“Situationen i Tibet er i dag et spørgsmål om liv og død. Kinas hensigt er at gøre det af med den tibetanske identitet og kultur.”
Sådan sagde Dalai Lama på et offentligt møde i New York den 4. maj 2009, hvor han også opfordrede sine tilhørere til selv at tage til Tibet; for at se igennem det smukke pittoreske vindue og bevidne, om tibetanerne er så tilfredse, som Kinas propagandamaskine uophørligt påstår i sin seneste offensiv, der er indledt i anledning af, at man nu igen tillader turister at besøge i Tibet. Efter sidste års uroligheder er de første grupper af rejsende tilbage foran Potala-paladset. Dog nægtes tibetologer, pilgrimme, tibetanere med udenlandske pas - og ikke at forglemme: journalister - fremdeles indrejsevisum.
Kinas statslige pressebureau opregner med vellyst de mange udstillinger verden over, som markedsfører Kinas version om Tibet - i Hongkong, Montreal, Mexico mv. - og i mellemtiden skærper det kinesiske diplomati tonen over for enhver politisk leder - det gælder Nederlandenes, det gælder Danmarks statsminister - der måtte ønske at mødes med Dalai Lama, når han gæster deres land. Som om Den Forbudte By kunne diktere hele verden sin vilje! Kina undser sig end ikke for at Amerikas præsident, at han ikke tager imod Tibets åndelige og timelige leder, når Dalai Lama agter sig til USA senere på året. Senest er også Paris’ borgmester, som vil i næste måned ventes at kåre Dalai Lama til byens æresborger er juni blevet mål for Kinas officielle vrede. Hvis ikke det er ‘indblanding i andres indre anliggender’, er disse ord meningsløse.
Et år efter den bølge af protester, der skyllede hen over hele det historiske tibetanske territorium er de første dødsdomme fældet, og processerne fortsætter, de fleste bag lukkede døre. Der meldes om tortur og overgreb i fængslerne, om end informationerne er sparsomme - dem kan vi takke de berørte familier for. Samtidig fortsætter sporadiske protester. I april organiserede studerende i Labrang demonstrationer imod den kinesiske dæmonisering af Dalai Lama og krævede retten til at ytre sig frit, herunder til at tage afstand fra de kinesiske hundserier.
Også Tibets miljø er nødlidende. Kinesiske eksperter foruroliges over markante temperaturstigninger på den tibetanske højslette, hvilket varsler ilde for igangværende og kommende store kinesiske anlægsprojekter. Ifølge Folkets Dagblad “er Tibet alvorligt ramt af den globale opvarmning”.
Tænk virkelig? Hvorfor nævner regeringsorganet intet om, at eksperter for længst har ført bevis for, at det er ‘de ukontrollable menneskelige aktiviteter’, som truer Tibets skrøbelige økologiske balance? Skal Tibets miljø reddes, hjælper det ikke at fortsætte politikken med at tvinge tibetanske nomader til at blive fastboende og importere bosættere fra Kina i stort tal for at fremskynde regionens ‘socioøkonomiske’ udvikling. Den 4. juni er det 20 årsdagen for massakren på Den Himmelske Freds plads i Beijing, og de kinesiske ledere er nervøse. Roen -eller som Kinas præsident udtrykker det: “stabiliteten og harmonien” - skal sikres. Hvilken særegen harmoni er det ikke, som kun kan garanteres ved indsættelse af hær og paramilitært politi.
Anderledes ser man på det i det spanske retsvæsen, som under påberåbelse af princippet om universel jurisdiktion, kan føje stadig flere nye vidneafhøringer til den sag, som man er ved at opbygge imod den øverste kinesiske ledelse for dens massive undertrykkelse af de tibetanske protester i foråret 2008. Spanien har sågar nedsat en undersøgelseskommission, som skal indsamle oplysninger i Tibet - til de kinesiske myndigheders åbenlyse mishag. Kinas statskontrollerede medier har meddelt, at hvis spanske undersøgelsesdommere sætter fod på kinesisk jord, vil de omgående bliver fængslet for bagvaskelse og æreskrænkelse. Det ville sandelig være et smukt bevis på det kinesiske retsvæsens uafhængighed!
Hver eneste gang Dalai Lama bevæger sig rundt i verden - i denne tid i Danmark, Nederlandene og Frankrig - udløser der pr. automatik diplomatiske noter fra Beijings diktatorer med henblik på at intimidere den frie verdens politiske ledere. Desuagtet tager den danske statsminister i denne weekend imod Tibets overhoved - men det gør han vel at mærke i sin egenskab af “privatmand”. Og i Paris vil den socialistiske borgmester kåre Dalai Lama til æresborger - men også her under iagttagelse af størst mulig diskretion. Kinas pression er så massiv, at man trods alt må værdsætte politikere, som holder stand. Det er hårde tider for Tibet og for eksil-tibetanerne, så enhver sympati og støtte er kærkommen. Det giver håb, og det er der brug for. Men at nedtone forsvaret for fundamentale demokratiske værdier - respekten for menneskerettigheder, ytringsfrihed, ja kort sagt friheden selv - på et tidspunkt, hvor Verdens Tag er under omdannelse til et gigantisk fængsel, hvis oprindelige befolkning kæmper fortvivlet for at overleve og bevare sit kulturelle særpræg, er ikke blot en uværdig fornærmelse imod en distingveret gæst. Det er også en uværdig fornærmelse imod Danmarks og Frankrigs traditioner for modstand. At glemme fortiden er at løbe risikoen for at genopleve den.
Claude B. Levenson er fransk tibetolog. Hendes seneste bog, ‘Tibet - en anderledes udfordring’ udkom sidste år på dansk. Siden 2005 har hun haft indrejseforbud i Tibet
Oversat af Niels Ivar Larsen