Egentlig er det ikke tyrken der er hovedpersonen i Rossinis og Felice Romanis buffo-opera fra 1814. Ej heller den dejlige Donna Fiorilla eller Geronio, hendes evigt bedragne ægtemand.
Snarere spiller digteren Prosdocimo operaens centrale spil som personen der konstruerer historien med tyrken som på én gang påskud og igangsætter og følger den helt til dørs.
“Nu har jeg en slutning”, som han siger, da løjerne ikke kan drives længere, og hver har fået sin rette partner. Prosdocimo ligner lidt Don Alfonso i Mozarts Cosí van tutte, og budskabet ligger også i samme gade: kvinder eller mennesker, vælg selv, er ustabile i elskovsaffærer og vælger lysten frem for pligten, nogle gange også frem for kærligheden og altid frem for dyden. Troskab i erotik er kedsommeligt, som Fiorilla allerede ved sin entré betror publikum.
Digteren Prosdocimo har sat sig for at skabe en tekst til en opera, der beviser dette med den menneskelige adfærd, hvor alle snyder, og eftersom personerne opfører sig som han kun kan ønske sig, går det hele op i en højere enhed på sin egen sære måde og med sin egen skøre logik. Historien har farcens karakter, og den begriber iscenesætterne. Patrice Caurier og Moshe Leiser går med opstemthed til opgaven med at gøre denne i Danmark så sjældent spillede opera vedkommende. Påfundene dertil er mange - ikke alle lige morsomme men det rækker dog nogenlunde til at redde en meget, meget lang forestilling op fra måske snarlig glemsel. Det er et af grundproblemerne med tyrken, at den varer tre timer og femten minutter (med pause), og det er for langt til materialets bærekraft. Det er også for langt på Det Kongelige, og de burde have skåret lidt.
Som antydet er det en ungdomsopera fra den dengang kun 21-årige Rossinis hånd; ørehængerne har endnu ikke manifesteret sig i den senere tematiske overdådighed. Hvad der således mangler i musikalsk pragt, må man kompensere for i historien om den tyrkiske prins Selim der kommer til bugten ved Napoli og fordrejer hovedet på Fiorilla, men ender med at opvække sin gamle kærlighed til den dejlige tyrkiske slavepige hos sigøjnerne, Zaida.
Den rossiniske energi i det vokale og orkestermæssige fornægter sig ikke trods de få melodiske godbidder. Kapellet under Giancarlo Andretta indfrier alle rimelige forventninger til akkompagnementet af de fine sangere. Den side af sagen fejler bestemt ikke noget med Henriette Bonde-Hansen som en forrygende velsyngende Donna Fiorilla. Også i operaens få alvorlige øjeblikke glimrer hun - eksempelvis i den store tragiske arie i 2. akt.
Don Geronio fremstilles af gæsten Alessandro Corbelli, som synger stort og spiller komedie, så lidt mindre ind imellem, når plastikken vinder over figuren, nok kunne gøre det. Som Zaida fejrer Andrea Pellegrinis virtuose og klangrige mezzo sopran triumfer, rørende energisk i sin ulykkelige kærlighed og underfundig i spåkonescenen.
Palle Kihlberg Knudsen reciterer sig musikalsk gennem den elegant meddigtende, småkyniske librettist, og Bo Kristian Jensens’ Don Narciso er overbevisende som den evigt tilsidesatte tenor, der afvises af pigerne, men til sidst scorer den rette handyman fra koret. Endelig står Tigran Martirossian markant og til tider grotesk i sin maskuline selvhørm som den tyrkiske prinseplayboy med slikket hår og liderligheden uden på tøjet. Hans ankomst pr. trukket skib er scenografen Christian Fenouillats største fortjeneste.
Det hele er holdt i varme farver med det blå vand i baggrunden og resten stiliseret i farvede firkanter. Selve miljøet er ubestemmeligt sat til omkring badeferien i 1960 stykker, men flere steder kronologisk afkonkretiseret, og det går an og anfægter ikke historien, skønt Rossini jo ikke kendte meget til biler, som den på det punkt reviderede libretto hævder.
Dette kunne være en passende forestilling at slæbe operauvante børn med til. Men længden var lige ved at gøre denne (over)modne tilskuer utidig, så det er nok ikke nogen god idé, selv om Operakorets herrer ind imellem er abeskønne at skue og pirrer det barnlige i selv en overtræt anmelder.
Gioacchino Rossini: Tyrken i Italien. Instr. Patrice Caurier og Moshe Leiser. Scenografi: Christian Fenouillat. Det Kongelige Kapel. Operakoret. Dir. Gincarlo Andretta. Det Kongelige Teater. Gl. Scene.