Hvor stor var den ‘atombombe’, som Nordkorea afprøvede mandag morgen dansk tid? Det er et spørgsmål, som vil blive diskuteret længe af eksperter. Centralt i denne debat står et paradoks: Jo mindre bombe, desto værre.
Nøglen til dette paradoks er, at en lille bombe bedre kan anvendes i raketter end en stor. Desuden vil en lille bombe medføre, at Nordkorea kan fremstille flere bomber, end landets kendte beholdning af plutonium lægger op til.
På spil i debatten står desuden Obama-regeringens visdom. Den har med en stribe initiativer bragt nyt liv i indsatsen for atomnedrustning, mod spredning af atomvåben. Men det forunderlige er, at nye initiativer i forbindelse med Nordkorea stort set har været fraværende.
Det er årsagen til, at nogle eksperter, som står regeringen nær, kalder den nordkoreanske atomdemonstration for Obamas første fiasko. Ifølge Joseph Cirincione, som har deltaget i udviklingen af Obamas strategi for atomafrustning, troede præsidentens stab, at man kunne ignorere Nordkorea. Regimet i Pyongyang har siden efteråret opført sig noget genstridigt. Men nordkoreanerne ville nok, lød rådet til Obama, komme til forhandlingsbordet igen.
Den mest positive tolkning af prøveeksplosionen er, at Nordkorea ret højlydt har erklæret, at man ikke vil overses. En mere dyster tolkning er, at prøven har bragt Kim Jong-il nærmere til brugbare våben, og det kunne måske være undgået, hvis Obama havde fokuseret mere på Nordkorea.
Vurdering af bombens størrelse og prøvens effektivitet er svær, fordi en række endnu ukendte faktorer skal indgå. Nogle nyhedsmedier har fra en russisk kilde rapporteret, at den i sprængkraft svarer til 20 kiloton trotyl, og altså kan sammenlignes med bomben, som ramte Nagasaki i 1945. Dette skøn bygger på måling af, hvor kraftig rystelser eksplosionen afstedkom.
Men den største ubekendte faktor er, at sikker vurdering forudsætter kendskab til de geologiske forhold, hvor bomben blev sprængt. Sand opsuger og slører sprængkraften mere end fast klippegrund. Russernes tal for sprængkraft lå højere end andre, da Nordkorea i 2006 sprængte sin første bombe, og de ligger igen helt i top. Dertil kommer, at selv små forskelle i målinger på Richter-skalaen giver store forskelle i sprængkraft. Amerikanske samt flere andre seismiske målinger har vist et udslag på Richter-skalaen, som ligger mellem 4,5 og 5,0 - og et skøn for sprængkraft på mellem to og seks kiloton.
Nogle eksperter har antaget, at Nordkorea teknologisk er så tilbagestående, at man nok har efterlignet den amerikanske Nagasaki-bombe, som vejede fire ton. Det er en vægt, som ligger langt over nordkoreanske raketters bærekraft. Den amerikanske forsker David Wright fra Union of Concerned Scientists mener, at raketten (betegnet Unha-2), som nordkoreanerne afprøvede i april, kan bære en ladning på et ton på en distance af 6.000 km frem til et mål. En ladning på 500 kg giver en rækkevidde på 9.000 km. Det er en udbredt antagelse, at nordkoreanerne ikke foreløbigt kan bygge en brugbar bombe på 500 kg, og derfor har Kim Jong-il ikke snarlig udsigt til at kunne true f.eks. USA.
Men det er ikke en antagelse, som nu er urokkelig. Det er muligt, at Nordkorea måske med pakistansk hjælp i udviklingen af en bombe er sprunget over den primitive, tunge, udgave.
Bomben, som blev afprøvet i 2006, havde ifølge flere vurderinger en sprængkraft på under et kiloton. Mange antog, at noget var gået galt, så eksplosionen blev mindre end tilsigtet.
Men flere forskere, som ikke er kendt for bevidst alarmerende påstande, luftede den mulighed, at Nordkorea havde stræbt efter et våben, som med tilbehør ville ligge mellem 500 og 1.000 kg, så man i det mindste kunne ramme Sydkorea eller Japan med raketter, som har vist sig funktionsdygtige - den langtrækkende Unha-2 raket fra aprilprøven var noget af en fuser.
Amerikanske forskere har fra nordkoreanske kilder fået oplyst, at der blev brugt to kg plutonium til 2006 bomben. Det mest udbredte skøn har været, at koreanerne nok vil bruge seks-otte kg. Hvis der kun er brugt to kg er det endnu et tegn på, at de stræber efter små bomber. Fordi Pyongyang formentlig har 40-50 kg plutonium, vil bombernes størrelse også markant påvirke mængden, som kan fremstilles.
Blot fordi en sprængladning, som afprøves under jorden, er lille, er det bestemt ikke ensbetydende med, at koreanerne også kan fremstille en lille bombe, som kan placeres i en raket, føres frem til et mål med rimelig præcision, gennemtrænge Jordens atmosfære og eksplodere.
Dertil kommer, at når det gælder fjerne mål, så mangler Kim Jong-il stadig en brugbar raket, og fremstilling af en sådan byder også på store udfordringer. Men hvis bistand fra udlandet kan indhentes, kan vanskelighederne måske overvindes. Det er næppe sandsynligt, at Pakistan i dag vil levere bistand. Iran, som har et omfattende program for udvikling af raketter, vil måske være mere villig til samarbejde - hvis man f.eks. får plutonium til gengæld.
Som det vel fremgår af ovenstående, er der ganske mange ‘hvis’er’ i enhver vurdering af Nordkoreas formåen på kort og langt sigt. Men der kan være mange lande, som mere ser på mulighederne og truslerne, hvis forhindringerne, som skal overvindes, bliver klaret. Eller sagt mere direkte: Det er sandsynligt, at overvejelserne i en række lande angående behovet og mulighederne for selv at anskaffe atomvåben er blevet påvirket af Nordkoreas demonstration.