Hvordan kan det være, at sydkoreanere er så langt mindre frygtsomme end israelere, når de konfronteres med truslen om atomvåbenangreb?
Nordkoreas anden underjordiske atomprøvesprængning, som var langt større end dets første i oktober 2006, fremkaldte ingen panik i Sydkorea. Ej heller har Pyongyang-regimets seneste skræmmeadfærd, herunder krigstrusler og testaffyringer af kortdistancemissiler, ført til nogen panik. Sydkoreanerne fortsætter mere eller mindre uanfægtede med at passe deres daglige dont - så vidt vides er ikke en eneste flygtet ud af landet.
Hvor helt anderledes forholder det sig ikke i Israel, hvor en opinionsundersøgelse udført for Tel Avivs Universitets Center for Iranske Studier for nylig afslørede, at næsten en fjerdedel af Israels syv millioner indbyggere vil overveje at forlade landet, hvis Iran skulle få held til at anskaffe sig a-våben? Israels ledere taler om “en eksistentiel trussel” imod landets overlevelse og advarer hyppigt og jævnligt om, at Iran står på tærsklen til at udvikle den frygtede bombe.
Nu er der rigtignok betydelige forskelle mellem de gensidige forhold mellem henholdsvis Nord- og Sydkorea og Israel-Iran, men de bidrager for så vidt kun til at gøre mysteriet endnu større. De to Koreaer har rent faktisk udkæmpet en blodig krig, hvor millioner blev dræbt, og de to landes tropper indtager stadig gensidig konfrontationspositur fra hver deres side af en svært befæstet våbenstilstandslinje. Næsten hvert år kommer det til voldelige episoder langs grænsen eller i farvandene ud for Koreahalvøen.
Israel og Iran har derimod aldrig udkæmpet krige med hinanden og har end ikke nogen fælles grænse. Iran har ikke nogen atomvåben og benægter, at det skulle have til hensigt at fremstille nogen. Ej heller har Iran nogensinde truet Israel med krig.
Irans nuværende præsident, Mahmoud Ahmadinejad, har ganske vist udtalt, at den israelske stat burde “slettes fra landkortet”, hvilket vel sådan cirka gør ham til den 20. leder af et muslimsk land, som har luftet et sådant ønske. Han har imidlertid aldrig sagt noget om, at Iran gerne ville påtage sig den opgave at sørge for, at det sker, og ej heller er han i nogen som helst position til at kunne beordre et angreb mod Israel, da det er Den Øverste Leder, ayatollah Ali Khamenei, som kontrollerer Irans udenrigspolitik og væbnede styrker.
I sine 20 år i embedet har Ali Khamenei aldrig involveret sig i at føre krige i udlandet. Ej heller har han fremsat ytringer i stil med hidsigproppen Ahmadinejads. Hvorimod Nordkorea næsten hvert år finder på stadig nye påskud til at true Sydkorea med snarlig krig. Hvordan kan det på den baggrund være, at israelerne reagerer med noget nær hysteri på den iranske trussel, mens sydkoreanerne forholder sig fuldstændig flegmatisk over for truslen fra Nordkorea?
Og det bliver endnu mere besynderligt. Både Israel og Sydkorea står under USA’s beskyttelse. De amerikanske sikkerhedsgarantier indebærer, at de i sidste ende kan støtte sig til den amerikanske atomafskrækkelse. Men Sydkorea har ikke egne atomvåben og så vidt vides ingen hensigt om at anskaffe sig nogen, hvorimod Israels har hundredvis af de djævelske tingester. Faktisk har Israel tilstrækkeligt med kernevåben til at udslette alle iranske storbyer på én gang i et atomangrebs første bølge.
Israelerne er lige så intelligente som sydkoreanerne, så der må stikke noget andet under. Selvfølgelig ved de israelske ledere udmærket, at muslimske ledere ikke er selvmorderiske ‘vanvidsmullaher’, selv om den brede offentlighed gerne opmuntres til at tro på myten om sådanne. Der må altså være en eller anden genuin strategisk forskel, som kan forklare, hvor de israelske og sydkoreanske reaktioner afviger så meget fra hinanden.
Og der har vi det. Forskellen beror lige præcis på det faktum, at Israel besidder atomvåben, mens Sydkorea ikke gør. Sydkoreanerne sætter deres lid til den amerikanske atomafskrækkelse - de har intet alternativ. Israelerne sætter deres lid til deres egen afskrækkelse, suppleret med den amerikanske ditto som en yderligere luksus. Men de har også andre jern i ilden.
Israels atomvåben er ikke kun tiltænkt at skulle afskrække fra et atomangreb mod Israel. Det formål kunne de fint udfylde, men de er også indrettet på at give Israel ‘udvidet’ afskrækkelse, dvs. at give Israel mulighed for gribe til en atomar trussel for at afværge flere forskellige andre scenarier i at indtræffe.
Disse scenarier ville helt givet omfatte et konventionelt militærangreb på Israel, men også bestemte politiske eller teknologiske udviklinger i Den Arabiske Verden. I overensstemmelse med den måde, afskrækkelsesdoktrinen fungerer på, har Israel aldrig offentliggjort en liste over scenarier, man gerne vil afskrække fra at indtræffe, men alle arabiske regeringer er ganske på det rene med, at sådanne lister må eksistere.
Alle Israels militære og politiske leder har opfattet det regionale monopol på atomvåben, som landet har haft i de sidste 40 år som et enormt strategisk aktiv. Dette aktiv ville forsvinde op i den blå luft, i det øjeblik at blot ét eneste arabiske land kunne rette et eneste nukleart bestykket missil imod Israel. Derved ville Israel blive afskrækket fra selv at indlede et første atomangreb i medfør af visheden om ødelæggende gengældelse.
Ville et iransk atomvåben, dersom et sådant eksisterede, også gøre det af med Israels ‘udvidede afskrækkelse’? Kun såfremt det iranske regime var villig til at risikere en veritabel tilintetgørelse af Iran for arabernes skyld - noget de fleste arabere har deres stærke tvivl om. Men israelerne har altid taget islamisk solidaritet langt mere alvorligt, end de fleste muslimer gør.
Så sydkoreanerne tager de nordkoreanske atomvåben ganske køligt til trods for det nordkoreanske regimes excentriske luner, mens Israels sikkerheds-establishment bekymrer sig for iranske atomvåben af grunde, der er ganske anderledes end dem, som det fremfører offentligt. Og eftersom israelerne er et folk, som er hjemsøgt af mindet om Holocaust, bliver dets regerings retorik om ‘en eksistentiel’ trussel taget helt bogstaveligt af en befolkning, der for en stor dels vedkommende dyrker og tror på disse fantasier.
Men de er vel at mærke kun fantasier. De har ikke deres gang på jord.
Gwynne Dyer er uafhængig journalist og kommentator. Hans klummer offentliggøres i aviser i 45 lande
Oversat af Niels Ivar Larsen