Lisbeth Salander, hovedpersonen i Stieg Larssons Mænd der hader kvinder, er gået hen og blevet en vaskeægte moderne, feministisk heltinde.
Det forjættende ved Lisbeth Salander er, at hun ikke finder sig i noget. Når der er nogen, der generer hende, slår hun fra sig. Hun er intelligent, har fotografisk hukommelse, og som den motorcyklende hacker, hun er, har hun misundelsesværdigt god forstand på teknik.
Hun er en overlever på trods. En yderst traumatiserende barndom har gjort hende til morderske, mordbrænderske endda. Også samfundet, personificeret ved hendes værge, advokat Bjurman, har udsat hende for overgreb. Denne mand, der autoriseret af samfundet, er udpeget til at varetage Lisbeths økonomiske og personlige interesser, misbruger sin stilling på det groveste og udsætter gennem afpresning Lisbeth for seksuelle krænkelser. Men hvad gør hun? Bryder hun sammen, som de fleste ville have gjort i hendes sted?
Ikke Lisbeth. Hun sætter advokaten ud af spillet med en plan, der involverer et bredt spektrum af straffelovsovertrædelser. Jeg nævner i flæng: krænkelse af privatlivets fred, frihedsberøvelse, tortur, afpresning og grov vold.
Det, Lisbeth praktiserer, går langt ud over selvforsvarets og nødværgens grænser. I Danmark er det tilladt at anvende nødvendig magtanvendelse, hvis man tror sig i fare. Grænserne er ikke vide for, hvad der er nødvendigt. For eksempel anses drab yderst sjældent for at være nødvendigt. Lisbeth Salander handler ikke inden for de grænser, når hun giver elektrisk stød, sætter ild til sine overgrebsmænd og slår dem til lirekassemænd. I lovens øje er Lisbeth Salander selv en forbryder. En forbryder, der er for intelligent til at blive taget ganske vist, men ikke desto mindre en forbryder. Alligevel er såvel bøgerne som filmen i høj grad markedsført på Lisbeth Salander-karakteren, den ene af de to hovedpersoner.
I et dameblad har kendte kvinder udtalt sig om, hvorfor de elsker Stieg Larssons bøger. Svarene var nærmest som med en mund: Lisbeth Salander-figuren. Og flere skriver endda, at deres favoritscene er den, hvor advokat Bjurman får sin bekomst.
Man kan undre sig over, hvorfor denne kvindelige Dirty Harry anno det nye millennium er blevet mainstream.
Er det, fordi der nogen gange er forskel på jura og moral, og det ,Salander gør, er udtryk for ulovlig retfærdighed, men ikke desto mindre retfærdighed?
Næppe. Ingen ved deres fulde fem vil kunne bifalde et samfund, hvor selvtægt var en acceptabel løsning, uanset hvor usympatisk genstanden for selvtægten måtte være. De fleste vil heldigvis kunne blive enige om, at også en advokat Bjurman har krav på at blive stillet for en - juridisk - dommer og idømt en passende straf inden for lovens rammer.
Men hvorfor så denne brede fascination i hele Skandinavien af den kvindelige hævner - og mandemorder? Måske er det, fordi hun nægter at påtage sig offer-rollen.
I den virkelige verden kan man hyppigt læse om kvinder, der bliver misbrugt, holdt indespærret, mishandlet, overfaldet og slået ihjel af deres mænd og kærester
Liden Lisbeth personificerer den undertrykte kvinde, der ikke knækker; men rejser sig som Fugl Phønix igen og igen. Lisbeth har, med et slagord fra kvindernes internationale kampdag, taget natten tilbage og set sine dæmoner i øjnene i stedet for at lade sig overvinde af sin frygt.
Måske hænger populariteten også sammen med en nye trend i litteraturen i Skandinavien - kvinder, der hævner sig på mænd.
I Tyskland og Schweiz har litteratur om kvinder, der hævner sig på mænd, længe været en populær genre. Der er et helt begreb for den særlige kvindetype, nemlig Männermörderinnen, mandemordersker.
Jeg stiftede for første gang bekendtskab med fænomenet i novellesamlingen Mein erster bis elfter Mord. Den er skrevet af schweiziske Milena Moser i 1990 og handler om en kvinde, der igennem en række noveller begår 11 mord. Novellerne er humoristiske i deres til tider absurde morbiditet.
Modsat Lisbeth Salander er den navnløse mandemorderske hos Moser let at provokere. Faktisk skal der overraskende lidt til, før hovedpersonen svinger kniven. En mand i en telefonboks bliver kørt over, fordi han ikke vil overlade telefonen til hende, og en tidligere kæreste, hun som pizzabud skal levere til, bliver stukket ned i døren med en kniv. Denne novelle hedder selvfølgelig “Letzte Pizza”. Hovedpersonen slår primært mænd ihjel, men en ældre dame, der larmer for meget i et nattog, ender også med at få en pude presset ned over ansigtet. Endelig kommer en psykiater, der har afsløret massemordersken, unaturligt af dage efter at have fået gift i tandpastaen.
Den tyske forfatterinde Tanja Dückert har også tematiseret barske kvinder i novellesamlingen Café Brazil fra 2001. I Marmorkuchen er Jochen gift med Veronika. Ægteparret arbejder i det samme medicinalfirma, hun som underdirektør og han som sekretær med, efter hans eget skøn, en tredjedel i løn.
Jochen laver det meste af det huslige arbejde. Veronika bager dog marmorkage, men kun til sammenkomster med sine veninder, hvor mændene er forment adgang. For ifølge Veronika taler mænd kun om sig selv, og så har de i øvrigt ingen humor. At hun mener det alvorligt, får hendes mand at føle, da han en dag formaster sig til at skære sig en skive af den marmorkage, hans kone har sat til afkøling. Det skulle han aldrig have gjort. Han kommer til at betale med sit liv.
Mesteren over dem alle er Ingrid Noll, Tysklands krimidronning nr. 1. Ingrid Noll, der i mange år var hjemmegående husmor, debuterede først, da hun var midt i 50’erne. Hos Noll er mændene svage, latterlige, bedrageriske - og i konstant livsfare. Den bittersøde tosomhed beskrives med både bidende vid og morbid humor, så man som læser er mere end almindelig godt underholdt, mens de ud i det absurde, dovne, utro og uduelige mænd bliver hængt ud og nogle gange også aflivet. Når man har grinet af, kan man godt reflektere lidt over, at en genre, der har gjort kønnenes kamp og nogle gange mændenes endeligt til tema, har haft så stor succes i et land, hvor det stadigvæk er helt almindeligt at være hjemmegående husmor. Eksempelvis forholder det sig sådan, at to tredjedele af de tyske kvinder, der har børn under tre år, ikke er erhvervsaktive.
Kvinder, der hævner sig på mænd, er også blevet populært stof i Danmark, ikke bare med Stieg Larsson-trilogien, der er solgt i over en million eksemplarer. Også i musikkens verden synges der af hjertens lyst om hævngerrige kvinder. Senest har Sys Bjerre haft stor succes med sangen Malene, der handler om en piges hævn over en utro kæreste. Hans ædlere dele kan man se på internettet, hans lejlighed er - lidt - brændt ned og hans løsøre er vandaliseret i forskellig grad; men sangeren kan dog trøste ham med, at hans kat har det godt. Lone Hørslev tematiserer i barske vendinger i sin nye digtsamling Jeg ved ikke om den slags tanker er normale de voldelige tanker, kvinder, der føler trang til at hævne sig på deres eksmænd, gør sig.
Hvordan kan det være, at der pludselig er denne fascination af den kvindelige hævner i Skandinavien, hvor mænd og kvinder angiveligt er lige, og hvor kvinder har de samme muligheder og rettigheder som mænd?
Måske er det, fordi der på trods af samfundets forskellige tiltag og ligestillingslovgivning stadigvæk er et stykke vej til, at kvinder kan siges reelt at være ligestillede med mænd.
Desuden kan man næsten dagligt læse gruopvækkende artikler om sexslaveri, jalousimord, incest og andre overgreb mod kvinder. Og ikke ret mange artikler om, hvordan de undertrykte har lavet ‘en Lisbeth Salander’.
Kunne det være en af årsagerne til, at fiktion om kvinder, der hævner sig på mænd, er blevet sådan en stor succes?