Benjamin Netanyahu virkede som en presset leder, da han for nogle uger siden forlod Washington. Han havde for første gang været til audiens hos den nye præsident, og selv om pressen mente, at den israelske premierminister havde scoret flest points (Barack Obama vil give Iran en tidsfrist ved årets udløb til at starte atomforhandlinger), følte han sig usikker på den grad af loyalitet, Obama nærer mod den nye konservative israelske regering. Til The Economists medarbejder i Washington fortalte en konservativ amerikansk forretningsmand om et møde, han og andre gamle Netanyahu-fans havde med premierministeren på et hotel senere den dag: “Netanyahu gav luft for sit ubehag. Her havde han prøvet at sætte tingene i et jødisk historisk perspektiv, men præsidenten virkede mere optaget af palæstinensernes skæbne. - Hvad bevæger egentligt denne præsident, sagde en irriteret Netanyahu,” skrev det britiske magasin.
Man kan lige forestille sig scenen. Den amerikanskuddannede Likud-leder sidder i Det Ovale Værelse og belærer den yngre amerikanske præsident om jødernes tragiske historie. Obama krummer tæer. Hvorfor skal han lytte til den lektie? Ingen tidligere præsident har vidst så meget om jødisk historie og filosofi. Siden sin ungdom har han interesseret sig for emnet, ikke mindst motiveret af parallellerne til afrikanske slavers skæbne i Amerika. Obamas kendskab til holocaust og dets eksistentielle betydning for jøderne er de fleste andre amerikanske politikere overlegent.
Netanyahu-regeringen er næppe tiltrådt, og allerede nu tegner sig et antagonistisk forhold til Obama. Torsdag var palæstinensernes præsident Mahmoud Abbas på besøg i Det Hvide Hus. Allerede inden audiensens sagde Obamas udenrigsminister Hillary Clinton - der som senator var kendt som Israel-høg: “Vi ønsker et stop for nye bosættelser (på Vestbredden, red.), ikke nogle bosættelser, ikke forposter og ingen undtagelser begrundet med naturlig befolkningstilvækst.” Det blev gentaget af præsidenten efter hans møde med Abbas. Palæstinenserne havde god grund til at være tilfredse. Ikke kun europæere og arabiske lande kræver et stop for udbygningen. Det gør USA nu også. Uden det vil palæstinenserne aldrig påbegynde fredsforhandlinger med Israel.
Israels svar kom omgående. Regeringstalsmand Mark Regev sagde fra Jerusalem: “Bosætterne skal have lov at føre en normal tilværelse.” Israel vil med andre ord lade dem fortsætte med at udbygge og overtage gradvist mere palæstinensisk jord i takt med befolkningsstigningen. Argumentet er besnærende, men hviler på et falsk grundlag. Den jødiske organisation, Americans for Peace Now, dokumenterede fornylig i en rapport baseret på oplysninger fra Israels statistiske bureau, at 40 pct. af tilvæksten i bosættere kan tilskrives nyankommere. I 2007 flyttede 17.007 israelere til Vestbredden, mens 11.667 vendte tilbage til Israel - altså en nettoimmigration på 5.340. Den naturlige befolkningstilvæst var 9.193. Over 300.000 israelere har slået sig ned i de palæstinensiske områder, i strid med FN-resolutioner og Køreplanen fra 2003. Gennem årene har Israels regeringer tilskyndet denne udflytning gennem boligsubsidier. Israels siddende udenrigsminister Avigdor Lieberman bor på Vestbredden.
Siden George H.W. Bush etablerede en mekanisme for amerikanske lånegarantier, ifølge hvilken penge blev fratrukket svarende til udgiftsværdien for hver ny bosættelse, har ingen præsident ønsket at tage denne nødvendige konfrontation med Israel. Det er nemlig politisk risikabelt. Fornylig fik den indflydelsesrige proisraelske lobbygruppe AIPAC overbevist 329 ud af 435 kongresmedlemmer og 76 af 100 senatorer til at skrive under på et brev, hvori Obama opfordres til at lade parterne i konflikten “selv forhandle sig frem til en løsning” og som opfordrer præsidenten til at “arbejde tæt sammen med vores demokratiske allieret, Israel”. En klar advarsel til Obama: Hvis han generer Netanyahu for meget, risikerer han et oprør på Capitol Hill.
Lige nu er Obama så populær i USA og resten af verden, at han kan ignorere brevet. Bolden ligger på Netanyahus banehalvdel. Premierministeren er presset op i et hjørne. Hvis han stopper bosættelserne, falder regeringen. Hvis han lader dem vokse, sker det samme. Ingen Israelsk leder overlever i lang tid med et modsætningsfyldt forhold til USA. Hans eneste redningslinje er at få USA og sunniarabiske lande til at øget presset på Iran. Vil Obama gå med til det uden et stop for bosættelserne? Eller vil han adskille Iran fra Mellemøstkonflikten? Det vides endnu ikke. En ting er sikker: Obama har ikke i sinde at acceptere status quo. Indtil videre vil han udvise tålmodighed og lade sine løjtnanter skubbe alle parter, inklusive de arabiske lande. Uden palæstinensisk enhed vil intet ske. Noget tyder på, at et lyn pludselig vil slå ned fra den klare himmel - måske en præsentation af en gennemarbejdet fredsløsning, som skal påtvinges israelerne og palæstinenserne. Om det vil virke, er ikke videre sandsynligt. Men præsidenten tror på sine overtalelsesevner. Måske er det forsøget værd.