“Da jeg blev solgt som prostitueret til et bordel i 1986, var jeg ca. 16 år gammel. I dag findes der mange langt yngre prostituerede i Cambodja. Jomfruer er til salg i alle større byer, og for at man kan være sikker på, at de er jomfruer, er pigerne somme tider helt ned til fem eller seks år gamle. De bliver voldtaget og slået, ofte i årevis, og mange af dem bliver dræbt.”
Sådan står der på allerførste side - før indholdsfortegnelsen - i cambodjanske Somaly Mams bog En kvindes pris. Velkommen til helvede!
Man oplyses om, at der officielt anslås at være mellem 40.000 og 50.000 prostituerede, men at dette er skudt langt under målet. Faktisk regner man med, at mindst én ud af hver 40. pige, der fødes i Cambodja, sælges til sexslaveri.
Inde i bogen fortæller Somaly Mam om sin opvækst. Hun tilhører Cambodjas urbefolkning, phnongerne, ‘de oprindelige khmerer’, forklarer hun, og hun voksede op i skoven i Mondulkiri-provinsen. Hendes forældre var forsvundet og snart forsvandt hendes bedstemor også, så fra ganske lille klarede hun sig selv, spiste, hvad hun kunne finde af urter og insekter - myrer var livretten - og sov i en hængekøje mellem træerne.
Da hun var ni-ti år gammel - hun kender ikke sin fødselsdag - blev hun solgt af den mand i landsbyen, der nu og da gav hende husly, til ‘bedstefar’. Denne tog hende med til sin egen landsby, lod hende arbejde hårdt og slog hende med spanskrør, når hun ikke tjente penge nok til hans spil og alkohol. Formodentlig som afbetaling på spillegæld lod han hende voldtage af en kinesisk købmand.
Som phnong er hun mørkhudet og blev derfor anset for grim af lavlandskhmererne i landsbyen. Til sidst blev hun solgt til et bordel, et skur med rådne madrasser på gulvet, møgbeskidt, og med møgbeskidte, stinkende mænd med rådne tænder i uendelige mængder, tærsk, indespærring og diverse torturmetoder, hvis hun ikke makkede ret.
Somaly Mam kom ud af bordellet ved at gifte sig med en franskmand. Hun kom til Paris, men vendte siden tilbage for at hjælpe piger i samme situation som den, hun selv havde været i.
I dag bor hun i Phnom Penh, hvor hun har oprettet en organisation, Somaly Mam Foundation, der indtil nu har reddet flere end 5.000 kvinder ud af prostitution og givet dem en uddannelse. Der er både et voksen- og et børnecenter, det sidste i stigende grad nødvendigt.
Hun er blevet truet på livet, hendes ældste datter er blevet forsøgt kidnappet, og minderne om tiden som prostitueret hjemsøger hende.
Af samme grund er det med en vis betænkelighed, jeg skal tale med Somaly Mam denne majformiddag. Jeg har jo læst om hendes kvaler ved at fortælle om sin fortid. Mod slutningen af bogen skriver hun:
“At skrive denne bog har bragt det hele tilbage, og jeg kan ikke længere sove. Det gør mig syg. Jeg har mareridt, hvor jeg husker alle rædslerne. Somme tider ved jeg ikke, om jeg kan bære at leve med dem. Der er tider, hvor jeg gerne vil slippe af med denne byrde af minder, som tynger mig, det signal fra min elendighed, som tvinger mig til at tage brusebad efter brusebad og skrubbe mig så hårdt som muligt, inden jeg smører mig ind i creme og drukner mig i parfume.”
Hvad kan jeg tillade mig at spørge hende om, tænker jeg, men straks jeg træder ind i forlagets solbeskinnede lokale, rejser to smukke, smilende kvinder sig og byder mig hjerteligt velkommen.
Somaly Mam er sammen med Chhun Chenda Sophea, der arbejder som rådgiver i Somaly Mam Foundation. Begge kvinder giver sig straks til at fortælle af hjertens lyst.
Jeg noterer glad overrasket. Når man har gået hjemme i tilknappede Danmark længe nok, har man det med at glemme, hvor imødekommende folk fra andre kulturer kan være.
“Min søster,” siger Somaly, og Sophea forklarer. Hun måtte flygte til Australien under Pol Pot, og den første, hun mødte, da hun vendte hjem, var Somaly.
“Hun bad mig blive sin søster, og nu arbejder vi sammen,” siger Sophea, der tillige er direktør i et byggefirma. “Vi rejser meget sammen, jeg fungerer som rådgiver og som en skulder at græde ud ved.”
De to kvinders spontane venlighed står i skarp kontrast til den kultur, Somaly Mam beskriver i bogen. Den er næsten ufatteligt brutal og patriarkalsk, så jeg spørger Somaly og Sophea om, hvor meget der skyldes årene med Khmer Rouge, og hvor meget der ligger i kulturen. “Folk er fattige og uuddannede,” svarer Somaly, “og børn er ofre, slaver, de skal sige ja til alt. Mænd har magten, sådan er kulturen. Kun over for deres forældre må de bøje sig, der er stor respekt for gamle mennesker. Men deres koner skal adlyde, og hvis de gør modstand, bliver de slået.”
“Og hvis manden slår, så bliv inde i rummet og sig det ikke til nogen. Der findes en lov for kvinder: Tavshed inden voldtægten og tavshed efter. Vi lærer fra små, at vi skal være ligesom silkebomuldstræet. Døve og stumme og helst også blinde.”
“Utroskab må man bare acceptere,” indskyder Sophea, “og skilsmisse er tabu.”
I dag er det muligt at blive skilt i Cambodja, men indtil videre har færre end 10 kvinder krævet skilsmisse. I det gennemkorrupte samfund kræver det, at man har penge, og pengene i en familie er mandens, forklarer hun.
Jeg spørger Somaly, hvorfor hun ikke er blevet i det Vesten, der dog giver kvinder en del flere muligheder og rettigheder end hendes fædreland.
“Jeg kan ikke bo i Vesten,” svarer hun. “Her er masser af penge, her er sikkerhed, men jeg er ikke lykkelig her. Her har folk så meget, men jeg kan ikke se, hvad jeg skal komme her for, jeg er ikke til nogen nytte her. Hjemme føler jeg mig nyttig, der kan jeg kæmpe, vi kæmper for lov og ret og for vores børn, og man må have et håb for at kunne leve. Har jeg været væk en uge, savner jeg børnene.”
“Desuden deler vi meget mere af det, vi har, i Cambodja. I Vesten er alt ‘mit, mit, mit’, man er ikke så gæstfri som hos os.”
Somaly og Sophea er selv levende illustrationer af hendes ord, men heller ikke gæstfriheden kan jeg få til at hænge sammen med bogens beskrivelser af khmer-kulturen som ekstremt aggressiv og voldelig.
Så kommer Pol Pot alligevel på banen som forklaring.
“Meget skyldes traumer fra de fire år med Khmer Rouge,” siger Sophea, der jo selv har været flygtning. “Folk har mistet familiemedlemmer, har været fordrevet, har sultet og lidt, og de har ingen hjælp fået, der er ingen psykologhjælp at hente i Cambodja. Befolkningen er uuddannet og har ikke oplevet andet end drab.”
“Jeg er født ind i denne vold, jeg har altid opfattet vold som normal, men jeg slår ikke mine børn,” tilføjer hun.
Gang på gang vender begge kvinder tilbage til, at man ikke forstår forholdene, hvis man ikke selv har set dem. “Kom og se vores center,” siger Somaly, “ellers forstår man ingenting.”
Begge er de også meget vrede over Vestens dobbeltmoral.
“I forarges over, at mænd voldtager små piger, fordi de tror, at det beskytter mod AIDS at tage en jomfrudom, men hvad gør I med alle de vestlige pædofile, der kommer til os for at have sex med små piger og drenge? I siger, at de er syge og indlægger dem, det er ikke fair,” mener de.
“Piger ned til fire-fem år bliver misbrugt af udenlandske mænd, og nogle gange dør pigerne af det, fordi de er for små,” fortæller de.
“I burde have meget strengere straffe for pædofili, ellers kommer de bare ud og gør det igen,” siger de to cambodjanere.
“Det hjælper heller ikke at sætte dem i fængsel i Cambodja, for det kan man bare betale sig ud af, de bør fængsles i deres hjemland.”
Jeg fortæller, at det skam også sker, men lange forklaringer om behandlingsdomme og tidsubestemte straffe, samt behandlingen af pædofile i fængsler virker i denne sammenhæng som én lang undskyldning - jeg tier stille.
“På Bali hænger de folk, som smugler narkotika,” fastslår Sophea.
Hvordan ser fremtiden ud, vil jeg vide.
“Håb, håb, håb,” svarer Somaly. “Vi må ændre mentaliteten, så kvinder får frihed og rettigheder, men det er en langsom proces. Måske om 100 år, det har det jo også taget for jer! Men alt må komme fra kvinderne selv, vi må holde sammen.”
- Er der en kvindebevægelse i Cambodja?
“Ja, os!”
“Vi er stærke, vi er veluddannede, vi har rejst, og når vi går på restaurant, snakker og støjer vi, så mændene må holde mund. Nogle gange går de.”
Da jeg spørger, om de har forbilleder, svarer de som med én mund: Sverige. Her er det strafbart at opsøge en prostitueret, og en legalisering af prostitution, som det drøftes i Danmark, er den rene gift, mener de.
“Legalisering vil kun føre til mere trafficking,” siger Somaly. “I Tyskland er 75 procent af de prostituerede udenlandske kvinder, og de har ikke noget pas, for det har deres alfons. Hvem henter dem? De kommer jo ikke frivilligt for at blive prostituerede. De kommer for at tjene penge.”
- I Danmark er der røster fremme om at ændre betegnelsen ‘prostitueret’ til ‘sexarbejder’. Man mener, at prostituerede bør respekteres som nogle, der blot udfører et job ligesom alle andre?
Her bliver de to imødekommende kvinder pludselig vrede. I munden på hinanden giver de sig til at spørge: “Hvem siger det? Hvem finder dog på det? Bring dem til mig!” siger Somaly, “så skal jeg fortælle dem, hvad det drejer sig om. Lad mig vise dem vores bordeller! Lad mig vise dem kvinderne i vores centre!”
“Selv de kvinder, der siger, at de gør det af egen fri vilje, gør det altid på grund af noget andet,” supplerer Sophea. “De er narkomaner, fattige eller mentalt forstyrrede.”
- Argumentet imod en kriminalisering af kunderne er, at det blot vil fjerne prostitutionen fra gaderne, så den helt unddrager sig kontrol?
“Det vigtige er, at klienterne bliver straffet. Ingen efterspørgsel, intet udbud,” fastslår Somaly.
Til afslutning spørger jeg Somaly, om hun har et budskab, hun gerne vil aflevere. Ja, hun vil gerne sige til Vestens mænd, at de skal have respekt.
“Når I går gennem et Red Light District, så spørg jer selv, hvorfor kvinderne mon er der. Spørg jer selv, om I ville ønske, at jeres mor eller jeres søster var prostitueret.”
“Vi elsker vores krop, vi vil ikke prostituere os. Vi vil have sex med de mænd, vi elsker!”