EU har 497,5 millioner indbyggere; Rusland har 142 millioner. Ruslands BNP er 1,7 trilliarder dollar; EU’s er 18,4 trilliarder - mere end ti gange større.
Dette statistiske styrkeforhold bliver ofte fremhævet af dem, der mener, at EU er for eftergivende over for Rusland, og det bliver også fremhævet af dem, der forsøger at demontere billedet af Rusland som EU’s store, farlige nabo.
Men sammenligningen er banal og irrelevant. For EU er ikke en samlet enhed, når det gælder forholdet til Rusland. Det så man i Georgien-krigen, hvor Storbritannien og Danmark skarpt kritiserede Rusland, mens Italien fuldt ud tog Putins parti. Og det ser man i de vidt forskellige aftaler, de europæisk gaskunder har indgået med russiske Gazprom.
Især Gazproms største aftagere, Tyskland, Italien og Frankrig, modarbejder aktivt, at EU skal lægge en fælles politisk linje over for Rusland, påpeger energianalytiker Pierre Noël fra tænketanken European Council on Foreign Relations.
“Over de sidste fem år har der været en voksende spænding i EU over, hvordan man skal håndtere forholdet til Rusland. I Tyskland er der en stærk opfattelse af, at man får mere ud at afklare det udenrigspolitiske og det energipolitiske forhold til Kreml og Gazprom i bilaterale aftaler. Erfarne tyske politikere siger det næsten åbent. Det handler ikke kun om kommercielle fordele, ren magtpolitik spiller også en stor rolle,” siger Pierre Noël.
Seniorforsker ved Norsk Udenrigspolitisk Institut Jakub Godzimirski er ikke i tvivl om, at netop gasimporten spiller en afgørende rolle for splittelsen i EU i forholdet til Rusland.
“Gas giver bestemt indflydelse. Der er ikke en direkte sammenhæng mellem energiafhængighed og et venligsindet forhold til Rusland, men for eksempel Tysklands store gasimport gør Rusland til en vigtig tysk partner. Rusland er på vej tilbage som en stormagt takket være sine energiressourcer,” siger Jakub Godzimirski.
European Council on Foreign Relations har delt EU-landene op i fem grupper fra ‘Trojanske heste’ til ‘Nye koldkrigere’ alt efter deres politiske holdning til Rusland. Gasaftalerne med Rusland udgør en betydelig faktor i forklaringen på, hvilken gruppe det enkelte land tilhører, siger Pierre Noël.
“De østlige medlemslande, der er fuldt ud afhængige af russisk gas, står i en politisk kompleks situation. Gasaftalerne med Rusland har en alvorlig påvirkning på den politik, de kan føre, og det begrænser deres politiske spillerum,” siger Pierre Noël.
På samme måde betyder en stor gasimport, at en fælles EU-front mod Rusland koster dyrere for lande som Tyskland og Italien. Derfor tænker Tyskland sig om en ekstra gang, inden de går sammen med ‘koldkrigere’ som Polen og Litauen mod Rusland, siger Pierre Noël.
Men også andre faktorer spiller ind i de Rusland-solidariske landes motiver, understreger han.
“Tyskland har en lang tradition for et tæt forhold til Rusland. Det er en oprigtig følelse i den tyske elite, at de har interesse i at finde fælles fodslag med Rusland. I Italien er det meget mere simpelt. Det handler basalt set om kommercielle interesser,” siger Pierre Noël.
EU-landene er suverænt Ruslands største gaskunder, og reelt har Rusland intet alternativ til at sælge til Europa. Alligevel er der bred enighed blandt energianalytikere om, at Rusland vinder mest på den gensidige afhængighed.
Misforholdet bunder i to manglende aftaler. For det første vil Rusland ikke binde sig til internationale regler i et fælles energicharter, og landet forbliver derfor en lukket enhed, hvor al handel med russisk gas foregår på russiske præmisser.
For det andet har EU i snart 15 år forsøgt at oprette et indre marked for energi, på samme måde som unionen har det for de fleste andre handelsvarer. Et indre marked ville sikre fri handel med blandt andet gas internt i unionen, og dermed ville et russisk forsyningsstop til Bulgarien hurtigt kunne udlignes med gas fra de øvrige EU-lande.
For Gazprom ville det betyde, at Europa reelt blev ét stort marked, og det ville overflødiggøre de bilaterale aftaler og afpolitisere gashandlen. På den måde ville de gasafhængige østmedlemmer og de store importører have mindre incitament til at føje Rusland politisk, vurderer Pierre Noël. Men selv om det indre marked er i alles interesse, er det ikke lige interessant for alle, forklarer han.
“Objektivt set er det i Tysklands nationale interesse; det ville betyde lavere gaspriser og større forsyningssikkerhed. Men Tyskland ville have mindre magt over forholdet til Rusland i et integreret marked, og derfor afviser de at afpolitisere gasimporten,” siger Pierre Noël.
De mindre gasimportører i den østlige del af Unionen har ikke den frihed til at vælge det bilaterale forhold til Rusland til. De vinder ikke samme fordele som Tyskland, Frankrig og Italien; til gengæld er de fuldstændig afhængige af russisk gas. De kan blot begynde at forberede sig på en kold vinter, når Rusland varsler den næste gaskrise.