Debatten om udviklingsbistand er i den vestlige del af verden ofte præget af en polarisering mellem neoliberalisme og marxisme. Der er derfor i den grad behov for en debat på udviklingsområdet, som ikke er enten neoliberal eller marxistisk af natur. Den neoliberale mener overvejende, at bistandshjælpen til mindre bemidlede lande bør minimeres, mens den marxistiske (ofte ukritisk) mener, at bistandshjælpen bør forhøjes. ‘Men hvad bliver pengene brugt til’ er et spørgsmål, der ofte stilles af den neoliberale. Det er så her, at vi som udviklingsarbejdere kommer til kort, for hvad bliver pengene egentlig brugt til? Det ser nemlig rigtig godt ud på papir og i de mange rapporter, som hvert år publiceres af en række internationale organisationer og ngo’er.
Fair Trade konceptet lyder umiddelbart som en god idé, da producenten i teorien modtager den merpris, vi som forbrugere i Vesten betaler for en vare. Desværre er der utallige eksempler på, at dette ikke sker, og generalsekretær for Max Havelaar, Judith Kyst, står da også for skud i disse dage. Hun tager så til genmæle ved at forsvare sin ideologi, forening, kollegaer og dermed sig selv og sit job.
På studiet for Internationale Forhold og Udvikling mindede vi ofte hinanden om, at målet måtte være at arbejde os ud af et job. Dvs. udviklingsprojekterne skulle gerne blive selvkørende i de pågældende lande, som vi håbefuldt ønskede at blive udstationeret til. Desværre blev mange af os klogere efter den første udstationering. Efter endt uddannelse søgte jeg et job i Burkina Faso og blev udstationeret med FN. Jeg skulle arbejde som ligestillingsekspert i en lokal paraplyorganisation. Organisationen var stærkt underbemidlet og frem for at udvikle ligestillingsstrategier, som jeg oprindeligt var ansat til, så begyndte jeg at fundraise. Desværre var organisationen ikke blot ubemidlet, men også gennemsyret af korruption, dårlig ledelse, faldefærdige bygninger og mangel på menneskelige og materielle ressourcer. Jeg kæmpede for sagen i ét år og besluttede derefter, at jeg var sendt på ‘mission impossible’. I bagklogskabens lys kan jeg undre mig meget over, hvorfor FN valgte at støtte organisationen.
Jeg havde ofte lange diskussioner med andre unge Junior Professional Officers (JPO’s) og United Nations Volunteers (UNV’s), som sad i FN-systemet. Generelt var de utrolig trætte og opgivende i forhold til deres job. De følte sig fanget i et tungt og bureaukratisk system, som aldrig rigtig nåede ud over egen færden på gangene. De følte sig fanget i et net af rapportering, officielle arrangementer og keeping up appearances. Dog er den høje løn og frynsegoderne et plaster på såret, som gør, at mange FN-medarbejdere aldrig får sig ‘arbejdet ud af jobbet’. Der er utallige historier at blive forarget over i udviklingsverdenen og til tider spørger man sig selv, om målgruppen ‘de fattige’ mærker noget som helst til vores eksistens?
De eksisterende strukturer kan virke som lidt af en hæmsko for velmenende udviklingsarbejdere og dermed også for målgruppen. Man kan simpelthen ikke nå derud, når man sidder i bureaukrati og korruption til op over halsen.
Min personlige erfaring er desværre benzin på den neoliberales bål om at minimere bistanden. Dette er ikke nødvendigvis mit ønske, men jeg tænker, at vi er nødt til at genopfinde og redefinere fænomenet udviklingsbistand og vi er nød til at stille os overordentlig kritiske over for bistanden i dens nuværende form. Hvordan undgår nyudklækkede og håbefulde udviklingsarbejdere at miste gnisten i de eksisterende strukturer? Hvordan når vi målgruppen udenom udviklingscirkuset? Først og fremmest skal man gøre sig klart, om en organisation har behov for en udviklingsarbejder. Efterspørgsel må være grundregel nummer ét. Ellers ender man som jeg i en organisation, der ikke er ægte interesseret i at modtage hjælpen. Man bliver en brik i et politisk spil i forhold til, hvor mange arbejdere, FN kan sende ud så statistikken passer hjemme på hovedkontoret i New York eller Bonn. Det genererer nemlig flere penge til næste års budget at have opbrugt midlerne og at have behov for flere a la titlen på Anne Knudsens bog: Her går det godt, send flere penge.
Hvor gerne jeg end ville, så kan jeg ikke overrække den neoliberale en liste af gode projekter, som bistandsmidlerne støtter, men i 1980’ene kendte jeg et godt og succesfuldt projekt i Lesotho, en landbrugsskole, der ved mange officielle lejligheder blev præsenteret som et mønsterprojekt. Dog måtte selv dette projekt opgive, idet der opstod for store lokale politiske spændinger til, at det kunne videreføres, og det kan således sammen med min organisation i Burkina Faso tilføres listen over projekter, som åndede ud en sidste gang. Der er utallige eksempler på rapporter og forskning, som konkluderer, at uligheden i Afrika ikke er blevet mindre til trods for, at Danmark samt andre vestlige lande har ydet kontinentet bistand i over 50 år. Der er derfor behov for en debat, som ikke blot afviser bistand, som værende 100 pct. nyttesløs, men en debat som redefinerer og søger at nå et alternativ til den udviklingsbistand, der føres på nuværende tidspunkt.
Der er altså brug for en debat, som stiller sig voldsomt kritisk over for den eksisterende form for udviklingsbistand.
Kathrine Lassen cand.scient.soc. i udviklingsstudier og er lige kommet hjem fra Burkina Faso. hvor hun arbejdede et år for FN og Mellemfolkeligt Samvirke