CANNES - Quentin Tarantino red på en bølge af velvilje, da hans nye film, Inglourious Basterds (ja, sådan skal det staves), onsdag morgen blev vist for verdenspressen her i Cannes. Der blev klappet før filmen, hvilket kun er nogle få instruktører beskåret, og siden han i 1994 i Cannes fik Guldpalmen for den film, som stadig står som en af hans bedste, Pulp Fiction, har Tarantino haft længere snor end de fleste hos både kritikere, arthouse-gængere og filmbuffs.
Inglourious Basterds, der handler om hævn og om film, kan ikke leve op til Pulp Fiction, der med sin innovative omgang med populærkultur er en milepæl i filmhistorien. Men ligesom Kill Bill 1+2 er den et kulørt og skamløst underholdende stykke B-film-pastiche, der ikke mindst vil more de mange filmfreaks, som ynder at lede efter referencer til andre film i Tarantinos film. Og dem er der mange af i Inglourious Basterds: Fra Sergio Leone og John Ford til italiensk spekulation og dårlige krigsfilm og selvfølgelig den originale Inglorious Bastards (og ja, sådan staves titlen på dén), der blev instrueret af Enzo G. Castellari - han har en lille rolle i filmen - men som Tarantinos film stort set kun deler titel med.
Titlens berygtede skiderikker er en flok jødisk-amerikanske soldater, som anført af løjtnant Aldo Raine (en meget morsom Brad Pitt) spreder skræk og rædsel i det af tyskerne besatte Frankrig under Anden Verdenskrig. Deres mission er lige så enkel, som den er brutal: Dræb så mange nazister som overhovedet muligt, tag deres skalp (Raine er ud af apache-slægt) og få nazisterne til at ryste i bukserne.
Soldaternes nemesis møder vi allerede i filmens meget morsomme, men også intense første kapitel - for den er delt ind i kapitler - hvor oberst Hans Landa (Christoph Waltz i storform) fra SS i begyndelsen af krigen ankommer til Perrier Lapadites (Denis Menochet) ensomt beliggende gård. Den høflige, men iskolde og dødsensfarlige Landa ved, at Lapadite gemmer en jødisk familie i sin kælder, og mødet ender med, at hele familien bliver forrådt af en angst Lapadite og skudt - på nær Shosanna (Mélanie Laurent), som flygter, og som vi ser igen tre år senere, hvor hun driver en biograf i Paris med sin sorte kæreste, Marcel (Jacky Ido).
I mellemtiden har skiderikkerne opbygget sig et betragteligt ry som nogle blodtørstige sataner, som selv ikke Hitler (Martin Wuttke) ved, hvad han skal gøre med. Og historien om Shosanna og skiderikkerne smelter så sammen i den britiske efterretningstjeneste Operation Kino, hvormed man vil tage livet af hele den tyske top - Hitler, Göring, Goebbels - da de skal til premiere i Shosannas biograf.
Quentin Tarantino elsker film, og han har styr på sine virkemidler og leger lige så meget med genrerne som med publikums forventninger, mens han konstant vender alting på hovedet og bruger kameraindstillinger, billeder og musik fra andre film på en energisk, opfindsom facon.
Omvendt er Inglourious Basterds også en lidt rodet, ujævn affære, der ikke bruger lige meget tid på alle historierne. Skiderikkerne er ikke så meget med, som man skulle tro, når nu de har lagt navn til filmen, og det er kun Shosannas fortælling, som for alvor foldes ud, og som man derfor kan engagere sig i.
Tarantino har drømt om at lave Inglourious Basterds i mange år, men han måtte skynde sig at få lavet filmen færdig til Cannes i år. Måske skulle han trods alt have brugt lidt mere tid på at arbejde med materialet.
I en helt anden, og umiddelbart meget mere afdæmpet boldgade er østrigske Michael Hanekes nye film, Das Weisse Band (Det hvide bånd), hans første tysksprogede film i 10 år. Filmen skildrer livet i en lille protestantisk landsby i Nordtyskland i 1913-14, lige inden Første Verdenskrig bryder ud. Det er et stærkt religiøst, patriarkalsk samfund, hvor ikke mindst den strenge præst (Burghart Klaussner) og baronen (Ulrich Tukur), der ejer al jorden omkring byen, sætter dagsordenen for beboernes liv, især deres kvinder og børn.
Men da mystiske ting begynder at ske - lægen (Rainer Bock) kommer ud for en rideulykke, to børn bortføres og tortureres, en lade brændes af - lægger en skygge af frygt og mistænksomhed sig over den lille by.
Man ved ikke, hvem det er, der gør de forfærdelige ting, men skolelæreren (Christian Friedel), der som gammel mand agerer filmens fortæller, har sine mistanker, og det har publikum også. Man fornemmer oprøret ulme under overfladen hos præstens stakkels, undertrykte børn, der må bære titlens hvide bånd, hver gang de gør det mindste forkert. Det symboliserer renhed og uskyld, siger præsten, der er en brutal og meget lidt kærlig mand, og hans børn må bære det, indtil deres forældre føler, at de igen kan stole på dem.
Das Weisse Band er lige så streng og kysk af ydre, som det liv, personerne i filmen lever. Kameraet bevæger sig sjældent, billederne er sort/hvide, og musik er der stort set ingen af. Nu har samfundsrevseren Haneke aldrig været nogen effektjagende filmskaber - selv om han godt kan lide at chokere sit publikum - og netop den filmiske tilbageholdenhed fremhæver kun alt det, der foregår bag facaden hos personerne i hans film.
Således også i Das Weisse Band, der ser familien som krigsskueplads, og som med krigens udbrud til slut bliver en allegorisk fortælling om, hvordan menneskets - mænds - brutale, uforsonlige væsen er skyld i megen død og ødelæggelse. Det er på sin nazi-tysklands fødsel, som vi er vidne til i filmen. Vi har været lignende steder med Haneke før, og det er ikke spor behageligt, men en udflugt, vi er nødt til tage på engang imellem for at minde os selv om, hvor galt det kan gå.
‘Inglourious Basterds’ har dansk premiere senere på året. ‘Das Weisse Band’ er endnu ikke i dansk biografdistribution