tamilske områder, men det gjorde de også i 1987 i forbindelse med en aftale med Indien.
I mellemtiden har en målrettet politik om at flytte singalesiske bønder ind i de tamilske områder betydet, at der næppe kan blive flertal for at lægge de to traditionelt tamilske provinser sammen til en samlet politisk enhed.
“Vi har i dag en situation, der minder om den uløselige konflikt om Jerusalem,” siger Mikkel W. Kaagaard.
Og det kan blive meget svært for regeringen og myndighederne at opbygge den tillid, som er en forudsætning for varig fred. Stort set alle slæber rundt på oplevelser af mødet med myndigheder, der hurtigt stempler enhver tamil som terrorist.
“Der er mange historier om unge, der er blevet tvangsrekrutteret til LTTE, men hvor forældrene har valgt ikke at købe dem fri, fordi hæren derefter har villet likvidere dem,” fortæller Mikkel W. Kaagaard og slutter:
“Sikkerhedsstyrkerne har arbejdet sådan i mange år. Spørgsmålet er, om de kan ændre vaner. Ellers er der nok mange af de unge tamiler, der inden længe vil komme til den konklusion, at der ikke er anden udvej end at vende tilbage til den væbnede kamp.”